Essay
05. okt. 2010 | 08:00

Fire grader af nordisk melankoli

Foto | Rolf Konow
Drengen der gik baglæns

Ekko har sammen med tre andre nordiske filmmagasiner samlet tolv kortfilm fra markante nordiske instruktører på en eksklusiv dvd, Nordic Short Films . Den engelske kritiker Lee Marshall har set filmene og fundet et forpint velfærdshelvede, hvor Gud er taget på druk.

Af Lee Marshall / Ekko #50

Det er altid en risikabel øvelse at drage konklusioner om en region ud fra en samling af film, at lave en slags regional psykoanalyse med film som patienter på divanen.

Det er selvfølgelig fristende at forvente specifikke, nationale særegenheder. Men film er og har altid været et internationalt sprog – ligesom fodbold. Unge nordiske filmmagere nægter da også at lade deres inspirationskilder begrænse sig til Dreyer, Bergman og, i nyere tid, Dogmebevægelsen. Lars von Trier er et godt eksempel. Hans filmiske referenceramme har altid været mere fransk og amerikansk end nordisk.

Alligevel har den engelske filmakademiker Claire Thompson fat i noget, når hun skriver, at ”film er nok den kulturelle gren, hvor en nordisk identitet bedst kan spores”.

Jeg er klar over, at bestemte lande og regioner ofte frembringer enestående instruktører, som er mere påvirkede af deres egne dæmoner end af regionens. Og af de tolv instruktører i dvd’ens fascinerende udsnit har to – Lars von Trier og Aki Kaurismäki – udviklet så særegne, personlige udtryk, at det ikke ville give mening at gøre dem til repræsentanter for en bestemt nordisk ånd. Jeg kunne føje Roy Andersson til denne gruppe, men da hans personlige film også fremfører en kritik af Sverige og svenskerne, er de lettere at bruge som eksempel i min bevisførelse.

Det forekommer mig, at fire melankolske fællestræk kendetegner den nordiske filmkunst – mere eller mindre. Men først og fremmest viser alle instruktørerne, at de har et sikkert teknisk greb om mediet og de fremragende skuespillere. Så langt så godt.

1. Den dystre, intense auteur
Hvis der er noget, som næsten alle filmene på dvd’en har til fælles, så er det dramatisk eller symbolsk intensitet. ”Slap af” eller ”tag livet, som det kommer” er ikke blandt disse instruktørers mottoer – det skulle da lige være Aki Kaurismäki.

Livet er en kamp. Og hvis det ikke er en kamp, men bare kedelig rutine, så er det instruktørens opgave at åbenbare de mørke kræfter, der gemmer sig under overfladen (som i Joachim Triers Procter, der er optaget i London med engelske skuespillere, men ikke desto mindre er nordisk i ånden). Det kan også være den skræk og eksistentielle angst, der ligger på lur lige under velfærdsstatens lykkelige fernis (som i Roy Anderssons Härlig är jorden).

Det virker, som om intensiteten er forbundet med idéen om auteuren, som ifølge dette bevis lever og har det godt i nordisk filmkunst.

Måske er det bare kortfilmens form – som et visitkort, der siger ”se mig”. Ingen af de tolv film tillader os i hvert fald at glemme, at der står nogen bag kameraet, som har taget valg om lyssætning, beskæring, den måde skuespillerne bevæger sig på, redigering, musik og lyddesign.

Det blege nordiske lys bliver forstærket med brugen af umættede farver, triste kulisser og kostumer. Overalt finder man iøjnefaldende, drømmeagtige scener: drømmekøen i Marius Holsts Kjøter, den Wim Wenders’ske engel i Saara Saarelas Redeemer, scenen med den brændende bil og sprinkler-regnen i Procter, wrestling-som-dans i Grímur Hákonarsons Wrestling, drømmesynet i køkkenet i Thomas Vinterbergs Drengen der gik baglæns og stort set hele Bobbie Peers’ Sniffer.

Roy Andersson kan slippe af sted med det i Härlig är jorden, fordi han er Roy Andersson og tydeligvis lever i sit eget parallelle univers. Men instruktører, som har en mindre særegen, personlig stemme, leger med ilden, når de forsøger at lave fantasisekvenser – især fordi de er blevet så almindelige med den prætentiøse musikvideo-æstetik.

Spørgsmålet er, om vi har at gøre med dystre, intense auteurer, eller om dysterheden og intensiteten per definition gør en auteur.

Kun Auli Mantilas Hunger dykker ned i det nordiske drømmelandskab på en fuldstændig fængslende måde. Dette magisk-realistiske studie i naturens mørke kræfter er et fraklip fra et mareridt. Og ligesom mareridtet har filmen hverken begyndelse eller slutning, kun en midte. Hunger beviser, at kortfilm ikke nødvendigvis behøver at have en novelles struktur for at lykkes.

2. Naturen er ond
Naturen er truende (Kjøter), mørk, oprindelig og kaotisk (Hunger), enorm, barsk og ligeglad (Wrestling). Den er reduceret til forbrugsgoder (højreb og kaviar i supermarkedet i Dimension, Lars von Triers uafsluttede maratonprojekt) eller underholdning ved et middagsselskab (vittigheden om en elgjagt i Drengen der gik baglæns). Den fantastiske natur fra de nationale myter og den nordiske ikonografi er ikke længere et magisk, udfordrende og helende sted, hvor unge folk tager hen for at finde kærlighed – og mænd for at finde sig selv.

I Hunger møder en soldat – en desertør eller måske en undsluppen krigsfange – på sin vej igennem skoven to vilde kvinder, som nærmest er sprunget direkte ud af en forskruet, gotisk udgave af det finske nationalepos Kalevala. Skoven giver ikke nogen mulighed for frelse, men er et sted, hvor ondskaben trives, og hvor man enten dræber eller bliver dræbt.

I Scen nr: 6882 ur mitt liv er vi langt fra Ingmar Bergmans land. Filmens sommer-episode finder sted på en grim asfaltbro, og Nordens kvaliteter og karaktertræk er her reduceret til en idiotisk, fordrukken udfordring. I Wrestling er Islands overvældende vulkanske landskaber barske og nådesløse. Denni kører en maskine, som graver sig igennem klippen, mens Einar er bundet til et møjsommeligt landmandsliv. Hans kone vil have slagtet den ko, som han er blevet så glad for. Med andre ord, der er hverken plads til sentimentalitet eller empati med naturen. Den yndefulde kortfilm leger elegant med titlens metafor og føles som en opdateret version af en Halldór Laxness-roman – et melankolsk-sardonisk portræt af indbyggerne i Islands barske indre.

Men hvor er Gud henne? Ude og få sig en drink, velsagtens. De to præster, vi møder på dvd’en, er begge impotente, spirituelle bureaukrater. Pastoren i Wrestling mumler beroligende kondolencer til en vækkelse, men er i virkeligheden totalt fraværende. Og i Härlig är jorden understreger heltens desperate forsøg på at drikke al Jesu blod til en messe den ceremonielle tomhed, som omgiver nadverens mirakel.

3. (U)lykkelige familier
Ægteskaber går i stykker (Bror min), er skrøbelige (Drengen der gik baglæns), fåmælte (Sniffer), en slags skyttegravskrig (Kjøter) eller et kærlighedsløst hykleri (Wrestling).

I Bror min torturerer en dreng sin yngre bror med en cigarettænder i en bil. Senere bliver de dog sammensvorne og nægter at acceptere, at deres fraskilte forældre lader, som om den delte forældremyndighed kan fungere som en erstatning for et ordentligt familieliv. I Drengen der gik baglæns har familien sine lykkelige stunder, men de er lige så skrøbelige og flygtige som morens usikre smil.

Ensomhed eksisterer både inden for og uden for familien. I Thomas Vinterbergs lyriske film forsøger faren, moren og den unge Andreas at holde sammen, efter at Andreas’ ældre bror Mikkel er død. Til sidst må de hver især opfinde deres egen overlevelsesstrategi eller drukne i stum fortvivlelse.

Men hvad med arbejdslivet? Tja, det er forbundet med hvide kitler (Sniffer) og grå, uformelige jakkesæt, der hænger på skuldrene af grå, uformelige mænd (Härlig är jorden, Procter). Ingen får nogen tilfredsstillelse ud af det. Det er rutinepræget og fremmedgørende, en pointe, der drives til det absurde i Sniffer, hvor hovedpersonen er armhule-snuser for et deodorantfirma.

Følelser, varme og kærlighed vækker begær, men bliver også betragtet med mistro. Det gælder for karaktererne, men også for filmskaberne. I Procter bliver det beroligende håndtryk, som en ung pige giver den forhutlede, nervøse helt – Procter – undsagt af instruktøren med en montage, der afslører, at det bare er noget, han drømmer om.

Instruktørerne tillader sjældent, at karakterer rører ved hinanden. Hvis de gør, er det for at slå (Dimension), nive og daske (Bror min) eller, som i Sniffers vægtløse verden, spænde en svævende ægtefælle fast til sengen. De nordiske instruktører holder følelserne ud i strakt arm, men når de endelig giver efter for følelserne, får den hele armen. Vinterberg balancerer på en knivsæg mellem følelser og kold nordisk observation, inden han i filmens slutning tillader sig selv at glide ned ad en stenet skråning og ende i en sø af sentimentalitet, alt inklusive klaver- og strygermusik.

4. Bliv ikke involveret
Nogle gange er det kameraet, der skaber distancen – som i Ruben Östlunds Scen nr: 6882 ur mitt liv, der består af fire lange scener, som skildrer en farlig Skt. Hans-udfordring. Vi ser hele tiden de seks venner. Gruppen, aldrig individet. Ved at undgå nærbilleder fortæller instruktøren selvfølgelig noget om gruppedynamik, om effekten af gruppens pres på den enkelte, og på den måde er kortfilmen fra 2005 en tydelig forløber for Östlunds tankevækkende De ufrivillige fra 2008.

Men i kortfilmen er der også noget andet på færde. De rystede optagelser fremhæver det faktum, at nogen filmer. Det er især tydeligt i første scene, der er filmet nedefra, under broen, hvor kameraet zoomer vildt og ufokuseret – som en tilskuers amatøroptagelser. Der er altså en syvende karakter til stede: kameramanden, som betragter. På samme måde involverer den triste ”helt” fra Roy Anderssons Härlig är jorden sig heller ikke, da han hører nogle skrige i en nabolejlighed. ”Du bliver nødt til at sove,” siger hans kone til ham, ”ellers klarer du den ikke i morgen.”

Bilens ruder adskiller brødrene, som skændes i Bror min, fra deres forældre, som skændes udenfor. Brødrene skændes, stopper for at se skænderiet udenfor, skændes så lidt mere. Og vi kan ikke undslippe den ubehagelige position som afmægtig tilskuer til begge skænderier.

I Procter betragter den klodsede hovedperson en brændende Saab i en parkeringskælder. Han forsøger ikke at slukke ilden, da han ser, at der sidder en person i bilen. I stedet tager han videokameraet, som selvmorderen har sat op for at filme sin egen død, med hjem. Han ser optagelsen som en besat, igen og igen. Og måske er det for at sone sin voyeuristiske skyld, at han kontakter den unge pige med hunden, som optræder tidligere på selvmorderens video. Måske tænker han, at det ikke er for sent at gøre noget godt. Eller også er hans hensigter mindre noble. Uanset hvad viser det sig, at pigen ikke har nogen som helst forbindelse til den afdøde mand.

Håbet om menneskelig kontakt knuses, og vi forbliver alene i vores hermetisk lukkede verdener. Og når betragteren endelig bliver involveret, er det ikke altid en god idé. Kameraet dykker fra sin høje, fjerne plads ned til en café i Saara Saarelas Redeemer , men kun for at iagttage frustrationen over de mislykkede forsøg på kontakt og personernes eksistentielle ensomhed.

Manden i Marius Holsts Kjøter gør til gengæld noget meget u-nordisk: Han lukker en fremmed ind i sit hjem – et lurvet gadekryds, han har fundet på vejen. Men det er ikke af venlighed og sympati, tværtimod.

Hvad med genrerne?
Til syvende og sidst er det mest interessante ved den nordiske filmkunst dens anti-eskapisme. Instruktørerne virker ivrige efter at fabrikere elendighed. Det er, som om de over for sig selv vil bevise, at den lykkelige, socialdemokratiske velfærdsstat, hvor ingen må falde igennem sikkerhedsnettet, blot er et røgslør.

Andre steder undermineres velfærdsstaten af en mørk, surreel satire. Det gælder Roy Andersson og Bobbie Peers’ bidrag til dvd’en. I begge tilfælde oplever man en manglende tro på det dramatiske potentiale i det tilsyneladende ”uskrevne” liv, som det folder sig ud hen ad vejen.

De nordiske instruktører, skuespillere og manuskriptforfattere er så talentfulde, at denne svælgen i det melankolske stadig afføder rigtig gode film – for eksempel Thomas Vinterbergs Submarino.

Men det er en skam, at der ikke er flere nordiske instruktører, som udforsker genrefilmen. En film som Lad den rette komme ind – eller kortfilmen Hunger på Ekkos dvd – beviser, at rendyrket brug af visse melodramatiske tendenser i genrefilm er en god måde at løse den nordiske filmkunsts største problem: tendensen til at tage sig selv for alvorligt.

Kommentarer

NORDIC SHORT FILMS

Ekko har i samarbejde med tre nordiske filmmagasiner – norske Rushprint, finske Episodi og svenske Flm – samlet tolv nordiske kortfilm på en eksklusiv dvd (#13), der følger med nummer 50. Filmene er skabt af instruktører, som alle har gjort sig internationalt bemærket. De tolv film er:

Härlig är jorden, Roy Andersson, Sverige, 1991
Scen nr: 6882 ur mitt liv, Ruben Östlund, Sverige, 2005
Bror min, Jens Jonsson, Sverige, 2001
Procter, Joachim Trier, Norge, 2002
Kjøter, Marius Holst, Norge, 2006
Sniffer, Bobbie Peers, Norge, 2006
Wrestling, Grímur Hákonarson, Island, 2007
Dimension, Lars von Trier, Danmark, 1991-1997
Drengen der gik baglæns, Thomas Vinterberg, Danmark, 1994
Rocki VI, Aki Kaurismäki, Finland, 1986
Redeemer, Saara Saarela, Finland, 1998
Hunger, Auli Mantila, Finland, 1993

© Filmmagasinet Ekko