Tv-anmeldelse
11. juni 2015 | 17:06

Orange Is the New Black – sæson 3

Foto | Netflix
Orange Is the New Black er ikke længere en enkvindesforestilling. Hovedpersonen Piper træder ud af rampelyset til fordel for sine farverige medfanger.

Orange er ikke længere det nye sort, men Netflix’ flagskib om et pikant kvindefængsel sejler lydefrit videre med regnbuefarvede bannere.

Af Samina Jakobsen

Tredje sæson af Netflix’ prisvindende fængselsdrama Orange Is the New Black starter med en Mors dag-fortælling i kvindefængslet Litchfield.

Alle indsatte gør sig klar til at se deres elskede børn, den transseksuelle frisør Sophia Burset har travlt med at sætte hår på de orangeklædte kvinder, og der forberedes udendørsaktiviteter til de kære små. En piñata indkøbes, for som altid politisk ukorrekte Pennsatucky bedyrer: ”Størstedelen af børnene er alligevel mexicanere, så hvorfor ikke bare give dem, hvad de vil have?”

Godt nok må de ikke få udleveret et bat, hvilket resulterer i, at børnene tæver løs på piñataen med de bare næver, indtil en betjent bliver træt af menageriet og trækker sin stav foran de måbende børn.

Og sådan går det absurd komiske og det dramatiske hånd i hånd, som vi har set det i de foregående to sæsoner af hit-serien. Det eneste nye er, at det ikke er nyt mere.

Og så alligevel. For seriens skaber Jenji Kohan har med tredje sæson sat kursen skarpt mod en ny seriestruktur. Det er tydeligt fra første afsnit, at Kohan nu satser benhårdt på ensemble-fortællingen og efterlader hovedpersonen Piper Chapman som statist i hendes egen tv-serie.

Første sæson var dedikeret til den blåøjede Pipers omstilling til livet i kvindefængslet. Og selvom anden sæson bredte fortællingen mere ud, var Pipers udvikling stadig rygraden i historien.

Det er et dristigt valg sådan nærmest at eliminere sin egen hovedperson. Men med et så bredt og originalt persongalleri har Kohan heldigvis ufatteligt mange strenge at spille på.

Og de første seks afsnit af tredje sæson, som denne anmeldelse er baseret på, går primært med at introducere flere nye spillere på banen.

Der er dedikeret mere tid til de velkendte flashbacks, hvor de indsatte husker tilbage på tiden på den anden side af tremmerne. Det gør de første afsnit lidt træge at komme igennem, men samtidig kan man skimte en dybere mening ude i horisonten. En fjerde sæson er allerede planlagt, og mon ikke ensemblet for alvor kommer til sin ret i næste sæson?

Fængslet bliver det naturlige omdrejningspunkt for de mange personfortællinger, som når fængslet bliver befængt med sengelus, og alle madrasser skal brændes. Eller når pengene er små, og det store maskineri, som fængslet er, har problemer med at løbe rundt. Eller når det er mors dag.

Piñata-ståhejet slår sæsonens tematik an: båndet mellem mor og barn. Der er mor-problemstillinger i alle afskygninger, fra Dayas endnu ufødte barns skæbne, over Taystee og Crazy Eyes’ sorg (over plejemoren Vee) til mor-datter forholdet mellem den tidligere køkkenchef Red og ex-narkomanen Nicky.

Hvert eneste afsnit er proppet til randen med vedkommende fortællinger, der elegant er klippet sammen. Det kræver sin kvinde at orkestrere så mange forskellige instrumenter, men Kohan formår at skabe formfuldendte harmonier.

Det eneste problem er, at det næsten bliver for harmonisk.

Efter en sindsoprivende anden sæson, hvor den interne rivaliseren nåede klimaks, virker det, som om der er indgået våbenhvile i tredje sæson.

Latino-gruppen styrer stadig køkkenet og hakker internt på hinanden. Taystee, Poussey og de andre afroamerikanere forsøger at tackle Vees død. Red og Piper har en lille reminiscens af et tidligere opgør, som hurtigt bliver lagt ned. Og Pipers sexede ekskæreste Alex vender tilbage til fængslet, uden at de helt store følelser bliver hvirvlet op.

Kohan udforsker karaktererne hver for sig, men man savner interaktion mellem de forskellige grupperinger. Hverdagen i fængslet føles lidt lettere, når man ikke er udsat for det psykiske pres fra sine medfanger. Og det er lige den sidste snert af afmagt og regulær dødsangst, som tredje sæson mangler.

Sjette afsnit indvarsler dog et opgør i køkkenet, som forhåbentligt ender ud i et splitterravende-vanvittigt-kaotisk-klimaks, som har skabt nogle af de gyldne what the fuck-øjeblikke i Orange is the New Black. Sådan et øjeblik er der hårdt brug for nu.

Trailer: Orange Is the New Black – sæson 3

Kommentarer

Titel:
Orange is the New Black – sæson 3

Land:
USA

År:
2015

Hovedforfatter:
Jenji Kohan

Medvirkende:
Taylor Schilling, Laura Prepon, Danielle Brooks, Uzo Aduba

Spilletid:
Tretten afsnit a 55-60 minutter

Anmeldelse:
Dækker de første seks afsnit

Premiere:
12. juni på Netflix

© Filmmagasinet Ekko