Nyhed
10. dec. 2018 | 19:27

Klichétunge serier får størst anerkendelse

Foto | TV 2
Selv om Kriger ifølge Ekkos undersøgelse er blandt de mest klichéfulde krimiserier, har anmelderne været begejstret for Danica Curcics politikvinde, Dar Salims ekssoldat og Lars Ranthes rockerkonge.

Det nye Ekko #80 byder på en undersøgelse af de mest benyttede klichéer i dansk tv-dramatik. Resultatet peger på en overraskende og interessant tendens!

Af Nicki Bruun

”Har jeg ikke set det før?” 

Sådan har mange nok tænkt, når danske krimiserier ivrigt giver sig i kast med nogle af de mest fortærskede tv-klichéer. I fiktionens verden har de fleste politifolk problemer i privatlivet, og ikke sjældent griber kødets lyst de professionelle partnere. 

I det nye Ekko #80 er vi gået metodisk til værks og har undersøgt ti udvalgte krimiserier, der i større eller mindre grad lever af klichéer.

Særligt interessant er det, at nogle af de klichétunge serier – Forbrydelsen, Broen og Kriger for at nævne et par stykker – faktisk også er dem, der er blevet bedst modtaget, er mest kendt i udlandet og har hevet priser hjem til Danmark. 

Man kan derfor driste sig til at konkludere, at mængden af klichéer ikke er problematisk, så længe en serie ellers har spændende figurer og plot. 

Se vores skema over de mest populære klichéer i det nye magasin, der kan bestilles eller købes i udvalgte kiosker

Badeferie og narkokrig
Undersøgelsen af krimiklichéerne er del af temaet i Ekko #80, hvor vi under overskriften ”serietid” graver ned i det hastigt voksende serielandskab.

Her fortæller vi også historien om DR Drama, der har fejret store triumfer, men nu står ved en skillevej i benhård konkurrence med de internationale streamingtjenester. Nuværende dramachef Christian Rank fortæller i den forbindelse, at DR overvejer mulighederne for samarbejde med de nye konkurrenter.

Vi kigger desuden på fænomenet Maniac, der før fødslen som stjernespækket Netflix-serie var et norsk skoleprojekt.

”Det må være den første afgangseksamen, som er nået helt til Hollywood,” siger den norske bagmand om sit guldæg, der blev en af Nordens største eksportsucceser.

Temaet byder også på et forsvar for anmeldernes hadeserie nummer et, TV 2-serien Badehotellet, som ifølge forfatter Knud Michelsen har fortjent sin folkelige popularitet.

Vi taler med skuespillerne i Park Chan-wooks forførende seriedebut The Little Drummer Girl, der får dansk premiere på C More den 13. december og står til at blive en værdig opfølger til Susanne Biers Natportieren.

Og så møder René Fredensborg i Filippinerne Brillante Mendoza for at blive klogere på hans Netflix-serie Amo, der har fået hård kritik for instruktørens støtte til landets brutale narkokrig.

Kommentarer

Ekko #80

Anders Matthsen pryder forsiden af det nye nummer.

Magasinets tema handler om serier og byder på en undersøgelse af klichéer i danske krimiserier.

Kan købes i kiosker eller bestilles her.

© Filmmagasinet Ekko