Serieanmeldelse
20. jan. 2021 | 02:24

Flush

Foto | Shila Sloth
Carl (Victor Sebastian Dilling) møder jordemoderen Wilma (Nathalie Albrecht), da hans søster skal føde.

Med latrinære benspænd og et idealistisk programskrift om bæredygtighed forsøger ungdomsserie at få opmærksomhed, men det kniber med håndværket.

Af Thea Torp

Wilma og Carl møder hinanden første gang på et toilet. 

Carls søster skal føde, og det går vildt for sig, så han ender med at hjælpe hende på toilettet. De afbrydes af jordemoderen Wilma, som Carl øjeblikkeligt falder for. 

Heldigvis møder han Wilma igen på mandetoilettet på en bar og får hevet hende med hjem.

Sådan går det fra toilet til toilet gennem seriens tolv afsnit af seks minutter ad gangen, hvor parforholdet folder sig ud.

Toiletserien, der er blevet til med støtte fra Filmværkstedet, minder om DR’s hjertebankende generationsportræt Anton 90, hvor man følger Antons kærlighedsliv fra app til lagen og tilbage igen – set med hans øjne.

Flush vil gerne vække den samme genkendelse hos den kærlighedshungrende Tinder-generation. Men denne gang er benspændet – alle scener foregår på et toilet – mere hæmmende end kreativt inspirerende.

Genren er tydeligvis hverdagsgenkendelig mumblecore, men oftest føles det som impro-teater: irriterende sludder i stedet for charmende sludren.

Toilet-lokationen gør det for svært for den 26-årige instruktør og manuskriptforfatter Anna Nørskov Henriksen – der har to film på Ekko Shortlist – at skrive genrens naturlige dialog. Et parforhold har ikke alle de vigtigste samtaler, kærlighedserklæringer og skænderier mellem hvide klinker og toiletpapir.

De to skuespillere Nathalie Albrecht og Victor Sebastian Dilling er uprøvede, men har charmen til at bære kærlighedshistorien. Indimellem føles det, som om den eksisterer uden for toilettets fire vægge. 

Begges øjne kan funkle, til hjerter banker.

Kærestetypen, der gerne vil ligge tæt, og festpigen, som giver den gas på Tinder og frygter skrøbeligheden ved at binde sig, er nok to sider af det samme menneske.

Wilma og Carl er blot for karikerede til, at man kan identificere sig med dem, og deres kærlighed fremstår ikke troværdig.

Serieskaberne har udsendt et programskrift til pressen på 51 sider, hvor den tretten mands store produktion er minutiøst undersøgt for social ulighed og bæredygtighed.

Her oplyses det, at der er ”sparet 768 kg CO2 svarende til 52 producent af den forventede udledning”, og at der er ”86 procent kvinder i ledende A-funktioner”.

Et af afsnittene i programerklæringen lyder: ”Hvad har FN’s verdensmål at gøre med en dansk toiletserie?”

Tja, det er et godt spørgsmål.

Idealisme og klimakamp er vigtig, men det er sin sag at sælge en serie på de bagvedliggende produktionsforhold, hvis historien på skærmen ikke vinder gehør.

Idealistiske programskrifter og hittepåsomme benspænd må aldrig fjerne de kreatives fokus fra det filmiske håndværk, der skal skabe den følelsesmæssige gennemslagskraft. 

Måske er det grunden til, at der er fejl i dubbingen. At lydkvaliteten fra mikrofonerne ofte er dårlig. At der klippes abrupt for at få skuespillerne til at passe ind i underlige kameraindstillinger, der nok mest skyldes de snævre toiletter.

Selv grafikken ser forhastet ud. Der er stavefejl i en af titlerne. ”Veninde bytur” har det aldrig heddet på dansk. 

Det korte format fungerer heller ikke på TV2’s platform. Det er svært at blive forelsket i kærlighedshistorien, når den hvert sjette minut afbrydes af reklamer for Gevalia-kaffe eller et forsikringsselskab.

Kommentarer

Titel:
Flush

Sæson:
1

Land:
Danmark

År:
2020

Serieskaber:
Anna Nørskov Henriksen

Medvirkende:
Nathalie Albrecht, Victor Sebastian Dilling, Mia Lyhne, Jesper Ole Feit Andersen

Spilletid:
Tolv afsnit af omkring seks minutter

Anmeldelse:
Tolv afsnit

Premiere:
27. december på TV 2 Play

© Filmmagasinet Ekko