Wisting

En af Norges bedste efterforskere, Jørn Lier Horst, sprang ud som krimiforfatter i 2011 med Natmanden. Her introducerede han politikommissær William Wisting, som siden er blevet den gennemgående hovedperson i Horsts bøger.

Wisting er bosiddende i Larvik ligesom sin forfatter. Men han er altid klar til at tage til andre dele af Norge, hvor der er behov for en erfaren strisser.

Horsts serie blev straks en succes. Ud over at have solgt to millioner bøger, som er oversat til en bunke sprog, har forfatteren modtaget alle de fornemme krimipriser, man kan få i Norden og omegn.

William Wisting er på alle måder et behageligt bekendtskab. Han er en norsk blanding af britiske Barnaby og franske Maigret, hæderlig hele vejen igennem.

Første gang vi møder ham, er han lige blevet enkemand. Konen døde pludselig, så tilbage har Wisting en meget nævenyttig og nysgerrig datter. Line er journalist ved VG – vort broderfolks svar på Ekstra Bladet – og vælger stædigt sin egen vej, også når den krydser eller går på tværs af faderens efterforskning.

Nu er de første bøger blevet filmatiseret til Viaplay-serien Wisting, hvis første sæson på ti afsnit af små 45 minutter bygger på bøgerne Hulemanden og Jagthundene. Forfatteren Horst er selv medproducent, og det borger for, at hans historiers intention og kvalitet ikke er i fare for at fjerne sig for langt væk fra de oprindelige bøger.

Sven Nordin gestalter William Wisting som en urokkelig norsk klippe på to fødder og med få ord. Thea Green Lundberg spiller hans blonde datter, som roder sig ud i ting og sager, der både er farlige og mishager hendes far. Som ved juletid i et snedækket Larvik at gå i seng med en undercover FBI-mand, der netop er ankommet til Norge, fordi to lig er blevet fundet samtidig.

En far ude og fælde årets juletræ finder et gammelt lig ved træets rod. Imens bliver Wistings ensomme nabo fundet som et mere eller mindre mumificeret lig. Meget hurtigt bliver sporene til tegn på, at den norske provins gemmer på en seriemorder, som FBI har jaget i tyve år.

Så nu er det amerikanske forbundspoliti fløjet ind anført af den altid seværdigt smådæmoniske og kolde Carrie-Anne Moss, der aldrig rigtigt slipper ud af sin rolle som action-heltinden fra Matrix.

Ellers er vi blandt nordmænd, som dalrer rundt i et godt indfanget og portrætteret lokalsamfund med normale mennesker og en original eller to. Her gemmer sig altså en infam og intelligent seriemorder.

”En hulemand,” som det hedder blandt politiagenter, når en mand fordækt tager en andens identitet.

Ligesom i bøgerne er seriens fascination den politimæssige knowhow, medicinsk videnskab og rutinen med at tyde DNA-koder og undersøge ballistik for en kugle eller to. Forvent ikke hidsige biljagter eller skuddueller.

Man finder lig i gamle brønde, stakkels kvinder voldtaget og myrdet og selvfølgelig forfølgelse af uforsigtige blondiner, heriblandt datteren Line. Alt tager sin tid, mens vi får mange ture ud over det smukke Norge, hvor kun tåber ikke frygter snestorm, og de kloge kører ud i firehjulstrukne øser.

Her er mange billeder af fjorde og fjelde farvet af, at det lille land pludselig via olie og andet er blevet en del af ikke kun en større verden, men simpelthen den store verden. Hvilket indbefatter organiseret ondskab og sikkerhedsorganisationer uden grænser.

Det føles lidt vel rigeligt, at vi endnu engang rider landets kæphest om, hvorledes nordmænd har det med disse udenlandske gæster på begge sider af loven. Vi har jo flere gange været der før i den vinterlige og nordlige Nordic Noir med og uden midnatssol, men altid med tavse mørkemænd, som hader mennesker i almindelighed og kvinder i særdeleshed.

Men sidder du godt i sofaen med kaffen varm og klar, er du udmærket underholdt i timevis.