Med et nyt massemord får Arya Stark (Maisie Williams) endelig taget hævn for drabet på sin mor og bror, som i sin tid blev slagtet under ”the red wedding” af kongen Walter Frey.
Vi har taget hul på sæson 7 af verdens mest populære tv-serie. Det er både voldsomt og overraskende, og det er en fryd at se den ellers altid hævngerrige og triste Arya få et tilfreds smil på læben.
Men herfra går vi hurtigt over til den typisk tunge form på et afsnit af Game of Thrones, hvor hver af de mange hovedkarakterer i Westeros skiftevis får et beskedent antal minutter på skærmen.
Alle karakterernes videre vej fra sidste sæsons mesterlige afslutning bliver tydelig lagt, men ligesom mange andre afsnit i tv-serien, føles det hele som et transportbånd mod noget mere spændende.
Hvert afsnit behøver naturligvis ikke være en actionfyldt krigsforestilling, men de bedste afsnit i serien har demokratiske formel og ladet et lille antal karakterer få lov til at brede sig ud over de 60 minutters lange afsnit.
Serien er bedst og mest storslået, når den ligesom de to sidste afsnit af sjette sæson følger en filmisk struktur og ikke ligner en sæbeopera.
Tingene spidser til for alle.
Sne-zombierne ”The White Walkers” går (ligesom de har gjort i de forrige seks sæsoner) stadig belejlig langsomt sydpå, og Jon Snow (Kit Harington) opfordrer alle i Norden til at arbejde sammen om at bekæmpe dem.
Han opfordrer også alle til at finde drageglas – det eneste, der kan slå de kolde monstre ihjel.
Heldigvis finder hans trofaste ven Sam ud af, hvor de kan finde en uendelig kilde til det sjældne materiale efter afsnittets mest underholdende sekvens, hvor vi ser ham tømme natpotter og knokle i sit nye job i The Citadel.
Efter at Cersei Lannister (Lena Headey) udslettede eliten i King’s Landing i forrige afsnit, står hun sammen med sin bror og elsker Jamie Lannister (Nikolaj Coster-Waldau) nu alene om at styre hovedstaden.
Men en af de nyere karakterer viser sig at være yderst magtfuld og foreslår, at han og Cersei bliver mand og kone.
Afsnittet hedder Dragonstone, hvilket er en gammel, forladt fæstning, og scenen hvor Daenerys Targaryen (Emilia Clarke) ankommer til stedet med sine drager er yderst stemningsfuld. Det er især, fordi hele hendes følge, også den ellers snaksaglige Tyrion Lannister (Peter Dinklage), ikke siger en eneste replik, mens de udforsker den skumle borg.
Til at starte med var seriens visuelle effekter ikke særligt prangende, og typisk var skildringen af de mest eventyrlige miljøer en stillestående stortotal som lignede en hd-wallpaper fra 00’erne.
Det klæder serien gevaldigt at have fået nogle større digitale muskler at spille med, og det er ganske imponerende at se Euron Greyjoys (Pilou Asbæk) store flåde af kæmpe frigatter med sorte sejl dekoreret med guldblæksprutter begive sig mod King’s Landing.
Pilou Asbæk gør det godt som den udspekulerede og arrogante kaptajn, og det ser ud til, at han får en stor finger med i spillet om tronen.
Den synske Bran Stark (Isaac Hempstead Wright) ankommer til et nyt sted, og The Hound (Rory McCann) får et overnaturligt indblik i fremtiden, men det er indtil videre svært at se, hvad vi skal bruge det til.
Den syvende sæson af tv-serien byder kun på syv afsnit, da seriens skabere David Benioff og D.B. Weiss har valgt at slutte serien af med to korte sæsoner, sikkert for at presse pengecitronen så meget som muligt.
Og derfor kan man frygte, at denne sæson måske gennemgående kommer til at føles som en spændingsopbyggende, men langsommelig overgang til den helt store afslutning i den ottende og sidste sæson.
facebook
twitter
Kommentarer