Biografanmeldelse
19. juni 2013 | 20:00

Hjertets hvisken

Foto | Kitaro Kosaka
Hjertets hvisken er en seværdig film om pigen Shizuku, der forelsker sig i en ung violinbygger, som har læst alle de samme bøger som hende.

Hayao Miyazakis bebudede tronfølger Yoshifumi Kondô nåede kun at lave én film. Den kommer nu til Danmark med attens års forsinkelse – og er ventetiden værd.

Af Samina Jakobsen

John Denvers ærkeamerikanske countrysang Country Roads klinger forbavsende godt med Tokyos tegnede gader i den smukt illustrerede åbningsscene i Hjertets hvisken.

Denvers klassiker serveres gennem filmen både i en upbeat blip-bop-japansk popudgave, en ungpige-acapella-version og den fjortenårige hovedperson Shizukus egen, nyfortolkede udgave.

”Jeg skubbede ensomheden væk og tog mig sammen, så farvel, betonvej,” synger pigen og tager afsked med sit barndomshjem. Det er melodien til den frigørelse fra forældrene, som Shizuku er i færd med, og som er temaet i Yoshifumi Kondôs detaljerige animationsfilm.

Instruktøren blev spået til at være Hayao Miyazakis arvtager af det succesfulde japanske animationsselskab Studio Ghibli, men alligevel har de færreste hørt om Yoshifumi Kondô. Han døde nemlig i 1998 som 47-årig af en blodprop og nåede derfor aldrig at få den anerkendelse, som kollegaerne Miyazaki og Isao Takahata har fået i den vestlige verden.

Miyazaki og Takahata arbejdede sammen med Kondô i start-80’ernes Tokyo, før de to i 1985 åbnede Studio Ghibli, hvor Kondô hurtigt blev tilknyttet som chefanimator. Yoshifumi Kondô nåede kun selv at instruere en enkelt film, før han døde, og det er denne, der nu får premiere i de danske biografer med atten års forsinkelse.

Manuskriptet er skrevet af Hayao Miyazaki, og den godhjertede japaners varme og forkærlighed for eftertænksomme unge karakterer gennemstrømmer da også historien.

”Hvorfor forandrer man sig?” spørger Shizuku, mens hun reflekterer over, hvorfor hun ikke har lyst til at læse bøger i stakkevis, som hun plejer. Historierne virker pludselig så banale, og hendes rejse fra barn til voksen bliver kun forstærket, da hun sammenligner biblioteksbøgernes udlånskort. Hun opdager, at en ung violinbygger har lånt præcis de samme bøger som hende – og hun forelsker sig naturligvis i ham.

Hjertets hvisken er knap så fabulerende som mange af den gamle Miyazakis forunderlige fortællinger, men minder mere om sønnen Goro Miyazakis realistiske fortællestil i Oppe på valmuebakken, der fik premiere tidligere på året. 

Faktisk leger filmen drilsk med vores forventninger om et magisk univers. Efter en opstigning ad en lang, stejl trappe i en mørk korridor kommer vi endelig op til lyset, og man tager sig selv i at håbe på at finde en gådefuld by i skyerne. Men pludselig er en bil lige ved at køre vores drømmende hovedperson ned, og vi bliver hevet brat tilbage til virkeligheden. Som Shizuku selv siger: ”Nu troede jeg lige, at eventyret skulle til at begynde.”

I skildringen af japansk dagligliv finder man til gengæld små bidder af magi. Shizuku opdager et gammelt antikvariat, hvor hun bliver fortryllet af en kattefigur med funklende øjne og antikvarens gamle kukur, der på slaget tolv fortæller en ulykkelig kærlighedshistorie.

Animationen er i tråd med Ghiblis andre produktioner, hvor mangaens forsimplede form formidler følelser så præcist, at en enkelt tegnet dråbe rammer én lige i hjertet.

Den følsomme historie om den stærke, selvstændige bogorm bliver dog til indimellem lidt for sukkersød og moraliserende, ikke mindst på grund af den gamle antikvar, der altid er god for en Gajol-æske-kommentar.

Ikke desto mindre er det en seværdig film, og man går ud af biografen med en vis vemod. Yoshifumi Kondô kunne have drevet det vidt – nu må vi i stedet nøjes med denne ene lille perle.

Trailer: Hjertets hvisken

Kommentarer

Land:
Japan

År:
1995

Instruktør:
Yoshifumi Kondô

Manuskript:
Hayao Miyazaki

Stemmer:
Youko Honna, Kazuo Takahashi

Spilletid:
111 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
20. juni 2013

© Filmmagasinet Ekko