Nyhed
19. okt. 2012 | 11:50

Dokument peger på Zentropa i injuriesag

Foto | Screengrab
Peter Aalbæk Jensen og instruktør Maynar I. Parwani har tidligere afvist, at filmprojektet Klar til optagelse skulle produceres af Zentropa. Men en oprindelig pressemedelelse fra projektets start bekræfter nu tilhørsforholdet mellem filmen og filmselskabet.

Det var forkert at kalde Manyar I. Parwanis Klar til optagelse et Zentropa-projekt, mener Peter Aalbæk Jensen. Men i officiel pressemeddelelse fra 2009 står der, at Zentropa skulle producere.

Af Jacob Ludvigsen

Filmproducent Peter Aalbæk Jensen er blevet så vred på Filmmagasinet Ekko, at hans selskab Zentropa Folket har anlagt injuriesag mod Ekkos chefredaktør og en medarbejder ved magasinet.

Zentropa kræver 250.000 kroner med renter.

Søgsmålet gælder en ni måneder gammel netartikel, hvor Ekko skriver om Manyar I. Parwanis åbne casting til filmprojektet Klar til optagelse. Skuespillerne skulle betale et gebyr på 350 kroner, og ifølge instruktøren blev der indbetalt en kvart million kroner på en konto, som kun han havde adgang til.

Pengene forsvandt, og filmen er endnu ikke blevet lavet. Peter Aalbæk Jensen mener, at Ekko fejlagtigt har omtalt filmen som et ”Zentropa-projekt”.

”Producenten er en anden,” siger Aalbæks advokat Morten Rosenmejer til Jyllands-Posten (13/10).

Kandidater til Zentropa-projektet
Det modsiges imidlertid af den pressemeddelelse, som annoncerede ”Danmarks største åbne casting”.

”Der søges 8 skuespillertalenter, der skal spille de bærende roller i en spillefilm, der instrueres af Manyar I. Parwani og produceres af Zentropa,” står der i pressemeddelelsen, som er udsendt af Parwanis makker Faisel Butt fra e-mailen presse@klartiloptagelse.dk.

Meddelelsen indeholder et billede af Peter Aalbæk Jensen og Parwani og linker til hvervefilmen Du skal ikke tro, du ikke er noget, hvor de optræder sammen. Der henvises til pressemateriale på en serveradresse, som er administreret af Zentropa. Brevhovedet daterer meddelelsen ”Zentropa, Filmbyen den 21. september 2009”.

I de følgende dage bliver projektet omtalt i pressen, og både Peter Aalbæk Jensen og Zentropa omtales i flere artikler.

Den 23. september bringer Politiken.dk et videoindslag med Peter Aalbæk Jensen, hvor han med Zentropas logobanner i baggrunden fortæller, at han ”per automatik vil være positiv” over for alt, hvad Manyar I. Parwani gør.

Zentropas hjemmeside reklamerer også for Klar til optagelse. Et opslag på Statisten.dk ”søger kandidater til Zentropa-projektet Klar til optagelse” og ledsages af et Zentropa-logo.

Over for Ekko har både Aalbæk og Manyar bekræftet, at filmen var et Zentropa-projekt. ”Jeg ved godt, at vi er involveret i projektet,” sagde Zentropa-direktøren til Ekko i december 2011. Han har også nævnt, at Zentropas producere Louise Vesth og Ida Marie Harder Jeppesen har været tilknyttet projektet.

Ekko i god tro
I et interview til Ekko 6. januar 2012 – dagen efter den oprindelige artikel – afviste Peter Aalbæk Jensen, at Klar til optagelse havde noget med Zentropa at gøre.

”Du er direkte involveret i et projekt, hvis du har copyright på det manuskript eller det koncept, der er lavet, og hvis du har det ført ind i firmaets regnskaber som et projekt under udvikling. Og ingen af delene har vi haft,” sagde han.

”Jeg kan da godt forstå, at der er nogen, der har fået den tanke, at vi er involverede, men det er vi så ikke, og det er jeg ligesom nødt til at forklare. I nogle medier står det, som om vi har stjålet penge fra nogle unge mennesker, og det er jeg jo lige nødt til høfligt at gøre opmærksom på ikke er tilfældet.” 

En unødig trætte
Den forklaring holder dog ikke, mener Ekkos advokat Asger Thylstrup.

”For det første har Ekko aldrig beskyldt nogen, hverken sagsøgeren Zentropa Folket Aps eller Peter Aalbæk Jensen eller andre for at have taget pengene, så der er overhovedet ingen injurie i det, Ekko har skrevet,” siger Asger Thylstrup og fortsætter:

”For det andet var Mikkel Kofod i god tro, da han skrev sin artikel. Det var jo ikke ham, som opfandt en historie om, at Zentropa var til stede i Klar til optagelse på en eller anden måde.”

”Og sidst, men ikke mindst foregik det hele tilbage i januar 2012. Da straffeloven har en forældelsesfrist på seks måneder for sagsanlæg i injuriesager, har Zentropa Folket med andre ord anlagt en sag om noget, retten slet ikke kan beskæftige sig med, fordi sagen er processuelt forældet.”

Thylstrup vil på det første retsmøde den 12. november 2012 påstå, at retten skal afvise sagen som ”en unødig trætte”.

”Det vil spare retten og parterne, hvor sagsøgeren jo er delvis finansieret af skatteyderne, og hvor de sagsøgte hæfter med deres privatøkonomi, for omkostningerne til en langvarig proces,” siger Asger Thylstrup.

Kommentarer

Zentropa vs. Ekko

12. september klager Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen til Ekkos bestyrelse over Anders Rønnow Klarlunds essay i #58. Artiklen er ”så intimiderende, at jeg hermed anlægger injuriesag mod bladet”, skriver Aalbæk. Han klager også til Det Danske Filminstitut og kræver, at Ekko fratages støtten. Endelig indleder han på vegne af Zentropa en boykot af Ekko.

19. september modtager Ekko en kopi af stævningen fra advokat Morten Rosenmejer, Kromann Reumert. Sagsanlægget knytter sig ikke til Klarlunds essay, men til en ni måneder gammel netartikel om Manyar I. Parwanis casting til et filmprojekt, Klar til optagelse. Mindst 750 skuespillere betalte hver 350 kroner i gebyr, men pengene er forsvundet, og Aalbæk mener, at Ekko har beskyldt ham for at have taget dem. Zentropa Folket kræver en erstatning på 250.000 kroner af journalisten Mikkel Kofod og chefredaktør Claus Christensen. 

28. september træder PR-direktøren Christian Have ud af Ekkos bestyrelse og erstattes af journalist og dobbelt Cavling-vinder Anders-Peter Mathiasen. 

Dokumenterne

Pressemail

Pressemedelelse

Opslag fra statisten.dk

© Filmmagasinet Ekko