Biografanmeldelse
11. nov. 2015 | 18:07

Infinitely Polar Bear

Foto | Claire Folger
Selv om Mark Ruffalos maniodepressive familiefar svinger mellem håbløshed og selvovervurdering, viser hans to piger ingen tegn på nervøsitet eller angst i Infinitely Polar Bear.

Drama om en maniodepressiv ægtemand smører et så tykt lag glasur på, at man intet føler i en film, der ironisk nok handler om at føle for meget.

Af Samina Jakobsen

Året er 1978.

Cam Stuart (Mark Ruffalo) løber manisk rundt iført røde underbukser og en rød bandana, imens han taler som et vandfald om mænds trang til at jage og om at være frie.

Med udspilede øjne og en evig smøg i kæften prøver han at forklare sin kone Maggie (Zoe Saldana) om urkræfterne. Han hamrer løs på den bil, som Maggie har låst sig inde i, imens hun prøver at berolige deres to små grædende piger på bagsædet.

Et sådant scenarie burde være skrækindjagende eller i det mindste fremkalde et gran af utryghed. Eller også burde det være tragikomisk og fremkalde latter. Optimalt en kombination af begge.

Men man føler absolut intet i en film, der ironisk nok handler om at føle for meget.

Faren Cam er maniodepressiv og svinger derfor mellem depressive perioder, hvor mørket skyller ind over ham, og maniske perioder, hvor skabertrangen er stor, og Cam eksploderer i enten glædes- eller vredesudbrud.

Mor Maggie forsøger at få økonomien til at hænge sammen, men det er svært som eneforsørger, og familien må flytte fra deres idylliske landsted til en lille lejlighed i Boston. Da Maggie får tilbudt en friplads på et universitet i New York, efterlader hun børnene i Cams varetægt, selv om hun vel egentlig burde vide bedre. Så i de næste atten måneder må han tage ansvaret på sig og opdrage to præ-teenagere på trods af sine sammenbrud.

Infinitely Polar Bear er debutinstruktøren Maya Forbes’ personlige historie om at vokse op med en far med en bipolar sygdom. Manuskriptet holder sig til en række hændelser i Forbes’ liv, som bestemt kunne danne grobund for en interessant historie. Men man sidder med en fornemmelse af, at hun ikke har været sit eget materiale tro.

Forbes har valgt at smøre et så tykt lag sødlig indie-glasur ud over historien, at det næsten bliver uspiseligt, selvom det ved gud ser lækkert ud.

70’ernes varme, dybe farver danner en delikat billedside, og produktionsdesignet er lige i øjet. Cam er iført fede Lacoste-t-shirts fra de rigtige årgange, Maggie i superlækre 70’er-kjoler med det helt rigtige snit, bilerne har bløde former og boliginteriøret ville gøre enhver Vesterbro-hipster misundelig.

Problemet er, at det bliver for pænt og poleret i forhold til den forholdsvis tunge tematik.

Den maniodepressive sygdom bliver for det meste portrætteret af en råbende far, og de to piger viser ingen tegn på nervøsitet eller angst i situationerne. De råber ofte bare tilbage, selv om opvasken ikke er blevet taget i flere uger, og vasketøjet hober sig op.

Men selv det er orkestreret på en indbydende måde. Der er ingen beskidte tallerkener eller ulækre madrester, og da Maggie kommer hjem til, hvad der skal forestille at være en svinesti, er der en enkelt kaffekop på bordet og nogle ufærdige kreative projekter, som står hist og pist.

Hvis det skulle forestille svineri, ville jeg nødigt have Forbes på besøg i min lejlighed.

Der er en nærmest insisterende tone på at gøre det hele så sødt og rosenrødt som overhovedet muligt, hvilket kunne have fungeret, hvis man havde forsøgt at gå komedievejen. Men de små optrin er sjældent rigtigt sjove.

En enkelt gang får man et lille stik i hjertet, da Cam, som vi får fortalt har alkoholproblemer, sniger sig ud midt om natten for at drikke sig i hegnet. Døddrukken entrerer han lejligheden næste morgen, men hvad der uvægerligt må være en ubehagelig episode for pigerne, bliver endnu engang affejet med blød indie-musik og forstående miner.

Det kan meget vel være, at Forbes’ barndom ikke bar præg af angst eller usikkerhed, og at problemerne vitterligt ikke var værre end, at faren spildte pandekagedej på gulvet. Men sådanne små episoder er ikke nok til at holde interessen fanget.

Her kunne man lære noget af den bipolare sygdom. Enten ved at bringe noget mere mørke ind i filmen eller ved at gå over-the-top på glæde og komik. Den normale mellemvej er sjældent interessant.

Trailer: Infinitely Polar Bear

Kommentarer

Titel:
Infinitely Polar Bear

Land:
USA

Instruktør:
Maya Forbes 

Manuskript:
Maya Forbes

Medvirkende:
Zoe Saldana, Mark Ruffalo, Imogene Wolodarsky, Ashley Aufderheide

Spilletid:
90 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
12. november

© Filmmagasinet Ekko