Top 10
31. dec. 2014 | 09:59

Top 10: Årets vildeste filmnyheder

Foto | Ed Araquel
I dette års mest kontroversielle komedie The Interview lægger Randall Park krop til dette års – måske dette årtis – mest selvhøjtidelige statsleder, Kim Jong-un.

Hackingskandaler, voldtægtsskandaler, licensskandaler og Shia LaBeouf – hvad talte vi om i filmverdenen anno 2014?

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Det er sidst i december, flæskestegen er spist, og snart er det tid til at finde kransekagen frem. Du har sikkert læst adskillige favoritlister over årets film, både de danske og de udenlandske. Vi har selv kvitteret med en opgørelse over årets bedste film og tv-serier.

Men når året går på hæld, er det ikke kun filmene, men også historierne bag der er værd at mindes. Hvad var de største nyheder, de vigtigste tendenser, de sjoveste øjeblikke og de meddelelser, vi gerne havde været foruden i 2014?

Vi har kigget nærmere på årets helt store samtaleemner og på de historier, vi stadig taler om til næste år.


1. Nordkorea går til angreb

2014 var året, hvor Hollywood begyndte at tage it-sikkerhed seriøst. Først blev der lækket nøgenfotos af kvindelige stjerner, og for en måned siden gik det ud over Sony.

Det blev intet mindre end det største hackerangreb på amerikansk jord. Personoplysninger, mails og hele film blev stjålet. Og terrortrusler mod biograferne førte til en aflyst premiere og en løftet pegefinger fra Obama: Giv ikke efter for terrorister! Filmen blev dog vist i enkelte amerikanske biografer 25. december.

The Interview er mere er interesseret i toilethumor end systemkritik, men pludselig er den blevet en af verden mest kontroversielle komedier. FBI har peget på nordkoreanerne som de skyldige, hvilket bekræfter den vestlige fordom, at Kim Jong-un ikke har humor og slet ikke selvironi.

Hacking får dog konsekvenser både politisk – Obama har varslet et ”forholdsmæssigt modsvar” – og i filmbranchen. Halvdesperate bombetrusler er én ting, men truslen om at blive hacket har allerede fået andre filmstudier til at droppe Nordkorea-kritiske film.


2. Tolv års tålmodighed

Ekko kårede Austin-auteuren Richard Linklaters seneste værk til årets bedste film. Boyhood er en filmhistorisk enestående periodeskildring forankret i en ganske almindelig drengeopvækst.

Metoden bag er genial i al sin enkelhed: Med et års mellemrum vendte Linklater i tolv år tilbage sin hovedperson Mason og optog hans historie, og resultatet er en episodisk struktur, hvor karaktererne ældes undervejs. Tilsammen danner scenerne en kæde af flygtige glimt fra barndommen, som ligner den tråd af minder, vi alle bærer rundt på. Og effekten er ubestrideligt medrivende.


3. Al for tidlig afsked

Philip Seymour Hoffman var en af sine generations stærkeste karakterskuespillere, og når han fra tid til anden tog en hovedrolle – som i Capote, Synecdoche, New York og A Most Wanted Man – demonstrerede han en uforlignelig intensitet og skærende humanisme.

2014 bød desværre på flere utidige dødsfald. Den svenske dokumentarist Malik Bendjelloul debuterede slagkraftigt med det hjertevarme musikerportræt-scoop Searching for Sugar Man, vandt en Oscar og tog sit eget liv, blot 36 år gammel. Hans talent var umiskendeligt, men han nåede dårligt nok at bruge det.

Det nåede Robin Williams til gengæld – hvad enten det gælder hans hyperaktive stand up-rutiner i Good Morning, Vietnam og Aladdin, hans faderligt inspirerende mentor-roller i Døde poeters klub og Good Will Hunting eller hans overraskende skumle morder-blikke i One Hour Photo og Insomnia.


4. ”Vi ses om 25 år”

Det blev allerede annonceret mellem replikkerne i det sidste afsnit af Twin Peaks i 1991. Men i år gjorde to synkrone tweets fra seriens fædre Mark Frost og David Lynch drømmen virkelig – det var et passende kryptisk varsel om årets tv-nyhed:

Fra 2016 serveres der atter kirsebærtærte og fandens god kaffe, når kabelnetværket Showtime blænder op for ni nye episoder med de overlevende skuespillere foran kameraet og det oprindelige makkerpar bag.

Kultklassikeren over dem alle takkede af med uløste mysterier og pirrende cliffhangere, så de fans, der ikke afskriver fortsættelsen på forhånd, har ivrigt diskuteret hjemmebryggede teorier, siden nyheden om genforeningen kom frem. Der er ingen hjælp at hente fra Lynch selv: Han siger intet før 2016, og hvis han alligevel skulle finde på at gøre det, bliver det formodentlig blot nogle kringlede hjernevridere om tyggegummi, kaffe og træ.


5. ”Bornedal tabte slaget”

Sådan skrev forfatteren Carsten Jensen i sin anmeldelse for Ekko, og det var resten af kritikerne stort set enige i. Ole Bornedal havde ellers mobiliseret det meste af den danske skuespillerstand og vist rutineret tæft som billedmager i 1864.

I sidste ende var det hverken hans brydekampe mod historisk korrekthed og borgerlig anstændighed, men en fejlslagen fortællestrategi, der afgjorde slaget.Og så nogle fladtrådte karakterer.

Det skyhøje budget på 173 millioner kroner svarer til en amerikansk mellemsatsning, men i danske sammenhænge var udskrivningen ekstravagant på grænsen til det skandaløse. Bornedal har givet moderne rindalister nye skyts i kampen mod licensen!


6. Dvd’ens deroute

Både den hjemlige dvd-pusher TP Musik og den skrantende amerikanske kæmpe Blockbuster udåndede i juni af mén efter sammenstødet med streaming-giganten Netflix.

Skiverne er på vej ud. Dvd-indtægterne har været i frit fald i årevis, og Blu-rays er stadig mest for de cinefile. Som for at understrege udviklingen har TDC for nyligt genoplivet Blockbuster som en streamingtjeneste – og branchen krydser fingre, for dvd’ens deroute har efterladt et stort hul i pengekassen.


7. Slagtilbud: Flere film til lavere pris

De manglende videoindtægter var det helt store debatemne under efterårets forhandlinger til de næste fire års Filmaftale. Branchen stod ualmindeligt splittet undervejs.

Men et flertal stillede sig alligevel tilfreds med et udfald, der giver en tiltrængt kapitalindsprøjtning til gengæld for flere film: 82-104 fiktionsfilm mod 79 i den seneste aftaleperiode.

Lavbudgetfilm er også kommet på dagsordenen. Der er bestilt 12-24 af slagsen i perioden, ligesom der gives en markant forøget bevilling til New Danish Screen. Hensigten er at støtte innovation ved at give vækstlaget en håndsrækning og etablerede instruktører råd til at eksperimentere.


8. Digital lynchstemning

Hele Amerikas bamsefar blev lagt i Twitter-gabestok med hashtagget #CosbyRape, da gamle voldtægtsanklager i efteråret blev suppleret af nye. Amerikanerne har vendt ham ryggen, og med 21 kvinders ord mod hans er det svært at bebrejde dem.

Historien tog en absurd-komisk drejning, da Cosbys pr-folk lagde promotion-billeder af ham på Twitter med en opfordring om at skrive tekster. Inden længe florerede Cosby-memes med tekster som ”Define ’drugged’”.

På de sociale medier, hvor tastaturet har erstattet fortidens høtyve, behøver man ingen beviser. Woody Allen kunne tidligere på året ride stormen af i klippesuiten på sin næste film, men sagen mod Bill Cosby synes at blive værre dag for dag. Den muntre patriark fra Cosby & co. er langt væk.


9. Største fejring af filmundergrunden

Fra vores helt egen verden: Ekko Shortlist blev lanceret for at kaste lys på de vækstlagsfilm, der alt for tit ender med at blive glemt som visitkort på vej op i filmbranchens fødekæde. Efter halvandet års små og store kortfilm gjorde vi status med en ”underbranche”-fest og prisuddeling.

Michael Noer førte an i værtsrollen med en gennemgang af det bedste fra listen og uddelte statuetter til fremtidige filmhåb som Aske Bang, Mira Jargil og Sarah-Sofie Boussnina. Aftenens helt store vinder blev dog det ambitiøse multitalent Thomas Daneskov med far/søn-portrættet Ud, spring over, ind.


10. Årets syretrip: Shia LaBeouf

Intet sælger tabloidaviser, som når en stjerneskuespiller skejer ud. I den forstand har Shia LaBeouf haft et godt år.

Miseren startede sidste år med en plagieret kortfilm og fortsatte, da han troppede op til Nymphomaniac-premieren med en papirspose over hovedet for derefter at undskylde med en kunstudstilling, hvor han sad ubevægelig og stum – angiveligt mens en kvindelig fan voldtog ham. I juni jagede han en hjemløs mand gennem New York, råbte ad skuespillerne under en Broadway-forestilling og spyttede på en politibetjents sko, da han blev anholdt.

At LaBeouf slutter året af med en imponerende indædt præstation i krigsfilmen Fury, redder ham en smule værdighed. At han skamferede sit ansigt for at gøre indlevelsen mere autentisk, er med til at holde mediecirkusset kørende.

Rob Cantor: Shia LaBeou

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko