Grotten – Il buco

Werner Herzog på stesolid?

Det kunne være en overskrift på den italienske filmmager Michelangelo Frammartinos stort set ordløse og skønhedsdvælende minimaldrama Grotten – Il buco.

Og det er positivt ment.

Filmens fortællemæssige motor er en halsbrækkende ekspedition ned i et næsten 700 meter dybt og hidtil uudforsket hulesystem i det sydlige Italien.

Det er netop et af den type vanvidsprojekter, som Herzog har gjort til sit varemærke. Den tyske eventyrer har som bekendt været i indtil flere grotter, senest i 3D-dokumentaren Cave of Forgotten Dreams fra 2010.

Men rent æstetisk trækker Grotten – Il buco i helt anderledes poetiske og meditative retninger – med en sanselighed og et tyst nærvær, der snarere kunne bringe tankerne hen på kolleger som britiske Ben Rivers eller russiske Alexander Sokurov.

Selv har Frammartino imidlertid peget på franskmanden Jacques Tati som en inspirationskilde.

Forvirret?

Det var juryen også ved Cph:Dox i 2010, hvor Frammartino blev tildelt hovedprisen for Le quattro volte. Efterfølgende erklærede han, at filmen var ren fiktion, blot klædt i et dokumentarisk formsprog.

Noget lignende gælder Grotten – Il buco, hvor autentiske kulisser og filmiske iscenesættelser mødes i en helt egenartet hybrid. Historien om ekspeditionen ned i den nærmest afgrundsdybe grotte er sand, mens alt andet i filmen er opdigtet.

Baggrunden er som følger:

Frammartino er opvokset i regionen Calabrien i det sydlige Italien. Det var i det område, hvor et hold af forskere i 1961 som de første begav sig ned i Abisso del Bifurto, det dybeste grottesystem i Europa.

Få år forinden var den højeste bygning i Europa blevet rejst i den modsatte ende af landet, nemlig Milan. Den bedrift antydes i en sort-hvid tv-reportage i filmens begyndelse. Og et eller andet sted midtvejs optræder i forbifarten et glimt af et italiensk magasin, Epoca, hvor forsiden er prydet af John F. Kennedy.

Den amerikanske præsident, der udpegede verdensrummet som en ny frontier.

Så subtil er Grotten – Il buco i sine markeringer af, at et gennemgående tema er menneskehedens historie som en evig opdagelsesrejse.

I filmen rekonstrueres den ekspedition, som i 1961 kortlagde Bifurto-grottens kringlede systemer af fugtdrivende granitkorridorer. De er åndeløst smukt fotograferet, som om det var den naturligste ting i verden at sende et filmhold ind i Jordens indre.

Parallelt med denne drabelige vertikale rejse følger filmen en aldrende hyrde, der passer sig selv og sine får og køer i de bjergtagende landskaber, som omgiver indgangen til grotten.

Hyrdens rolle er at være et tavst vidne til ekspeditionens i hans øjne måske futile foretagsomhed. Han kommunikerer med dyrene ved hjælp af et repertoire af kaldelyde, som i de mennesketomme landskaber blander sig med ringlende koklokker.

En hel lille symfoni af auditive ornamenter på et bagtæppe af stilhed. Og en slags sjælens musik, der står i kontrast til videnskabsfolkenes rationelle målrettethed.

På et tidspunkt bliver hyrden syg og falder om. Han bæres hjem til en primitiv træhytte, hvor en tilkaldt læge lytter opmærksomt til hans udslidte krops sidste livstegn, mens ekspeditionen i Bifurto-grotten nærmer sig bunden.

To parallelle bevægelser, en ydre og en indre, der på hver deres måde afsøger grænserne for menneskets formåen og rækkevidde.

Uden at pege frem mod nogen entydig konklusion, en meddelelse eller et budskab, tager Grotten – Il buco beskueren med på en rejse ind i et langsommelighedens univers, hvor essentielle aspekter af tilværelsen får lov til at forplante sig til beskueren på umærkelig vis.

Samtidig lægger Frammartino nye alen til sin egen udforskning af et filmkunstnerisk udtryk i grænselandet mellem dokumentarisme og fiktion, virkelighedsskildring og fantasi.

I sandhed magisk!