Biografanmeldelse
02. feb. 2022 | 12:07

Sneleoparden

Foto | Vincent Munier
Dokumentaristerne tager til det golde tibetanske højland med det formål at se den mystiske sneleopard, men lærdommen ligger i selve rejsen.

Fransk naturdokumentar er en meditativ rejse til det tibetanske højland og i samme mesterlige klasse som Koyaanisqatsi og Wim Wenders’ The Salt of the Earth.

Af Mikkel Krebs Behnke

En af filmens stærkeste egenskaber består i evnen til at gøre noget levende. Måske sågar virkeligt. Til at give os en følelse af, at tid og sted ophæves i den tid, billederne bevæger sig foran os.

Man kan kalde det filmens urkraft. 

Som da folk i rædsel flygtede ud af salen i 1895, da Lumiere-brødrenes optagelse af et tog, der ankommer til en station, blev fremvist. I 1902 tog Méliès folk med til månen. Og i den danske Løvejagten kunne publikum træde ind fra gaden og direkte ud på den vilde savanne. 

I Marie Amiguet og Vincent Muniers Sneleoparden befinder vi os i halvanden time i hjertet af det majestætiske og golde tibetanske højland. 

Man kan nærmest mærke den kolde vind, der blæser mellem bjergene og bider i kinderne. Den friske, rene luft og den monumentale stilhed, som kun afbrydes af yakoksens brøl eller ørnens skrig. 

Dokumentaren drager i kraft af sin komplette ro og stilhed. Som naturdokumentar er den en slags arthouse-pendant til BBC Earth og den er på niveau med sværvægtere som Godfrey Reggios Koyaanisqatsi, Ron Frickes Samsara og Wim Wenders’ The Salt of the Earth

Det er en ode til naturens skønhed og det bare at være i naturen. 

I en søgen efter den mystiske sneleopard langt oppe i det tibetanske højland – en menneskeforladt, uberørt natur – følger vi naturfotografen Vincent Munier og forfatteren Sylvain Tesson. 

De ligger og venter. De traver. De filosoferer og betragter. Men mest af alt er de bare tilstede i naturen. 

Landskabet er barskt og plateauet goldt. Men fortællingen fokuserer aldrig på de to mænds fysiske prøvelser, som de bevæger sig op ad stejle skrænter eller tålmodigt afventer dyrelivet i frysende temperaturer. 

Naturen forbliver skildret som majestætisk.

Men lige så meget en hyldest til naturen er Sneleoparden en lektion i det at være i den – og ikke mindst betragte den. Det ligger ikke til vores tidsalder at vente i tålmodighed og blot observere naturen. 

Vi vil forme og præge den. 

For Munier og Tesson handler turen om at se sneleoparden – eller ”the velvet queen”, som den så smukt hedder på engelsk. Men man fornemmer, at der for dem ligger lærdom i selve rejsen. Heri består åbenbaringen.

Vi har mistet forbindelsen til naturen, konstaterer de to, mens de ser ud over det bølgede landskab. Vi skal åbne vores øjne for det simple i livet. Sætte tempoet ned, tage os tid. Ære det, der er lige foran os og sætte pris på det, vi modtager og ser.

Tesson er fortælleren, og hans poesi og tanker præger lydbilledet. Han skrev bogen The Art of Patience efter turen, og de noter, der blev til bogen, læser han op for os. Men uanset hvor fine betragtninger om naturen og livet, Tesson har, står filmen stærkest i stilheden.

Den sande fascination ligger i den ophøjede ro, som Amiguets fotografering giver beskueren. Man forstår glæden af at have ligget en hel dag i fugtigt græs og på kolde klipper, uden at der er sket noget. For så pludselig at blive vidne til tre bjørne i en nedstigning eller yakokser, der løber på den flade slette under solnedgangen. 

Billederne taler for sig selv, men alligevel tilfører rockpoeten Nick Cave og hans faste følgesvend Warren Ellis’ musik beretningen en unik atmosfære, der sammen med Tessons betragtninger gør Sneleoparden til en uforglemmelig film, som skal opleves i biografen.

Trailer: Sneleoparden

Kommentarer

Titel:
Sneleoparden

Originaltitel:
La panthère des neiges

Land:
Frankrig

År:
2021

Instruktør:
Marie Amiguet, Vincent Munier

Manuskript:
Marie Amiguet, Vincent Munier

Medvirkende:
Vincent Munier, Sylvain Tesson

Spilletid:
92 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
3. februar

© Filmmagasinet Ekko