Tv-anmeldelse
22. mar. 2016 | 20:22

Downton Abbey – sæson 6

Foto | Nick Briggs
Downton Abbeys sjette og sidste sæson er ren idyl. Selv den ellers modbydelige Thomas (nummer to fra venstre) ender som en gennemført sympatisk fyr.

Sidste sæson af Downton Abbey er en rosenrød omgang, men med så mange elskede personer ville andet faktisk også være ubærligt.

Af Ida Rud

I løbet af sine seks sæsoner har handlingen i Downton Abbey ikke holdt sig tilbage for masser af drama og voldsomme overraskelser.

Yndlingspersoner er døde på tragisk vis og har efterladt seriens knap ti millioner følgere grådkvalte foran skærmen. Perfide personer har skabt ravage hos herskabet og tjenestefolket på det smukke herresæde Downton Abbey, og det har skabt efterdønninger gennem flere sæsoner og knap halvandet årti – fra fra 1913 og Titanics forlis til 1925.

Derfor er det lidt skuffende, at den allersidste sæson holder sig tilbage for et godt dødsfald eller lidt ondskabsfuld intrige.

Den ellers lovende sidehistorie med afpresning af Lady Mary, der har overtaget jobbet som agent for driften af grevskabet, løber ud i sandet uden videre palaver.

De unge grevinder tager tidens trends til sig – både med hensyn til mode og holdninger – og de bliver stedse mere selvstændige og reflekterede på verden omkring sig. De påtager sig traditionelle mandeerhverv og tager konflikter med de mange mænd, der ikke stoler på deres evner.

Lady Ediths romance med den søde Bertie Pelham går godt, selv om han på papiret er hende underlegen. Men så bliver han som følge af sin granfætters dødsfald markgreve og får derfor højere rang end Edith. Pludselig er hendes uægte barn et problem.

Edith er dog fantastisk stoisk og har sandelig udviklet sig fra den irriterende mellemste søster til en interessant kvinde samt redaktør af et damemagasin. Men også hendes kvaler løser sig trods en stokkonservativ svigermor.

Det er næsten for meget af det gode.

Det skorter ikke på kærlighed, og der svælges i bryllupper, forlovelser og en enkelt baby. For Downton Abbey ender lykkeligt. For alle.

Men hånden på hjertet: Alt andet ville også have været ubærligt.

Tidligere har serien dog haft karakterer, der var nemme at hade. Men den værste, den manipulerende kammerpige O’Brien, fik sparket efter tredje sæson, mens hendes kumpan Thomas med tiden har udviklet sig til en af de mest sympatiske. Og Lady Violets huspige Denker har aldrig været mere end en komisk, intrigant bifigur, der tilmed bliver sat på plads i denne sæson.

Hvis nu der havde været bare et enkelt røvhul, så kunne vedkommende have skabt lidt modstand og mere balance i godt og ondt.

Der mangler også balance i de forskellige historier. En konflikt om landsbyhospitalet fylder alt for meget uden den store gevinst, og Marys kærlighedskvaler om, hvilken mand hun skal gifte sig med, og hvem hun egentlig elsker, trækker langhalm.

En af seriens forcer har været det alsidige persongalleri, der samtidig aldrig har været svært at holde styr på. Trods tjenestefolkets anonyme uniformer har man altid vidst, hvem der var hvem, og alle personers historier har foldet sig medrivende ud. Det halter desværre i den sidste sæson, hvor nogle ligefrem bliver ignoreret.

Men som altid er periodedramaet gennemført op alle planer. Man synker hen i et gennemført univers af brokade, guld og fløjl i det dekadente upstairs-miljø, mens de fattige downstairs-tjenestefolk lever asketisk med træmøbler og simpelt stentøj – men begge steder er der masser af hjertevarme.

Det er kun én bitter dråbe i afskeden. Grev Robert Crawley snakker lykkeligt om, hvor godt det hele er endt for alle oven på den forfærdelige verdenskrig. Men det er 1925, og som vi alle ved: Anden Verdenskrig truer i horisonten.

Men serien skulle have en ende her, for matriarken Lady Violet i skikkelse af fyndigt fantastiske Maggie Smith kan ikke leve evigt. Og hun er uden tvivls seriens største trækplaster med sit evige glimt i øjet og skarpe tunge, selv om også hun endte nærmest mild.

Ikke siden Gensyn med Brideshead fra 1981 har briterne leveret så gennemført et periodedrama som Downton Abbey. Ligesom vores egen Matador vil den – trods en halvskuffende sidste sæson – gå over i historien som tv af fineste karat.

Trailer: Downton Abbey – sæson 6

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko