Biografanmeldelse
11. sep. 2018 | 23:00

Mod solnedgangen

Foto | Kumie
Misako (Ayame Misaki) oversætter film til synshæmmede, mens Nakamori (Masatoshi Nagase) er ved at miste synet, men de deler i høj grad følelsesregister i Naomi Kawases japanske Mod solnedgangen.

Der er lavet mange film om handicap, men få, der så sanseligt formidler følelsen af at befinde sig i grænselandet mellem de seende og de blindes verden.

Af Rasmus Brendstrup

Nakamori er kun i 50’erne, men har en så lille, diset bid tilbage af sit synsfelt, at han reelt er blind. 

Han sidder i et testpanel, når der skal laves synstolkede film, og denne dag er han nådesløs. Den yndige kvindelige oversætter, der omhyggeligt sætter ord på filmens billedside, forstår slet ikke de blindes behov, siger han. Angrebet virker decideret brutalt, omgivet af japansk høflighed til alle sider, som han er. Hun bliver såret og svarer igen. Nakamori går i vrede. 

Det viser sig dog snart, at de to i høj grad deler følelsesregister og efterhånden også lærer at kommunikere. 

Hun, den pligtopfyldende Misako (Ayame Misaki), slås med savnet af sin afdøde far og en mor, der er dement. Han, tidligere anerkendt kunstfotograf (spillet af Masatoshi Nagase, som nogle vil huske fra Jim Jarmusch’ Mystery Train), tager stædigt billeder med sit Rolleiflex-kamera uden at kunne vurdere resultatet. 

Ingen af dem kan genskabe fortiden. 

Der er lavet mange film om handicap eller ensomhed, men få, der så sanseligt formidler de følelser, der må følge med at være i grænselandet: afmagten, det voksende savn, men også erindringens tyngde, de andre sansers pludselige forrang. 

Kameraet indfanger støvpartikler i modlys. Vi trækkes selv ind i halvmørket. 

Den japanske instruktør Naomi Kawase har længe været en Cannes-darling, blandt andet med en Grand Prix for The Mourning Forest i 2007. Ligesom landsmanden Hirokazu Kore-eda har hun bevæget sig fra dokumentarfilm over benhård arthouse til en fortællestil, der er mere menneskeforankret og tilskuervenlig. 

Det danske biografpublikum lærte hende først at kende for et par år siden med Månen over kirsebærtræerne, der handler om at genvinde livsgnisten gennem bagning. Dér er den tidlige Kawases natur-mystiske og lyriske alvor blevet til skematiske tårer og kirsebærtræer i blomst. 

Mod solnedgangen er lidt mere sammenbidt i ånden fra salig Ozu og Kurosawa. Her bitcher man ikke over de kort, tilværelsen har tildelt én – man spiller dem bare efter bedste evne. Denne meget japanske prunkløshed, hvor man går ind i smerten, klæder filmen og gør den til en af Naomi Kawases bedste. 

Selve indblikket i Misakos synstolkning er også fascinerende, både fordi hun er dygtig til sit job, og fordi formen er uvant for os. Vi får at vide, hvad vi ser, mens vi ser det: en vred mand står ved et busskilt, en gruppe børn passerer vejen etc. 

”Show, don’t tell,” lyder et formidlingscredo, men her er det både-og. Og vi indser, at hver en genstand rummer potentielt væsentlige detaljer og kontekst. Selve sprogliggørelsen rummer altid en tolkning. Det er en universel pointe, som blindhedstemaet gør nærværende. 

Naomi Kawase har lavet en film, hvor fotografiet, blikket, erindringen, tabet og ensomheden flettes sammen, så enhver kan fornemme den filosofiske tyngde. 

Ligesom i Kore-edas tidlige film Maborosi og mesterværket After Life er budskabet, at tab er en mønt med to sider: dyb sorg og smukke minder. Men hvor Kore-edas stil er blufærdig, nærmest selvudslettende, koger Kawases ofte over af selvhøjtidelighed. 

Da Nakamori brænder et fotografi, zoomer vi demonstrativt ind på den del, hvor et øje forkuller. Og da Misako leder efter sin mor i barndommens skov, skal hun partout vade fortvivlet ud i knædybt mudder. 

Det knækker filmens realisme. 

Det samme gør det kunstlede forsøg på at låne glans fra et forbillede, når Kawase i en strandscene refererer til en anden symboltung film om at søge meningsfuldhed offpiste, nemlig den japanske avantgarde-klassiker Kvinden i sandet fra 1964. 

Mod solnedgangen ville være bedre tjent med ”bare” at se sig selv som en romance, der interesserer sig for erindring og sansning, kommunikation og isolation. Det kan man heller ikke sige om mange film.

Trailer: Mod solnedgangen

Kommentarer

Titel:
Mod solnedgangen

Originaltitel:
Hikari

Land:
Japan, Frankrig

År:
2016

Instruktør:
Naomi Kawase

Manuskript:
Naomi Kawase

Medvirkende:
Masatoshi Nagase, Ayame Misaki, Tatsuya Fuji

Spilletid:
101 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
13. september

© Filmmagasinet Ekko