Serieanmeldelse
29. apr. 2017 | 16:42

Skam – sæson 4, afsnit 3

Foto | NRK
Fredag aften sidder sortklædte Sana over for de hvidklædte og lyshårede skandinaviske piger, og kontrasterne mellem hende og dem kommer for alvor frem.

Det første store vendepunkt og sjælden nærhed mellem forældre og barn. Skams fjerde sæson er for alvor kommet i gang.

Af Laura Dyhrcrone

Suset i kroppen, den smertende knude af bekymring i maven eller den boblende fornemmelse i brystet.

Noget af det, der kendetegner Skams fan-base, er vores ivrige, næsten sygelige behov for at føle noget! Helst med det samme – og helst hele tiden!

Vi vil så frygteligt gerne hengive os til seriens fiktive univers og indleve os i dens karakterer. Gør vi ikke det (eller gør vi det ikke nok), bliver vi skuffede, angste og fyldt med skam.

Hvor bliver mine følelser af? tænkte jeg efter at have set de to første afsnit af sæson 4, der syntes at køre i tomgang. Kunne det virkelig passe, at jeg som inkarneret Skam-fan sad tilbage så fortvivlende uberørt?

Det er i seriens enkle scener, hvor dialogen er naturlig og glidende, og hvor de små, subtile blikke og berøringer er lige så sigende som dialogen, at Skam for alvor hæver sig over andre serier. Og disse scener havde der endnu ikke været mange af i fjerde sæson, hvor symbolerne for ofte har været kvælende tydelige og dialogen en smule forceret.

Men så blev det lørdag, og der skulle ikke mere til end et enkelt øjeblik i Sanas køkken, hvor den charmerende Yousef lærer hende kunsten at skrælle en gulerod, før jeg omsider mærkede den ukomplicerede kemi mellem de to unge mennesker, som jeg havde savnet i de første to afsnit.

Jeg bliver også berørt af den intime scene mellem Sana og hendes mor. Det er forløsende at opleve nærheden og fortroligheden mellem forældre og barn, som Skam ellers har været blottet for. Det er et sårbart øjeblik, da Sana fortæller moren om sin forelskelse i Yousef, og moren som det første reagerer ved at spørge, om han er muslim. Sana svarer ja uden antydning af tvivl i stemmen. Hun tvivler ikke et sekund, og det gør vi heller ikke som publikum.

”Slik lykkes du,” siger moren kærligt, og tidligere samme dag lykkes det da også Sana at få Pepsi Max-jenterne ombord på russe-bussen og betale regningen, hvilket er en stor sejr for hende. Alligevel virker hun mere optaget af at chatte på Facebook med Yousef, hvis Facebook-profil er så mangelfuld, at det er svært at ignorere.

Generelt er der mange sjuskefejl i fjerde sæson, når det kommer til de sociale medier. Profilerne virker falske og blottede for indhold, og det er synd, når den online-dimension er så vigtig en del af serien.

Fredag aften sidder Sana, iklædt sort som en anden dommer, for enden af bordet i stærk kontrast til de hvidklædte, skandinaviske piger, der trykker sig mod hinanden.

Da en af Pepsi Max-jenterne omsider siger noget, taler hun til Sana, som var hun på anklagebænken. Spørgsmålet handler ikke så meget om busturen, men om Sana, hendes religion og syn på alkohol.

Sana oplever et fællesskab, der møder hende med skepsis og mistro. Og som så ofte før må hun igen gå på kompromis med sine egne værdier og religion. ”Jeg dømmer ingen,” siger hun afmålt og straks breder lovløsheden sig, mens pigerne hengiver sig hensynsløst til alkoholen.

Hvis man skal betragte russe-busturen som et billede på vellykket integration, ender Sana som taber. Lige meget hvad hun gør, afviger hun fra fællesskabet, som det understreges af Vildes kyniske Instagram-opslag fra busmødet, hvor Sana er skåret helt ud af billedet.

På trods af de ihærdige forsøg er Sana dømt til rollen som outsider, og det er svært at se, hvad mere hun kan gøre for at blive en del af gruppen og accepteret som den, hun er.

Efter hun har præsteret at smide slænget af lalleglade piger ud til tonerne af Pet Shop Boys’ It’s a Sin inden forældrenes hjemkomst, chatter hun med flammen Yousef, som ganske hæderligt påtog sig en del af skylden for festlighederne.

Her oplever vi sæsonens første egentlige vendepunkt: Sana modtager den fatale nyhed, at Yousef ikke er muslim, han tror ikke på Allah.

Hendes ansigt mørknes i et smertefuldt øjeblik. For første gang kan jeg mærke Sana, hendes skuffelse og forladthed. Hun har bag det gådefulde lille smil og den rolige kontrollerede facade vaklet på en tynd linje med to vægtskåle i hånden. Den ene rummer hendes norske identitet og den anden hendes muslimske. Hun forsøger så ihærdigt at skabe en balance, men uligevægten er konstant.

Selv om spørgsmålet om en ung fyrs religiøse overbevisning er en konflikt, som set udefra kan være svær at sætte sig ind i, formår Skam at gøre det. Jeg føler med Sana. Jeg mærker hendes tvivl, sorg og længsel.

Før måtte jeg som seer kæmpe med mine egne fordomme over for Sana. Nu må jeg i stedet se Sana, som er blevet håbløst forelsket i en ikke-troende, kæmpe med mine fordomme, det muslimske miljøs fordomme, men også sine egne. For passer det virkelig, at Sana ikke dømmer nogen?

Trailer: Skam – sæson 4

Kommentarer

Titel:
Skam

Land:
Norge

År:
2017

Serieskaber:
Julie Andem

Medvirkende:
Iman Meskini, Josefine Frida Pettersen, Ulrikke Falch, Tarjei Sandvik Moe, David Alexander Sjøholt, Mikael Øverlie Boukhal

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 25 minutter

Anmeldelse:
Et afsnit

Premiere:
30. april på DR3

© Filmmagasinet Ekko