Biografanmeldelse
09. juli 2015 | 10:01

A Girl Walks Home Alone at Night

Foto | Lyle Vincent
Både hovedrolleindehaveren Sheila Vand (billede) og instruktør Ana Lily Amirpour er opvokset i Californien med iranske forældre. Det bærer den amerikanske kitsch-fortælling fra Teheran tydeligt præg af.

Hyperstiliseret, iransk vampyrdrama om outsiderkærlighed er en vådslikket fuckfinger til censurpolitiet i Mellemøsten.

Af Rasmus Brendstrup

Idéen er original: En kvindelig vampyr iklædt chador suger sig vej gennem en by i Iran – et af de mest kontaktforskrækkede lande i verden.

Hun suger kun blod fra kriminelle, dekadente og onde mennesker. En moralsk tilgang, som er genial, fordi kyskhedssymbolikken i hendes sorte slør får lige så meget kraft, som man som tilskuer læser ind i det.

Er hun en Islams hævnende engel? Udstiller hendes voldsomhed et paradoks i selve renhedsidealet? Er det slør overhovedet vigtigt?

Svaret blafrer i vinden ligesom chadoret, mens vores hævner ruller ned gennem villavejene på sit skateboard – ret beset en mere logisk transportform end at lave sig om til en flagermus. Filmen zigzagger mellem vampyrens surreelle hærgen og en mere traditionel fortælling om Arash, en ung James Dean-agtig underklassehelt, der prøver at vikle sig ud af farens narkogæld.

Filmens emotionelle krydsfelt er mødet mellem de to. Både de religiøse overtoner og fortolkningsåbenheden er friske pust i en film, som ellers ikke glimrer ved sit raffinement.

Handlingens omgivelser, den opfundne by Shahr-e Bad, ligner Frank Millers sort-hvide Sin City så meget i både farveskala og klientel, at bynavnet i de danske undertekster symptomatisk nok er blevet til Bad City.

I Shahr-e Bad bor den opgivende luder, den gennemtatoverede psykopat-gangsta, rigmandsdullen, den mystiske transvestit og James Dean-helten. I dette landskab udspiller den forudsigeligt komplicerede romance mellem vampyren og underklassehelten sig. I en by, der flyder med disco, kanyler, blowjobs. Med tv-prædikanter med parforholdspessimisme, ecstasy-dealere og sensuelt flagrende hårlokker.

A Girl Walks Home Alone at Night er kort og godt en vådslikket fuckfinger til censurpolitiet i Mellemøsten og andre steder. En langstrakt langemand, der bevidst udfordrer et puritansk samfundssystem i hvert eneste billede.

Men på samme tid er A Girl Walks Home Alone at Night primært en film, som kalder på, at man læner sig tilbage og lader sig kærtegne af de musikvideolækre billeder med slows, ultra-closeups og fokusfinesser.

Lægger man som et tankeeksperiment Den Islamiske Republik Irans selvbillede hen over filmen, fremstår den som en sær, næsten tilbagelænet form for subversiv kritik. Den forholder sig i kraft af sin distancerende form meget lidt til dagens Iran, og alligevel kan man ikke andet end at fundere over, hvad sådan en film ville vække af opmærksomhed i Iran.

Det iranske censursystem har imidlertid ry for at være mere krakilsk, end det egentlig er. Publikum flokkes i Teherans biografer om film med drugs, romancer og badass-kriminelle, der får straf som fortjent.

Men lige nøjagtig instruktør og manuskriptforfatter Ana Lily Amirpours provokatorisk vellystige, exces-forelskede cocktail ville nok have fået en kort levetid i det iranske censursystem, og Shahr-e Bad er da også skabt i Californien. Filmen er ærkeamerikansk i produktionsmæssig forstand. Amirpours forældre er iranske emigranter, og at være Los Angeles-bosat har sat Amirpour fri til at konstruere sit eget Iran.

Man håber for diplomatiets beståen, at amerikanerne ikke tager filmen for pålydende. Risikoen er heldigvis til at overse.

Trailer: A Girl Walks Home Alone at Night

Kommentarer

Titel:
A Girl Waks Home Alone at Night

Land:
USA

År:
2014

Instruktør:
Ana Lily Amirpour

Manuskript:
Ana Lily Amirpour

Medvirkende:
Sheila Vand, Arash Marandi, Marshall Manesh

Spilletid:
101 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
9. juli 2015

© Filmmagasinet Ekko