Biografanmeldelse
04. dec. 2013 | 20:00

I kærlighedens navn

Foto | Jon Bang Carlsen
En pige bliver – på foranledning af sin egen far – ført bort fra sit hjem og kørt til en opdragelsesanstalt i Utah. Scenerne er rekonstruktioner – men udgangspunktet er virkeligheden.

Jon Bang Carlsen har lavet en guddommeligt gådefuld film fra Californiens friserede forstæder, der slægter både Edward Hopper og Raymond Chandler på.

Af Bo Tao Michaëlis

”Lost Girl Case” hed det, når Raymond Chandlers hårdkogte privatdetektiver skulle finde en forsvunden pige i storbyens havn. Eller for den sags skyld en forsvunden dreng fortabt et sted i grænselandet mellem forsømt barndom og forbandet ungdom.

Og sjældent har jeg set så meget af Raymond Chandlers bitre ånd og åndløse geografi som i Jon Bang Carlsens 42. film, I kærlighedens navn.

Filmen skildrer forældre som med private korps’ håndfaste hjælp får fjernet deres børn fra deres eget hjem af den ene eller den anden grund.

Men egentlig rammer den engelske titel, Just the Right Amount of Violence,med sin antydning af latent vold i luften under disse bortførelser langt bedre filmens intention. Den giver nemlig et smukt og smerteligt signalement af den sydcaliforniske kultur med de dragende drømmes storby, som også er en larmende landsby uden ende i form af regionens hovedstad, det mondæne Los Angeles.

Vi følger tre personer, som alle er blevet sendt væk af deres forældre, der ikke orker at have dem boende. I begyndelsen følger vi to af de professionelle kidnappere, som henter en modstræbende dreng, der skal sendes på en ungdomsanstalt i mormonstaten Utah. Derefter ser vi en teenagepige brutalt blive fjernet om morgenen på foranledning af sin far, som hun i grådkvalt vrede anklager for at have seksuelt misbrugt hende.

Begge børn forsøger at stikke af undervejs, men bliver fanget igen og bragt frem til det, der nærmest ligner en koncentrationslejr for adfærdsvanskelige, uønskede unge. Vi hører også om en lidt ældre fyr, der fortæller, hvorledes hans forældre kom af med ham.

Og for at det ikke skal være løgn, får vi synkront en – i øvrigt opfundet – historie om instruktørens egen far, som i fortiden forsvandt i USA og efterlod sin søn med en ubønhørlig længsel efter en fader(skikkelse). I sekunder i storbyens forstad får han et glimt af en mand, han kalder sin far, i et vindue vendt ud mod nat og ensomhed.

Det er en meget stemningsfuld film, og Los Angeles får igen lov til at fremstå som et sted, der både er magisk og middelmådigt, en friseret og flad forstad med lange plæner og så alligevel en fascinerende labyrint fuld af længsler.

Filmen er både en konstruktion af virkelighed og et virkeligt dokument. Jon Bang Carlsen røber, at de medvirkende er skuespillere, som spiller rigtige personer taget ud af livet, made in USA. Filmen starter da også fint med Nietzsches ord om, at der ikke findes fakta, kun fortolkninger.

Når jeg i sidste ende synes, at filmen taber luft, er det, fordi den skal bære for meget. For mange problemer og nok for mange minder. Den er et snært og syrligt dokument om en syg nation, den amerikanske, som kun kan tåle deres børn, mens de er nuttede og ser søde ud på hjemmevideoen. Den skildrer solidarisk de mænd, der fanger de unge og sender dem videre, som traurige samspilsramte mennesker, der selv har lig i lasten.

Vi får også et portræt af Jon Bang Carlsens alter ego, instruktøren som ungt og ældre menneske på jagt efter en forsvunden præstefar. Og det tipper helt over, når Carlsen også tager en tur til Japan med en risskål sorgarbejde, fordi staten Utah var stedet for atomprøvesprængningerne før Hiroshima.

Men på trods af disse skønhedsfejl er I kærlighedens navn en guddommeligt gådefuld film. Den minder om både Edward Hoppers åbne billedsprog og om Raymond Chandlers elegiske jeg-fortællinger – et maleri af massemenneskets individuelle ensomhed, i bund og grund født forældreløs.

Trailer: I kærlighedens navn

Kommentarer

Land:
Danmark

År:
2013

Instruktør:
Jon Bang Carlsen

Manuskript:
Jon Bang Carlsen

Medvirkende:
Roberto Adanto, Quinn Butterfield, Melissa Carnell

Spilletid:
83 min.

Premiere:
5. december 2013

© Filmmagasinet Ekko