Foromtale
29. juli 2018 | 16:19

Se film under åben himmel

Foto | Det Danske Filminstitut
Cinematekets open air-visninger i Kongens Have plejer at være et tilløbsstykke. I morgen mandag kan du hjælpe E.T. med at ”phone home”, og tirsdag aften bliver det svært at holde fødderne i ro, når Cuba-musikdokumentaren Buena Vista Social Club bliver vist.

Cubanske musikere på slap line, slimede zombier og spirende homoseksualitet. Vi anbefaler sommerens bedste open air-filmarrangementer i København.

Af Mikkel Krebs Behnke og Daniel Emami Riis

Biograferne lider under den varmeste sommer i mands minde. Hvis du er en af dem, der savner at se film på det store lærred, men ikke har lyst til at sidde indendørs, så er der masser af muligheder. 

Igen i år har forskellige arrangører sørget for, at man under den åbne himmel kan nyde film i stort format. 

Arrangementerne er med en enkelt undtagelse gratis, så tag dit yndlingstæppe med og læg dig til rette. Til flere af visningerne må du medbringe egne drikkevarer og filmsnacks.


Cinemateket

Når solen forsvinder bag hustagene på Gothersgade, afholder Cinemateket open air i Kongens Have på juli måneds to sidste dage. 

Filmene vises kl. 21.30, men allerede fra kl. 16 bliver der opvarmet med musik, ligesom der serveres mad og øl til rimelige priser, lover Cinemateket. 

I morgen mandag sætter DJ Master Fatman bløde 80’er-melodier på anlægget, og når musikken fader ud, toner Amalie Næsby Ficks vidunderlige kortfilm Ztriwer, som pt. ligger nummer 14 på All Time Shortlist, frem som forfilm. 

Aftenens hovednummer er Steven Spielbergs rørende sci-fi-klassiker E.T., om den ensomme forstadsdreng Elliot, der får besøg af et vildfarent rumvæsen. 

Tirsdagen vil stå i musikkens tegn, når Wim Wenders’ livsglade Buena Vista Social Club (billede) bliver vist. Filmen følger musikeren Ry Cooder rundt i Cuba i 1996, hvor han genoplever landets legendariske musikscene 1930-50’erne. 

Kongens Have 30. – 31. juli, begge dage kl. 16. Fri entré. Læs mere!

 

Huset KBH

Hvis du har lyst til at opleve den mere kuriøse side af filmkunsten, så slå et smut forbi Huset i Magstræde i uge 32, det vil sige fra mandag 6. august til søndag 12. august. 

Hver aften kl. 21.30 vises en kultfilm på Husets hyggelige gårdsplads. Programmet spænder fra sexplotation over zombie-splatter til animeret sci-fi med heavy metal-soundtrack. 

Her kan du opleve den ulækre og komiske zombiefilm Braindead (billede), som Peter Jackson lavede, inden han forlod den bevidst dårlige smag og blev mainstream med Ringenes herre

Hvis du foretrækker bar hud uden zombieslim, er Beneath the Valley of the Ultra-Vixens et godt bud. Lamar og hans kone Lavonia har problemer med deres kærlighedsliv, fordi Lamar kun vil have analsex. I frustration voldtager Lavonia en fjortenårig dreng. 

Denne logik gennemstrømmer filmen, som næppe ville være kunne lavet i dag. 

Huset KBH, hver aften kl. 21.30 i uge 32. Læs mere!

 

Zulu Sommerbio

Vanen tro holder TV 2-kanalen Zulu sommerbio, som også jyderne får glæde af med arrangementer i Aalborg, Horsens, Sønderborg, Herning, Silkeborg og Aarhus. 

I København vil arrangementet finde sted ved Øksnehallen, og der er to fremragende film fra i år på plakaten: Lady Bird og Black Panther. 

Greta Gerwigs instruktørdebut Lady Bird følger teenageren Christine, som på grænsen til voksenlivet oplever den første kærlighed, bakser med de svære fremtidsvalg og et komplekst forhold til moren. 

Filmen blev overset af biografgængerne, men den er ”så indlevende fortalt, så øm og klog”, at Ekkos anmelder for en stund følte sig som en forvirret teenagepige. 

Black Panther (billede) er den første sorte superheltefilm. Den foregår i det fiktive afrikanske land Wakanda, hvor Prins T’Challa skal være landets nye regent og må hente hjælp fra sit alter ego, superhelten Black Panther.

”En milepæl,” skrev Ekkos anmelder og roste filmen for at være politisk og kompromisløs.

Øksnehallen 16. – 17. august kl. 21. Læs mere!

 

Mix Open Air

Til efteråret afholder Mix Copenhagen sin årlige LGBTQ-filmfestival, men allerede sidst i august er det muligt at nyde sensommeren under åben himmel sammen med festivalen. 

Her bliver der afholdt tre open-air arrangementer tre forskellige steder i København. 

Videomøllen ved Ravnsborggade på Nørrebro viser 23. august det svenske kærlighedsdrama Kyss mig (billede). Da Mia deltager i sin distancerede fars forlovelsesfest, møder hun sin nye stedsøster Ida, og det slår straks gnister mellem de to.

Studenterhuset viser 24. august den koreanske SPA Night, der handler om en koreansk-amerikansk teenager, som får job på et spabad, hvor han opdager en fascinerende verden af homoseksualitet. 

Dokumentarklubben 2200Doku laver 25. august et arrangement, men filmen er endnu ikke offentliggjort, så vi må væbne os med tålmodighed.

København 23. – 25. august kl. 21 i Videomøllen, Studenterhuset og 2200Doku. Læs mere!

 

Thorvaldsens Museum

”Byen er historien, du ikke ved, hvor ender.” 

Palle Vedels dokumentar Se København får premiere under den åbne himmel i Thorvaldsens Museums gård. Arrangementet koster 70 kroner, men så får man også fornøjelsen af at opleve Rasmus Brendstrup fra Cinemateket fortælle om den særlige dokumentargenre: bysymfonier. 

Genren blev i 1920’erne gjort kendt af navne som Walter Ruttmann og Joris Ivens. Der er ikke tale i bysymfonier, men billedernes smukke og poetiske dvælen ved bygninger og regn taler for sig selv. 

Som genren antyder, spiller lydsiden en stor rolle. I Se København er den lavet af ingen ringere end Brian Eno, Massive Attack og Faithless med flere. 

Thorvaldsens Museum den 6. september kl. 21. Læs mere!

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko