Biografanmeldelse
08. aug. 2019 | 07:59

Stilheden

Foto | Diego Dussuel
Kærligheden mellem søstrene Mia (Martina Gusmán) og Eugenia (Bérénice Bejo) er så intim, at den danser på kanten til det incestuøse.

Argentinsk familiedrama præsenterer et vulkanudbrud af intriger og komplicerede forhold, der ikke formår at samle sig til et fokuseret melodrama.

Af Mikkel Krebs Behnke

La Quietud – der på dansk betyder ”stilheden” – er navnet på et fornemt, rødfarvet landsted lidt uden for Buenos Aires. Men navnet er også nærmest profetisk. For stilhed er også det, der har præget den lille familie, som bor på landstedet.

For selv om det er fuglesang, der præger lydbilledet på gården, og den helt idyllisk er omringet af træer, blomster, grønt græs og små søer, gemmer stedet på hemmeligheder og stor sorg.

Skeletterne venter bare på at vælte ud af skabet.

Familiens overhoved Augusto (Isidoro Tolcachir) bliver ramt af et slagtilfælde, netop som han er ved at forklare sig om en lyssky handel.

Han går i koma og må holdes kunstigt i live. Efter mange års fravær må Eugenia (Bérénice Bejo) vende hjem for at være sammen med familien i den svære tid. Her genforenes hun med sin noget nær identiske søster Mia (Martina Gusmán) og moren (Graciela Borges).

På La Quietud får trioen også selskab af en nær familieven ved navn Esteban. En lidt slikket fyr, der forsøger at hjælpe den kriseramte familie, og som i øvrigt også er Eugenias elsker.

Længere inde i filmen ankommer også Vincent (Edgar Ramírez), der er Eugenias mand. Han bliver modtaget af Mia i lufthavnen og straks efter har de hed elskov. De to har haft en årelang affære, og det ville ikke holde, hvis Vincent forklarede sig med, at han ikke kunne kende forskel på de to.

Scenen er således sat med intriger og kontroverser. Hvad der ligner en harmonisk familie, viser sig at være en dysfunktionel en af slagsen, der med farens koma nu er tvunget til at forholde sig til fortidens mørke og alle de usagte følelser.

Konstant lurer problemerne under overfladen og venter blot på at blive antændt.

Det giver Stilheden en form for spændingsværdi, hvor der konstant bygges op til et endeligt opgør. Trapero viser det uden større originalitet med hyppige strømsvigt, skjulte pilleindtag, regnvejr og torden, der alt sammen skal fortælle os, at noget ikke er, som det skal være.

Resten af tiden er det kølige blikke eller vredesudbrud over simple ting – som at afgøre, hvilket år en hændelse fandt sted – der er med til at indikere en sovende vulkan.

Ved farens begravelse viser fotograf Diego Dussuel stort overblik over de mange intriger og tråde. I en lang indstilling uden klip bevæger kameraet sig mellem de forskellige lidende personer, hvor især Mia og hendes slidte nerver bliver glimrende skildret.

Som karakterbåren drama er det de to søskendes forhold, der giver filmen et særligt præg af mystik. De to kvinder med tvillingeagtige ligheder er nære som søstre, men i en enkelt scene i starten går de skræmmende tæt på at overskride en grænse, som ikke er velset eller lovlig i mange lande.

Deres dynamik og indbyrdes forhold kunne og burde alene have båret filmen.

Stilheden balancerer konstant på en knivsæg mellem melodrama og komik. Resultatet bliver en spansk telenovela, hvor personerne kan gå fra at elske hinanden det ene øjeblik til at ville slå hinanden ihjel det næste.

Filmens stemning skifter frem og tilbage.

På en måde havde man ønsket, at Trapero var gået planken ud og havde lavet et vaskeægte melodrama. Måske havde den faktisk fungeret som en farceagtig film, hvis den argentinske instruktør havde fokuseret på de komiske momenter, som når Aretha Franklins People kører i baggrunden som kommentar til den samspilsramte familie.

Traperos seneste truecrime-film Klanen fra 2015 var også et indblik i en ikke helt normal familie. Her lykkedes han med at skildre familiedynamikker og samtidig lade Argentinas mørke diktaturfortid komme frem. Men i hans nyeste mangler der et fokus.

Forbudt søsterkærlighed, voldtægt, utroskab og kommentarer til tiden med diktatur giver et rodet samlet billede.

Trailer: Stilheden

Kommentarer

Titel:
Stilheden

Originaltitel:
La Quietud

Land:
Argentina

År:
2018

Instruktør:
Pablo Trapero

Manuskript:
Pablo Trapero, Alberto Apel

Medvirkende:
Bérénice Bejo, Martina Gusmán, Graciela Borges, Edgar Ramirez, Joaquin Furriel

Spilletid:
117 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
8. august

© Filmmagasinet Ekko