Dag 2: Den sorte løber

Selvfølgelig buher de.

Eller nærmest hviner, for den lille skare i nærheden af min plads i festivalpaladset har himlet op og viftet med arme og hoveder igennem det meste af Damsel-visningen.

”Bare de ikke også tager hvide lommetørklæder frem og svinger dem over hovedet,” siger en kvindelig anmelder i 60’erne med gråt hår og Ulla Terkelsen-tørklæde, da hun trasker forbi min plads.

Grunden til buheriet er formentlig, at de amerikanske Zellner-brødre endnu engang har begået en film, som ikke rigtig er til at få fat i. Damsel er som et stykke håndsæbe, der smutter i nye retninger, hver eneste gang man tror, at man har fået fat i den.

Den er hverken renskuret eller helt uden skønhedsfejl.

Urytmisk rytme
Men Damsel er til gengæld en stilsikker film, som ikke er bange for at gøre tykt grin med sig selv.

Det er en western, som har sans for brede vidder, og David og Nathan Zellner formår at skabe en fængende billedrytme ved at lave tre korte scener efterfulgt af en længere, hvori fokus konstant skifter.

Efter en åbningsscene, som uden tvivl er en hyldest til Sergio Leones Once Upon a Time in The West fra 1968, rejser Samuel (Robert Pattinson) ud i vildmarken med en præst (David Zellner) ved sin side for at befri Penelope (Mia Wasikowska) fra fangenskab. I sekunderne efter dette lykkelige gensyn er det meningen, at præsten skal gifte dem på stedet.

Men ligesom Zellner-brødrene gjorde i komedien Goliath fra 2008 og i den kulsorte Kumiko, the Treasure Hunter (2014), som var en hyldest til og samtidig et slags remake af Coen-brødrenes Fargo, gør de også denne gang en dyd ud af at fortælle deres ligefremme historie så urytmisk og med så mange plottwists, at man skal være virkelig vågen for at følge med.

Damsel ender overhovedet ikke, hvor man regner med, og den er egentlig en anti-western, fordi hver eneste cowboy på prærien er en usikker og hærget mand, der har brug for en stærk kvinde til at passe på sig.

Det provokerede tydeligvis nogen i festivalsalen, at man kan fortælle så ukonventionelt, men ligesom Kumiko, the Treasure Hunter var en Fargo-hyldest, så har Damsel også noget Coen’sk True Grit over sig med sin sorte humor og sin evne til at overraske.

Lysende følelser
Humoren var til gengæld ikke ligefrem det, der tittede mest frem ved morgenvisningen. Den paraguayske The Heiresses er koproduceret af så forskellige lande som Uruguay, Tyskland, Brasilien og Norge, og den er på mange måder ”en rigtig Berlinale-film”.

Med stilsikkert flow og rolige billeder i et forstemmende mørke fortælles historien om den indelukkede, midaldrende kvinde Chela, som efter mange år med den samme partner kommer i sådan et økonomisk uføre, at hendes livsledsagerske ryger i fængsel, og Chela derfor må tjene til livet via ulovlig taxakørsel. En dag forelsker hun sig så i en af sine kvindelige stamkunder, men hvordan giver man udtryk for sådan en følelse i et sydamerikansk og ikke mindst patriarkalsk samfund?

Der er altså dømt politiske undertoner og dramatiske overtoner i The Heiresses, hvor den debuterende skuespiller Ana Brun leverer en stærk præstation i hovedrollen. Hver eneste lille nerve bevæger sig i hendes ellers ret trætte ansigt, og kærligheden til den yngre kvinde begynder efterhånden at få filmens billeder til at lyse om kap med hovedpersonen.

The Heiresses går sommetider for langsomt, men har man tålmodighed nok, er der filmisk set masser at komme efter.

Instruktør Marcelo Martinessi, som tidligere kun har lavet kortfilm, er med i hovedkonkurrencen for første gang, men han fik nu ikke meget taletid ved dagens pressekonkurrence, fordi de stærke kvinder sad kampberedte omkring ham. Ana Brun fortalte om det begær, man som ældre kvinde i Paraguay må undertrykke, mens den lidt mere rutinerede skuespiller Ana Ivanova udlagde teksten så tydeligt, at det fik både journalister og filmhold til at bryde ud i spontane klapsalver efter denne svada:

”I vores land (Paraguay, red.) er der ingen lov imod diskrimination. Så snart kvinder bliver gift, bliver vi mandens ejendom. Vi bliver usynlige. Denne film gør de usynlige synlige.”

#MeToo indtager Berlin
I samme dur må man sige, at Berlinalens røde løber ikke er, hvad den har været. Faktisk kan det konstateres, at diskussionen om den har været i mol i løbet på festivalens anden dag.

Det hele kommer sig af, at flere tyske skuespillere har slået på filmtromme for, at årets røde løber skulle være sort. Det skulle være et slags anerkendende nik til #MeToo og Time’s Up-bevægelsen, der under årets amerikanske prisuddelinger har fået filmstjerner til at troppe op i netop sort mundering.

Berlinale-direktør Dieter Kosslick har afvist idéen, men han har dog samtidig arrangeret flere samtaler om netop #MeToo og filmbranchens fremtidige måde at håndtere problemet på. Samtidig er der blevet oprettet en hotline, som man kan ringe til, hvis man føler, at man er blevet krænket under festivalen.

Den tyske instruktør Tom Tykwer, der er årets juryformand, nedtonede også, hvor meget #MeToo bør fylde på Berlinalen og i juryens vurderinger af film, da hans holdt pressemøde med sine medlemmer.

”Sommetider glemmer man at tale om de virkelige problemstillinger, fordi man er optaget af at tale om enkeltpersoner, der opfører sig dårligt,” sagde Tykwer.

I går aftes ankom verdensstjernerne fra Wes Andersons film som de første i år på den røde løber. Her var juryen klædt i sort, mens filmholdet bag Isle of Dogs kom i alt fra Tilda Swintons sorte jakkesæt over Bill Murrays skotskternede sweater og til Greta Gerwigs bronzeudsmykkede robe.

Koordineringen var altså ikke lige i skabet.

Mordtogt af en anden verden
Men under alle omstændigheder kan man glæde sig over, at det er kvinderne, der har taget teten i hovedkonkurrencen med stærke præstationer fra især Ana Brun og Mia Wasikowska.

Kvinderne spiller til gengæld ikke den store rolle i Black 47. Filmen vises uden for konkurrence i Berlin og foregår i Irland i 1847, hvor en soldat vender hjem fra en krig i Afghanistan og finder ud af, at hans familie ikke længere er dér.

Da hans svigerinde og hendes børn også omkommer under tragiske omstændigheder, drager han på et mordtogt af den anden verden. På forunderlig vis minder denne nye film fra instruktør Lance Daly (Kisses) mere om en konventionel western, end Damsel gør – også selv om den intet har med Det Vilde Vesten at gøre.

Billederne i Black 47 er matte og realistiske, og de viser konstant lidende mennesker og onde magthavere, der får hovedet hugget af.

Sagt på en anden måde er Black 47 en mandefilm af den gamle skole, som sikkert vil få John Wayne-aficionadoer til at lette på cowboyhatten, og der blev da også hujet undervejs ved dagens visning.

Det bliver der formentlig også ved hovedkonkurrencefilmenes verdenspremierer i aften, når folk stimler sammen omkring Berlinale-paladset for at få et glimt af stjernerne.

De skal spankulere op ad den røde den løber, som endnu ikke i skrivende stund er blevet malet sort.