Biografanmeldelse
26. sep. 2013 | 09:31

Riddick

Foto | Jan Thijs
I Riddick virker det, som om Vin Diesel dårligt har besværet sig med at lære sine dårlige oneliners, som han snøvler sig igennem i ét væk.

Dusørjægere går på jagt efter Vin Diesels hoved i Riddick. Det er dog kun filmen selv, der er hovedløs.

Af Daniel Pilgaard

Året inden muskelbundtet Vin Diesel i 2001 slog sit navn fast som en af Hollywoods markante actionstjerner med The Fast and the Furious, havde han karrierens første hovedrolle i Pitch Black.

En visuel og dyster science fiction-film, hvor den tidligere dørmand spiller anti-helten Riddick, der med sine selvlysende øjne og skarpe overlevelsesinstinkter er mere dyr end menneske. Han er en berygtet straffefange – der dog selvfølgelig har moralen i orden – som under en fangetransport styrter ned på en mystisk planet, hvor han til sidst flygter ud i friheden.

Det var en hæderlig film, som i forhold til det begrænsede budget blev en kommerciel succes og gav Vin Diesels karakter kultstatus i science fiction-kredse.

Manuskriptforfatter og instruktør David Twohy udbyggede universet i efterfølgeren The Chronicles of Riddick, der er en kedsommelig katastrofe, hvor forsøget på at skabe en episk saga drukner i handlingens dødvande.

Desværre bliver det ikke bedre i Riddick – tværtimod.

I forgængeren endte anti-helten som hersker over racen ”The Necromongers”, men siden er han blevet forrådt, og necromonger-skurken Vaako (Karl Urban) har efterladt ham døende på en anden bizar planet. Den newzealandske skuespiller er i øvrigt kun med i dette ene, vage og anti-dramatiske flashback.

I den første halve time trasker Riddick alene rundt på planeten, som visuelt er en skrabet oplevelse. Han slås mod en slags bidske hyæner, adopterer en enkelt af dem – en nuttet hvalp – og bruger bagefter lang tid på at gennemskue, hvordan han kommer forbi et sømonster, der spærrer vejen mod en rumstation.

Riddick er åbenbart stadig eftersøgt som straffefange, og planen er at give sig til kende gennem et nødsignal fra rumstationen, så dusørjægerne fluks kommer flyvende, og Riddick kan stjæle deres fly.

Planens første del lykkes, og så forsvinder Vin Diesel ellers ud af filmen i den næste halve time. I stedet må vi trækkes med to hold af dusørjægere, der fysisk og verbalt tæsker hinanden i flere sekvenser, som intet gør for fortællingens fremdrift. Lidt bar hud snydes man dog ikke for.

Det ene dusørjægerholds leder, Boss Johns (Matt Nable), er ude efter Riddick af personlige årsager, hvis motiv uopfindsomt fører tilbage til Pitch Black. Det andet holds leder, Santana (Jordi Mollà), jagter millionerne, der følger med Riddicks hoved, som han endda har medbragt en lille kasse til. Men ud over denne lille gimmick får den ellers glimrende spanske skuespiller aldrig lov til at bide fra sig i den stereotype rolle som grisk og grusom skurk.

En storm bevæger sig ind over planeten og tvinger Riddick tilbage til rumstationen, hvor han og dusørjægerne pludselig må danne fælles front mod truslen udefra.

David Twohy har skruet op for de brutale scener og droppet den store episke fortælling fra forgængeren, men resultatet er stadig nonsens – som et hovedløst levn fra den slags film, der i 80’erne havde premiere i landets udlejningskiosker.

Vin Diesel er måske ikke den mest talentfulde skuespiller, men har nu altid haft format som hårdtslående helt i A Man Apart, xXx og The Fast and the Furious-serien.

I Riddick er det, som om han knap nok gider slæbe sig gennem planetens ørkenstøv eller har besværet sig med at lære sine oneliners, som han leverer mumlende.

”Det er altid det slag, du ikke ser komme, som fælder dig,” lyder det i et af lavpunkterne, og til skurken, der truer med at dræbe hans kæle-hyæne, slår han fast: ”Jeg sagde jo, at jeg ville dræbe dig efter fem sekunder, når jeg slap fri.”

Trailer: Riddick

Kommentarer

Land:
USA

År:
2013

Instruktør:
David Twohy 

Manuskript:
David Twohy 

Medvirkende:
Vin Diesel, Jordi Mollà, Matt Nable, Karl Urban, Katee Sackhoff

Spilletid:
119 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år.

Premiere:
26. september 2013

© Filmmagasinet Ekko