Tv-anmeldelse
20. juni 2016 | 07:12

Orange Is the New Black – sæson 4

Foto | JoJo Whilden
Piper Chapman (Taylor Schilling, tv.) og hendes beskidte trusse-imperium bliver hurtigt udfordret af Litchfield-fængslets dominikanske gruppering, anført af Maria Ruiz (Jessica Pimentel).

Serieskaber Jenji Kohan har langt om længe fundet den rette formel. Ny sæson af det fængslende drama er den bedste siden første sæson.

Af Samina Jacobsen

Ligesom man troede, at persongalleriet i Orange Is the New Black ikke kunne blive større, bliver 100 nye fanger presset ind i det i forvejen fyldte fængsel. Det private firma MCC, der i sidste sæson overtog styringen med kvindefængslet Litchfield, har i sinde at maksimere deres profit på alle tænkelige måder.

Fjerde sæson fortsætter således med den samme problematik som i tredje sæson: privatiseringen af offentlige fængsler.

Men alle de nye ansigter er også et drilsk statement fra Netflix-seriens skaber Jenji Kohan, der har fået hug for at fjerne Piper Chapman (Taylor Schilling) som hovedkarakter og i stedet fokusere på en enorm ensemble-fortælling. Nu har hun fået 100 nye skæbner at udfolde, og vi ved, at hun vil gøre det.

Piper Chapman er dog stadig en af de centrale figurer, og hendes forretning, hvor beskidte trusser smugles ud af fængslet og sælges online, har gjort hende til en regulær kingpin i fængslet, eller som hun selv formulerer det: ”Jeg er gangsta – med et A.” Men i modsætning til Walter White i Breaking Bad, lykkedes det ikke helt for Piper at klare overgangen. Hurtigt står hun igen alene, skræmt og bange for de brutale spilleregler.

”Jeg er bange,” bliver i det hele taget sagt på gang af kvinderne i fængslet. Og fjerde sæson af Orange Is the New Black er da også den mørkeste nogensinde, selvom balancen mellem komedie og drama stadig opretholdes.

Der skrues op for brutaliteten i fængslet i takt med de nye fanger og vagters indtræden. For at spare penge hyrer MCC gamle krigsveteraner som vagter, og den nye vagtansvarlige Piscatella (Brad William Henke) er et ordentligt brød, der intet har imod Abu Ghraib-agtige tilstande.

En ny gruppe erklærede nynazister gør debatten om raceskel aktuel, og ”white lives matter” gjalder i gangene, imens man på uhyggelig vis bliver mindet om de sidste par års raceuroligheder i USA. På en mere munter vis bliver debatten tydeliggjort i Taystees valg af film til filmaften: The Wiz, den sorte pendant til Troldmanden fra Oz, der skaber en del forvirring i tv-stuen – og til en koncert med ”The Rootz”, et hvidt coverband af The Roots.

Fængslet fungerer som en trykkoger med et konstant, dirrende overtryk. Man ænser det ikke i starten, hvor der som vanligt bliver lagt så mange handlingstråde ud på kryds og tværs af fængslet, at man ikke kan andet end at opgive overblikket, og bare nyde de små fortællinger, især de mange flashbacks, der er bedre integreret i denne sæson.

Men langsomt sniger den trykkende fornemmelse sig ind på en. Det hele begynder at samle sig omkring sjette afsnit, hvor en kærkommen indsat vender tilbage.

Seriøse problematikker begynder at tegne sig i horisonten: narkotika, politivold og raceuroligheder. USA’s tungeste bekymringer bliver behandlet på en så vedkommende måde, som er langt vigtigere end første sæsons komiske historie om en blåøjet kvindes møde med fængselsvæsnet.

Og trykket stiger. Og stiger.

Samtidig benyttes en modsatrettet bevægelse, hvor seeren fastholdes i en dramaturgisk tomgang, der imiterer fængslets rutineprægede liv. Det er de samme rum, de samme samtaler, de samme ritualer.

Drivhuset, køkkenet, sengesalen, vaskekælderen. Vi ved, hvornår der er mad, tv og sengetid.

Det er evigt frustrerende, at Kohan ikke tilbyder seeren fremdrift i en klassisk dramaturgisk bue, men med grebet højnes identifikationen, og den ubehagelige følelse af at føle sig fanget mærkes på egen krop. Der er scener, man helst ikke vil se, og en dirrende fornemmelse, man gerne vil væk fra.

Til sidst kan man næsten ikke trække vejret, og da det hele eksploderer, sker det på en så chokerende og stærk visuel vis, der efterlader én med billeder printet fast på nethinden.

Orange Is the New Black har endelig fundet sig selv. Og det er vanvittigt stærkt, samfundsdebatterende tv.

Trailer: Orange Is the New Black – sæson 4

Kommentarer

Titel:
Orange Is the New Black – sæson 4

Land:
USA

År:
2016

Serieskaber:
Jenji Kohan

Medvirkende:
Taylor Schilling, Laverne Cox, Danielle Brooks

Spilletid:
Tretten afsnit af 60 minutter

Anmeldelse:
Tretten afsnit

Premiere:
17. Juni på Netflix

© Filmmagasinet Ekko