Biografanmeldelse
27. nov. 2013 | 20:00 - Opdateret 21. nov. 2014 | 14:03

Jul i Bakkekøbing

Foto | Janne Hansen
Jul i Bakkekøbing foregår i det charmerende univers fra Bjergkøbing Grand Prix – og lever flot op til den norske kultklassiker.

Den norske dukkefilm Jul i Bakkekøbing fortjener øjeblikkelig status som juleklassiker med sin blanding af stop-motion-skønhed, humor og venskab.

Af Ida Rud

Det er altså sært, at byen hedder Bakkekøbing, for danske børn og voksne har jo siden 1975 kendt den som Bjergkøbing.

Det var, dengang forfatteren Kjell Aukrusts skæve univers første gang blev gjort levende i Bjergkøbing Grand Prix af den banebrydende, norske dukkefilminstruktør Ivo Caprino. Han var så detaljeorienteret, at han kom rigtigt vand i stop motion-vandpumpen.

Filmen blev en verdensomspændende succes takket være dens særegne æstetiske skønhed og satiriske humor.

Jul i Bakkekøbing benytter sig af samme persongalleri og univers, men skal faktisk ikke ses som en toer. Også Teodor Fælgen har fået nyt navn. Nu hedder han ”Reodor Felgen”, og den sarkastiske skade Sofus hedder ”Søren”. Navneforandringerne er foretaget på grund af ophavsreglerne, selvom holdet faktisk har fået tilladelse til at lave filmen af Aukrust-stiftelsen.

Det lyder speget, men skal ikke ligge filmen til last – for hvilken film!

Oppe i Norges fjelde venter man på sne i julemåneden, men den udebliver. Bakkekøbings skruppelløse avisredaktør, Frimand Pløsen, har ellers længe udsendt forsider med overskrifter som ”Sneen kommer”, for den slags sælger aviser.

Og beboerne står da også parat med nyindkøbte ski af mærket ”Skibums” og sneskovle til ”intim snebehandling”. Så de lader deres frustrationer gå ud over avisens redaktør, som tager kontakt til opfinderen Reodor i håb om, at han kan bygge en snekanon.

Det gider Reodor egentlig ikke.

Men hans ven, pollenallergikeren Ludvig, er bange for, at det ikke kan blive jul uden sne. I skoven ser han en haremis med hvid pels, for trods den manglende sne har den skiftet til vinterpels og lyser derfor op i det grønne løv, hvor den desværre bliver særlig synlig for rovfuglenes øjne.

Godmodige Ludvig kan ikke bære harens sårbarhed, og han og Søren lader derfor Reodor overhøre en samtale om, at Reodor sikkert ikke kan lave en snemaskine. Hvilket han selvfølgelig kan. Og i processen kommer han tilmed til at gøre sig selv usynlig og stum.

Det giver redaktøren frit lejde til at grabse maskinen, om end en løs skrue får den til at glide over på ”ny istid” (sikke en indstilling!). Bakkekøbing er i fare for at sne helt til, og Ludvig bliver lidt bekymret.

”Det er du jo altid?” siger Søren til ham. ”Ja, og det bekymrer mig lidt,” svarer en slukøret Ludvig.

Det er så fint og rammende og morsomt for både børn og voksne, der også vil sætte pris på avisens presserobot, som er temmelig farlig, når den er sat til ”opsøgende journalist uden skrupler”.

Jul i Bakkekøbing er spækket med den slags ubetalelige detaljer, at det halve havde været nok. Sørens skældsord ”fiskebanan” fortjener at blive nyt trendord.

I en tid, hvor næsten alle børnefilm bliver lavet i 3D, er det vidunderligt at opleve, hvad klassisk stop-motion kan gøre for en films tekstur. Man kan næsten række ud og mærke grantræernes nåle eller tage en slurk af Reodors kaffe.

I forhold til Bjergkøbing Grand Prix er der et fantastisk liv i figurernes mimik, og de nye stemmer er spillop-veloplagte.

”Den, der ler sidst, ler til slut,” siger redaktør Pløsen på et tidspunkt – men til Jul i Bakkekøbing ler man hele tiden.

Trailer: Jul i Bakkekøbing

Kommentarer

Land:
Norge

År:
2013

Instruktør:
Rasmus A. Sivertsen

Manuskript:
Karsten Fullu

Medvirkende:
Claus Bue, Lasse Lunderskov, Lars Ranthe, Lars Brygmann, Stig Hoffmeyer

Spilletid:
76 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
10. oktober 2013

© Filmmagasinet Ekko