Nyhed
15. aug. 2021 | 17:24 - Opdateret 15. aug. 2021 | 20:30

Joy Mogensen: Jeg er løbet tør for energi

Foto | Kulturministeriet
Joy Mogensen var populær borgmester i Roskilde, men blev overraskende headhuntet til posten som kulturminister i juni 2019. Efter to turbulente år træder hun tilbage og forlader politik.

Før starten på forhandlingerne om en ny medieaftale meddeler kulturminister Joy Mogensen, at hun trækker sig og ikke stiller op til næste folketingsvalg.

Af Claus Christensen

Kulturministeren hører som regel til blandt de mest udskældte i regeringen, men store dele af kulturlivet har været særligt kritisk over for Joy Mogensen.

Nu tager hun konsekvensen.

Joy Mogensen skriver på sin Facebook-side, at hun har meddelt statsministeren Mette Frederiksen, at hun ønsker at forlade posten som kultur- og kirkeminister.

”I løbet af de sidste to år er jeg blevet minister, jeg har mistet en datter, og jeg har stået med håndteringen af corona i to ministerier, der blev overvældet af pandemien,” skriver Joy Mogensen på Facebook.

”Hver af de tre ting i sig selv er livsændrende udfordringer, og jeg er løbet tør for overskud. Og da jeg altid har været i politik med den tommelfingerregel, at man kun skal være der så længe, man kan give alt, hvad man har i sig, så giver næste skridt sig selv.”

Headhuntet fra borgmesterpost
Det kom som en overraskelse, at Mette Frederiksen i juni 2019 valgte Joy Mogensen som kulturminister.

De fleste havde forventet, at det ville blive Mogens Jensen, der i en lang række år har fokuseret på kulturlivet i sit politiske virke. Men Jensen blev i stedet fiskeriminister – en post, han siden måtte forlade på grund af skandalen omkring aflivningen af den danske minkbestand under coronapandemien.

Som kultur- og kirkeminister blev Joy Mogensen headhunter fra Roskilde Kommune, hvor hun var en meget populær borgmester. Hun var ikke blevet valgt til Folketinget.

Hun arvede en møgsag om Radio24syv fra den forrige regering. Men en del følte, at hun ikke gjorde nok for at redde den originale radiostation, der havde en betragtelig fanskare.

Joy Mogensen faldt for alvor i unåde i kulturverdenen, da hun i starten af coronakrisen sagde, at hun ”ville opfatte det som upassende, hvis jeg stod og talte om kultur lige nu”. Mange mente dengang, at det under nedlukningen netop var tidspunktet at fokusere på kultur som en værdi, der kunne samle det danske samfund.

I sin afskedsberetning erkender Joy Mogensen da også, at coronakrisen har været en udfordring. Men hun mener også, at den også har givet os noget.

”Det har været den største og vigtigste opgave at få Danmark igennem corona-pandemien, og det har bestemt ikke været let,” skriver Joy Mogensen.

”Corona-krisen bød på mange problemer, men også nye måder at få kultur-, forenings- og kirkelivet ud til alle – ikke mindst de allermest sårbare i vores samfund. De erfaringer er jeg overbevist om, at alle kan bruge fremover til at få endnu flere til at føle sig som mere end tilskuere i deres liv.”

Dæmonisering
Joy Mogensen peger dog også på en anden udfordring, nemlig hendes manglende erfaring som Folketingspolitiker.

”Det andet er, at jeg har været bedst i mit liv som politiker, når jeg kunne samle mine politiske kolleger og samfundets aktører omkring visioner og løsninger,” skriver ministeren og fortsætter:

”Den måde at arbejde på, som virkede for mig som lokalpolitiker, har jeg ikke kunne tage med ind i landspolitik. Så jeg skal finde et arbejdsliv, hvor det, jeg er god til, skaber resultater for andre.”

Hun peger dog samtidig på, at tonen efter hendes mening er for hård og destruktiv i politik.

”Det er vigtigt at tænke over, om der er den rigtige balance imellem konfrontation, debat og politiske løsninger. Jeg skal ikke udelukke, at jeg selv vil bidrage til den samtale, når jeg har mit politiske virke på afstand.”

”Jeg tror, vores demokrati ville blive stærkere i en samtale med større gensidig respekt, hvor de uenigheder, der er i politik, ikke vokser fra os og ender i karikaturer og dæmonisering.”

Et lille håndkantslag til højrefløjen bliver der dog plads til. 

”Min mission har været, at kultur- og kirkepolitikken skulle være drevet af de største og vigtigste problemer og i stedet for at være defineret af symboler og happenings.”

”I stedet for kommunikations- og debatprojekter, som for eksempel kanoner – lister over, hvem der er bedst eller finest, mener jeg kulturpolitikken skal være fokuseret på fællesskabets reelle udfordringer,” skriver Joy Mogensen med reference til den tidligere konservative kulturminister Brian Mikkelsens kanon-liste.

Kampen mod techgiganterne
Joy Mogensen var gravid, da hun blev valgt som minister. Men inden fødslen mistede hun barnet. I juli 2021 meddelte hun, at hun var blevet gravid igen.

”For nu vil jeg bare glæde mig til at blive mor, og bruge efteråret på at lægge planer for fremtiden. Jeg stiller ikke op til Folketinget næste gang, og jeg har det godt med denne beslutning om at forlade politik,” skriver 41-årige Joy Mogensen.

Beslutningen kommer lige før, at forhandlingerne om en ny medieaftale skal starte med de politiske partier.

Det skulle have været Mogensens store svendestykke, men nu bliver det en anden person, der skal strikke et forlig sammen.

Joy Mogensen har valgt at offentliggøre sit tilbagetræden på en af de store techgiganter, Facebook. Alligevel fremhæver hun, at hendes største bidrag har været at sætte techgiganternes indflydelse på vores identitet og demokrati på dagsordenen.

”Det er, og forbliver, vores generations frihedskamp at få reguleret den digitale verden, så vi behandler hinanden med samme respekt som i den håndgribelige verden. At vi forbliver et folk, der kan træffe beslutninger sammen. At vi bevarer kontrollen med vores fællesskab,” skriver Joy Mogensen.

Om Joy Mogensens problematisering af techgiganterne bliver en del af Socialdemokratiets oplæg til medieforhandlingerne, må tiden vise. Det er heller ikke blevet meddelt, hvem der skal afløse Joy Mogensen. Kulturordføreren Kasper Sand Kjær ligner en favorit, eller måske bliver det til et comeback for Mogens Jensen?

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko