Biografanmeldelse
16. okt. 2019 | 12:04

Skin

Foto | Arnaud Potier
Med kroppen fuld af racistiske tatoveringer har Bryon Widner (Jamie Bell) svært ved at komme ud af det nynazistiske miljø.

Sympatisk drama om en autentisk nynazist, der prøver at komme ud af miljøet, misser chancen for at udforske interessante perspektiver.

Af Mikkel Krebs Behnke

Man fristes til at skrive ”saved by the Bell” om israelske Guy Nattivs første amerikansk-producerede spillefilm Skin.

Siden denne anmelder første gang så Jamie Bell som lille dreng danse sig ind i hjertet som Billy Elliot, er der sket meget for den britiske arbejderdreng.

Det er en noget anden rolle, han har kastet sig over denne gang. Og det tør siges, at der er sket noget.

Med en fysik som voldspsykopaten Charles Bronson og huden fuld af blæk med racistisk ikonografi agerer han som den autentiske nynazist Bryon Widner på en måde, som får Bell selv til at forsvinde.

Hadet står ud af hans øjne, og vreden er hvert øjeblik klar til at blive antændt – om det så er gennem brutal vold eller verbale lussinger.

Men Bells skræmmende præstation som menneskeligt monster kan ikke alene redde dette melodrama om en amerikansk white pride-mand, der forelsker sig og siden ønsker at forlade den racistiske klan, han altid har været en del af.

Fortællingen om Widners metamorfose er smuk, sympatisk og ikke mindst relevant. Men i stedet for at udnytte historiens potentiale forfalder filmen til det sensationelle.

En hurtig google-søgning på Widner viser, at hans fantastiske udvikling var en årelang kamp mod sig selv og de mennesker, som han omgikkes. Men i Skin får man det indtryk, at det blot var et par dage, der skulle til for at skubbe ham i retning af frelsen.

Widner er medlem af gruppen Vinlanders Social Club, der er et nynazistisk fællesskab. Her samles de om dyrkelsen og kærligheden til de nordiske guder og deres indædte had til muslimer, mexicanere, sorte og andre minoritetsgrupper.

De arrangerer demonstrationer, hvor de tæver modstandere og brænder moskeer ned. De holder fester, tager hårde stoffer og drikker sig stive. Afstumpet, men ikke desto mindre et fællesskab for mennesker, der er rodløse.

Men Widner forelsker sig. Og rollen som forelsket papfar til tre piger passer ikke sammen med et hadefuldt liv. Det skal dog vise sig ikke at være nemt at forlade det gamle fællesskab.

Skin forsøger at give et indblik i de mekanismer, der lokker folk med i grupper som The Vinlanders Social Club. Flokkens ledere – Krager (Bill Camp) og hans kone Shareen (Vera Farmiga) – går under navnene ”Far” og ”Mor”. Ved at bruge idéen om familie trækker de unge, fortabte mennesker ind i deres favn.

Men desværre bliver indblikket i denne del af fortællingen for overfladisk, og det er et generelt problem i Skin.

Eksempelvis spørger Widner en sort aktivist, der hjælper nynazister ud af grupperinger, om han ikke stadig vil være en taber, når tatoveringerne er væk?

Den del ville have været spændende at undersøge. Hvordan bliver en ekstremist en almindelig samfundsborger igen? Hvilke udfordringer ligger der heri?

Men filmen går Amercan History X-vejen, hvor Edward Nortons karakter Derek Vinyard stort set er identisk med Bryon Widners transformation.

Selv om der er gode intentioner hele vejen igennem, har man en følelse af, at Guy Nattiv er gået glip af en gylden mulighed for at udforske nogle interessante perspektiver.

Skin går i en klassisk fælde, hvor man så gerne vil fortælle hele den dramatiske historie, men i stedet ender med at skøjte hen over det egentlige drama.

Trailer: Skin

Kommentarer

Titel:
Skin

Land:
USA

År:
2018

Instruktør:
Guy Nattiv

Manuskript:
Guy Nattiv

Medvirkende:
Jamie Bell, Danielle Macdonald, Bill Camp, Vera Farmiga, Mike Colter

Spilletid:
118 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
17. oktober

© Filmmagasinet Ekko