Biografanmeldelse
02. juni 2015 | 21:14

It Follows

Foto | Animal Kingdom
Jay (Maika Monroe) flyder ubekymret i den beskidte svømmepøl i et idyllisk øjeblik af den slags, der varsler, hvor slemt det senere bliver i It Follows.

Uhyggen spreder sig som en kønssygdom i den mest markante og skrækindjagende gyser i årevis.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Efter en forsigtig gang bagsædesex med sin nye kæreste får Jay (Maika Monroe) en kloroformklud for munden. Da hun vågner, er hun bundet til en stol i en øde bygning.

Den desperate kæreste forklarer hende reglerne i et gyserkoncept, der er banebrydende enkelt:

Hvem der end har forbandelsen, giver den videre ved seksuel kontakt som en kønssygdom. Taget – du er den!

Så kommer det slentrende i begravelsestempo, magnetisk draget af sit offer og i skiftende menneskeforklædninger a la John Carpenters The Thing. Kun de smittede kan se det, og så snart man er rørt, er man død.

Det lyder som en barneleg, men er dødelig alvor i It Follows – den mest markante gyser i årevis.

Ifølge instruktøren er filmen baseret på et tilbagevendende barndomsmareridt, og den glimrer netop ved sin frygtindgydende drømmelogik.

Så snart man kender præmissen, begynder man at scanne baggrunden af totalbillederne: Kommer der nogen gående, lidt for langsomt og lidt for målbevidst?

Allerede fra en åbningssekvens, hvor en letpåklædt teenager opgiver flugten og lader sig indhente (med filmens mest blodige aflivning til følge), er man grebet af en fatalistisk fornemmelse af at være – ikke jaget – men mærket, udpeget til en grufuld, uafvendelig død.

Giver man forbandelsen videre, vender det tilbage, når den nyligst smittede er indhentet. Døden kan udsættes, men ikke afværges.

Teenageflokken hælder vodka i deres kopi-cola og drikker gennem sugerør, mens de snakker om fyre og piger og nærmer sig hinanden. Både den skråsikre Greg og den usikre Paul er ivrige efter at hjælpe Jay af med forbandelsen, men hun er smerteligt bevidst om, at partnervalget kan betyde liv og død for dem begge.

Vil man overleve, gælder det om altid have en flugtvej parat. Og da Jay låser sig inde på værelset om natten, mens hendes venner holder vagt udenfor, må man holde vejret og ryste på hovedet i angstfyldt forventning om, at den stille scene snart afbrydes af et veldoseret jump scare.

Det kommer som en frydefuld, anstødelig blanding af nøgenhed, deformiteter og kropsvæsker fastfrosset i slowmotion. Tilskueren – og Jay – stirrer lamslået, fanget som en fugl i tjære, mens det skurrende synth-soundtrack forstærker rædselsøjeblikket.

Chok i gyserfilm plejer at lette spændingen. I en fyldt sal skriger publikum og griner bagefter, men her er man tvunget til at dvæle ved det groteske og grænseoverskridende. Det er grumt og grimt, og det tvinger sig under huden.

De rendyrkede chok er få, men effektive. Og det er stemningen, væmmelsen og den kvælende fornemmelse af lurende død, der gør filmen så fandens uafrystelig.

Tonen, konceptet og musikken skriger John Carpenter så indtrængende, at man halvt mistænker 80’ernes største gysermester for at have gjort comeback under pseudonym.

Men David Robert Mitchell imponerer som en selvstændig genre- og personinstruktør, der tager sig god tid til at udfolde sine karakterer, mens monstret vokser sig større i publikums bevidsthed.

Gyset udspiller sig i en efterårsfarvet Detroit-forstad, hvor industribyens forfald giver sig til kende langs krakelerede fortovsfliser og rustne hønsenets-hegn. Miljøskildringen skaber en diskret fornemmelse af, at noget er galt.

Det er en underligt tidløs filmverden, hvor man ser oldgamle gysere på oldgamle fjernsyn og læser Dostojevskij på muslingeformede ebogs-læsere, men tilsyneladende ikke har mobiler.

Den snigende, knugende frygt står malet i ansigtet på den fremstormende Maika Monroe, der også er aktuel i The Guest. En af karaktererne beskriver hende som ”så pæn, at det er irriterende”. Men hendes jordforbindelse gør, at man hverken opfatter hende som trættende skrige-blondine eller stålsat actionhelt.

De usete farer er som bekendt de mest skrækindjagende, og de pludselige chok er de mest effektive. Så når kønssygdoms-monstret kommer på en længere visit, daler spændingen til industristandarden.

Til gengæld er der nyklassikerstatus over de kompromisløse afslutningsbilleder, der får mareridtet til at sidde i kroppen, så man kaster nervøse blikke over skulderen på vej hjem fra biografen.

Trailer: It Follows

Kommentarer

Titel:
It Follows

Land:
USA

År:
2014

Instruktør:
David Robert Mitchell

Manuskript:
David Robert Mitchell

Medvirkende:
Maika Monroe, Keir Gilchrist, Daniel Zovatto, Olivia Luccardi

Spilletid:
100 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
4. juni 2015

© Filmmagasinet Ekko