Nyhed
15. feb. 2010 | 22:55

Cocktail af Kaurismäki og Andersson

Berlinalens 5. dag: Norsk komik på højt niveau, japansk selvransagelse og tysk liberalismekritik forklædt som forfølgelsesdrama.
Af Peter Tudvad

De første fire dage af Berlinalen har været præget af familiære problemer, psykiske lidelser og fængslede forbrydere.

Men her på festivalens femte dag brød latteren endelig ud i lys lue, da norske Hans Petter Moland diverterede med komedien En ganske snill mann (En ganske rar mand).

Under screeningen blev der både grint og klappet. Selv juryformanden, den tyske instruktør Werner Herzog, sad med et næsten uafbrudt smil på læben.

Alligevel skal man nok ikke vægte filmens chancer for højt i konkurrencen, for selvom den er en vellykket blanding af Aki Kaurismäki og Roy Andersson, så skal en komedie også nå de samme humoristiske højder, som Molands finske og svenske kollegaer mestrer, for at score guldet. Det er lige ved, men også kun lige ved ...

Mulig sølvbjørn til Stellan Skarsgård

Stellan Skarsgård viser nye facetter af sin kunnen i hovedrollen som Ulrik, der netop bliver sat på fri fod efter tolv år i spjældet. Han har slået en fyr ihjel, der havde bollet med hans kone, men bortset fra to velfortjente afstraffelser af et par lede psykopater, er det virkelig en ganske rar mand, vi møder.

Skarsgård giver sin rolle med lige dele spøj og alvor, så man bag hans latter sporer gråden. Filmen kandiderer afgjort til en Sølvbjørn, enten for bedste mandlige hovedrolle eller for bedste klipning (den sidder bestandigt lige i skabet, så filmen glider forbi øjet, som var det realtime).

Replikkerne er korte og pointerede. ”Skal du have en skriftlig invitation?” spørger Karen Margrete, da hun synes Ulrik er lidt langsom til at springe på sin allerede halvt afklædte værtinde.

Verdenskrigstraumer — igen, igen!

Mens en En ganske snill mann både i filmen selv og på Berlinalen forjætter tøbrud og forår (i modsætning til Submarino begynder den ikke med en babys død, men slutter med en forsonende fødsel), så er alt ellers ved det gamle.

Koji Wakamatsu bearbejder i Caterpillar (Sommerfuglelarve) modigt japanske fortrængninger og traumer efter de rædsler, den opgående sols land selv satte i værk under Anden Verdenskrig.

En soldat bliver i 1940 sendt hjem fra den kinesiske front — vansiret og forkrøblet, uden arme og uden ben. Og alligevel fortsætter han med at tyrannisere sin kone på bedste japansk-patriarkalske vis. Indtil hun tager konsekvensen af, at han ikke længere er den stærkeste.

Selv bliver han hjemsøgt af mareridt om de kinesiske kvinder, han som soldat har voldtaget, lemlæstet og dræbt. Kvinder, hvis smertehelvede og afmagt han nu selv uvilkårligt må identificere sig med. Indtil atombomberne ender krigen, og han selv krabber ud til dammen, spejler sit ødelagte ansigt i vandet og sin skæbne i den sommerfuglelarve, der allerede er plumpet i.

Flugt og forfølgelse

Den unge sydtyske instruktør Benjamin Heisenberg er med i hovedkonkurrencen med filmen Der Räuber (Røveren). En art flugt- og forfølgelsesdrama af de mere begavede, der lader den notoriske bankrøver Johann Rettenberger løbe fra alt og alle, men uden mål og med.

Og så konturløs, at han både som effektiv røver og marathonløber bliver kendt i medierne som ”dens store ubekendte”. Som en allegori over dén usynlige hånd, der ifølge den liberalistiske økonom Adam Smith lader den frie markedsøkonomi lede til det fælles bedste.

Rettenberger er præcis så mobil, som markedsliberalismen fordrer det, men bortset fra sin umotiverede trang til konstant at bevæge sig uden andre spor af menneskelige instinkter end en diminutiv kærlighed til Erika.

Mere galskab a la Klaus Kinski

Dramaet fungerer udmærket, men hæmmes noget af, at det som konsekvens af sin idé må drive Rettenberger helt ud hinsides alle grænser.
Således at man til sidst bliver noget mør af at følge ham på hæsblæsende flugt gennem skakter og over bjerge, hvor dygtigt filmet det end er.

Rettenberger, der i øvrigt er kalkeret over virkelighedens østrigske superforbryder og -løber Johann Kastenberger, spilles overbevisende af Andreas Lust. Men måske lidt mere galskab a la Klaus Kinski havde gjort filmen godt - ikke mindst i jurypræsidentens øjne!

Flere anmeldelser af Submarino

Efter weekenden har flere anmeldere afgivet deres bedømmelse af Thomas Vinterbergs konkurrencebidrag, Submarino.

”Filmens handling er forudsigelig og savner enhver moralsk eller lignende erkendelse,” skriver Jens Balzer (Berliner Zeitung). Andreas Kilb (Frankfurter Allgemeine) savner dogmekonceptet.

Neil Young (The Hollywood Reporter) er på omtrent samme linje, når han ikke mener, at filmen ville være blevet vist i hovedkonkurrencen uden instruktørens navnkundighed takket være dogmefilmen Festen. Og så ser det ikke for godt ud i diverse anmelderpaneler:

I Der Tagesspiegel får filmen på en skala fra minus to til plus tre fire gange minus ét og enkelt gang plus ét. I Berliner Zeitung går vurderingen fra ”faldet igennem” over uinteressant og acceptabel til seværdig.

Screen, der selv giver Vinterberg topkarakter, får i sit panel kun følgeskab af Weekendavisens patriotiske Bo Green Jensen, mens en enkelt finder den god. I modsætning til flertallet, der enten finder den dårlig eller gennemsnitlig.

Sic transit gloria mundi!

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko