The Rider

En ung mand sluger en håndfuld piller på badeværelset. 

Det ligner et selvmordsforsøg. Men den smertestillende medicin er nødvendig for den unge westernrytter Brady. Efter et voldsomt styrt døjer han med følgerne af et kraniebrud, der nær havde kostet ham livet. 

Afskåret fra sin passion og indtægtskilde – rodeoshowet – og med uanede skader på sin krop befinder han sig i en eksistentiel krise langt væk fra storbyernes psykologer. 

Som bagtæppe for den unge mands vemodige krise ser vi præriens vide landskaber, der ligger åbne under den klare, blå himmel. 

Her forvandler filmen lyden af det knastørre græs, der risler i vinden, til en indtrængende melodi. En sanselig og ensom melodi, som er vores hovedpersons eneste ledsager i det maskuline ryttermiljø, hvor sårbarhed mødes med hån. 

Man glemmer hurtigt, at det er Brady Jandreaus første filmoptræden. Han brillerer med sin minimalistiske optræden som hovedpersonen, der også hedder Brady og kræver vores fulde opmærksomhed med sit stive blik og afslappede kropssprog. 

Samtidig udfordrer han forestillingen om Vestens hårde halse, når han rødmer, græder og med bævrende stemme fortæller sine yngre søskende, at han elsker dem. 

Bradys tilværelse hænger urokkeligt sammen med ridesporten, og filmens åbning viser sågar, hvordan hingstens tunge prust bliver ét med rytterens smertefulde støn, når han med besvær fjerner den blodplettede bandage fra hovedskallen. 

Inspirationen til The Rider kommer ikke ud af det blå. 

Instruktør og forfatter Chloé Zhao har fået åndelig næring af sin hovedrolleindehavers virkelige liv. Ligesom filmens Brady måtte Brady Jandreau selv tage sin karriere som rytter op til overvejelse efter en skelsættende ulykke. 

Sammen med hesten Gus ser vi Brady, der i en af filmens poetiske scener er på en rensende aftentur midt om natten. I måneskinnet beder han en bøn for den ædle ganger og sin egen fremtid. 

Men pludselig ser vi ham alene i solopgangen. Tonerne fra fuglenes kvidren er blevet afløst af et usynligt tordenvejr, der ulmer i det fjerne. 

Skellet mellem Bradys cowboy-drømme og virkeligheden vokser sig kun større, når han tvinges til at sælge Gus. Men nogen må tage ansvaret for familiens ve og vel. Brady har jo mistet sit arbejde, moren er død, faren er ludoman, og de andre to søskende er henholdsvis invalid og udviklingshæmmet. 

Selv John Wayne ville fælde en tåre, hvis han så, hvor fint den majestætiske, øde natur tager sig ud på lærredet i The Rider. Men hver gang den troner frem, ledsages den af bitter tragedie. 

Det er her vores tidligere feterede rytter opholder sig efter fyraften fra deltidsjobbet i et supermarked. På trods af hans svækkede tilstand tvinger familiens armod ham til at jage præriens små dyr, så de kan få kød på tallerkenen. 

”Du kan kun spille med de kort, som livet tildeler dig,” siger farmand opmuntrende til Brady. Han vil så gerne have sønnen til at se lysere på sin skæbne. Men selv om vi sagtens forstår den universelle læresætning, preller den af på vores sørgmodige hovedperson. 

I smug på sit mørklagte værelse genser Brady klip fra sin sidste ridetur, hvor en stejlende hest kastede ham til jorden. Det er, som om han studerer hver mikrobevægelse for at se, hvor det gik galt. Fastlåser øjeblikket, hvor hans liv gik i stå. 

Men det vilde Vesten lever videre i hjertet af USA, og stilheden i The Rider afbrydes kortvarigt af ærkeamerikansk countryrock, når solen går ned over prærien. Her dukker kåde, denimklædte cowboys op for at vise sig selv fra deres bedste side. Og værste. 

Smukke, unge mennesker omfavner hinanden og danser westerndans på muntre beverdinger. Men vi ser også mænd, der ikke er for hellige til at befamle Bradys handikappede lillesøster. Selv om hun ikke er i stand til selv at sige fra. 

Det skønne og det uskønne hænger uløseligt sammen. 

The Rider er bjergtagende smuk med sine hypnotiserende optagelser fra Amerikas uanede, åbne vidder. Men det er dens fortælling om livets op- og nedture, der hænger ved.