Biografanmeldelse
29. okt. 2014 | 16:07

Love, Rosie

Foto | Jonathan Hession
Lily Collins besidder ikke den komiske timing, der skal til for at lande en genretypisk kondom-joke i Love, Rosie.

Britisk rom-com har mistet forgængernes skæve charme. Tilbage er kun klichéerne og de falske smil.

Af Samina Jakobsen

Der var engang, hvor Hugh Grant var kongen af britiske rom-coms som en personificering af den skæve charme, der adskilte de engelske fra de amerikanske.

Plottet var skåret over samme læst, men et fokus på skæve karakterer gjorde, at briterne kunne bidrage med noget nyt til den fortærskede genre og lave romantiske komedier, som selv amerikanerne gad at se.

Den tid er desværre forbi.

Rosie Dunne (Lily Collins) og Alex Stewart (Sam Claflin) har været venner, siden de var små. Nu er de teenagere, og selvfølgelig er der amoriner i luften. Da Rosie fejrer sin attenårs fødselsdag, udløses der et kys, men døddrukne Rosie kan intet huske næste dag. Derfor tager Alex i stedet skolens lækreste babe Bethany med til afdansningsballet, og Rosie vælger sportsatleten Greg.

Greg og Rosie ender i sengen sammen, og så bliver det virkelig vittigt. For da akten er slut, er kondomet væk. Det er Rosies første gang, og hun må nu pinligt berørt løbe ud af hotelværelset med et forvildet kondom oppe i sig. I elevatoren ringer hun til Alex, men har svært ved at forklare situationen i den trange elevator med en granvoksen mand stående bag hende.

Det lyder sjovt, men er det overhovedet ikke. Lily Collins ejer ikke et komisk talent, og klipningen gør det umuligt for alvor at føle pinligheden.

I stedet fremstår scenen som et halvhjertet forsøg på at vende den mandsdominerede kondom-slapstick til en kvindelig pendant – en af filmhistoriens ringeste af slagsen.

Hvad værre er, så ender hele miseren med et barn. På trods af at Rosie tager en fortrydelsespille dagen efter, og en læge får fjernet kondomet, er en sædcelle altså alligevel sluppet igennem på magisk vis.

Og vupti, så har hun født barnet. Og vupti, så er der gået fem år mere.

Love, Rosie er en filmatisering af bogen Where Rainbows End af Cecelia Ahern, og det er helt tydeligt, at manuskriptforfatteren Juliette Towhidi har forsøgt at presse så meget som muligt af bogen ind i filmen.

Men filmatiseringens sværeste disciplin er at skære væk, så der er tid og plads til at lade scenerne blomstre. I Love, Rosie bliver vi jappet igennem godt og vel femten år uden på noget tidspunkt at stoppe op.

Eksempelvis vælger Rosie at holde sin graviditet skjult for Alex – hendes bedste ven. Da Alex finder ud af det, har de en kort dialog om den månedsvis lange løgn, og vupti, så klipper vi til, at Alex er blevet hygge-onkel til barnet og sender nuttede videohilsner.

Sam Claflin (The Hunger Games) som Alex er ellers et meget godt forsøg på at finde en Hugh Grant-erstatning. Den 28-årige skuespiller har de helt rigtige smilehuller til den yngre fanskare, men den lidt skæve kejtethed mangler. Og i et manuskript, hvor der ikke efterlades meget tid til persontegning, kan Claflin ikke gøre meget andet end at smile ekstra bredt.

Love, Rosie’s allerstørste problem er, at der ikke er foretaget en vægtning af materialet, så alle scener får tildelt omtrent lige meget tid og opmærksomhed.

Den ensformige rytme er lige til at falde i søvn af.

Trailer: Love, Rosie

Kommentarer

Titel:
Love, Rosie

Land:
England, Tyskland

År:
2014

Instruktør:
Christian Ditter

Manuskript:
Juliette Towhidi

Medvirkende:
Lily Collins, Sam Claflin, Suki Waterhouse

Spilletid:
102 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
30. oktober, 2014

© Filmmagasinet Ekko