Top 10: Kollektive hippiefilm

For nogle årtier siden var de langhårede hippier fyldt op på drømme, og drømmene er blevet flittigt skildret i socialrealistiske og erotiske dramaer, komedier og dokumentarer.

Drømme om et frit samfund, hvor alle er lige og arbejde en nydelse.

Drømme om et liv, hvor økologi, vegetarisme og humanisme frem for materialisme er i centrum. Hvor kapitalismens popindustri er nedlagt og erstattet af den frie kunst. Hvor kvinder er på lige fod med mænd. Og hvor borgerlige parforhold er erstattet af åbne parforhold, jalousiløse masseorgier, fri sex og stoffer.

Filmene handler om lystbetonede hippier, skæve eksistenser, intellektuelle studenter, aggressive provoer, vagabonderende friløbere, sprituelle Jesus-flippere, økologiske feminister og psykedelisk vrængende rockmusikere.

Nogle giver et seriøst samtidsbillede. Andre er dybt ironiske, mens atter andre viser, hvordan blomsterbørnene blomstrede og visnede hen.

10. Det store flip

Det store flip er indbegrebet af 90’ernes ironiske tilgang til hippierne. ”Hvorfor har du kjole på?” spørger den unge pige i kollektivet.

”Det er ingen kjole,” svarer Nisse (Niels Olsen) med overpædagogisk hippie-accent. ”Det er en djellaba. Den er enorm dejlig at have på. Den hænger bare.”

”Og dingler,” svarer den unge pige grinende.

Nisse og hans kone Maria (Ditte Gråbøl) er flyttet i kollektiv mod deres søn Christoffers ønske. Snart møder sønnen en verden af svampesamlere, spirituelle indianske traditioner og nøgenhed, masser af nøgenhed.

Mere alvorligt er Christoffers historie, der skildrer 70’ernes politisk motiverede terroraktioner. Han finder sig en ung pige og roder sig ud i venstreorienteret hærværk. Samtidig er en bombemand på spil, og Christoffer bliver den hovedmistænkte.

Selv om filmens hippieskildringer er platte, giver den et underholdende, karikeret billede af 1970’erne, der også lader Gasolin’ og C.V. Jørgensens toner flyde frit. 

9. Fede tider

Fede Tider foregår i et feministisk kollektiv i 70’erne, hvor kvinderne dominerer og degraderer mændene fuldstændigt.

Det begynder ellers fuld af håb for det unge par Henrik (Ken Vedsegaard) og Anne (Sofie Gråbøl), der flytter på landet i et kollektiv, hvor man dyrker økologiske grøntsager og gør alting sammen.

Altså på kvindernes præmisser, der styrer kollektivet fra kvindemøder, hvor mænd ikke er velkomne. Snart skal Henrik sidde og sy, snart skal han dele sine 20.000 kroner med resten af kollektivet, snart vil Anne ikke have sex længere.

”Den er jo helt stiv. Den kan faktisk godt føles som en slags anklage, og vi har faktisk lige diskuteret den slags ting nede i kvindekollektivet. Jeg har tit selv haft svært ved at røre ved den, ik’! Det er, som om den ikke har noget med dig at gøre. Som et dyr,” siger Anne til Henrik, der nu vil give, ikke modtage.

Særligt morsom er Martin Brygmann, der er inkarnationen af den passive, feministiske mand. Mod slutningen ser man ham danse på marken med en fløjte i munden, mens han laver helikopteren.

8. Desertøren

”Anarchy” og ”Nepal” står der på den psykedelisk malede hippiebus, og så er stilen ligesom lagt.

Spinatfuglene var ellers godt ude efter den. Berlingske skrev: ”Uden nerve og temmelig plat.” Politiken skrev: ”Alt er skide-et-eller-andet og bliver derved.”

Bandeord og slang bliver rigtigt nok brugt i flæng af Martin (Gert Günther) og Pia (Katrine Jensenius) med tyk københavneraccent.

”Det er så skide skønt, mand. De dyrker selv alt det, de spiser, ik’! Og de er også skide søde.”

Filmen handler om attenårige Martin, der stikker af fra militærtjeneste med en af hærens pistoler og havner i et hippiekollektiv på landet med orientalske danse og trommerytmer. 

Han er rodløs og forvirret, har drømme om at rejse derudaf, men bliver mere og mere ensom.

Desertøren er måske ikke en film af høj kvalitet, men er man interesseret i hippietiden, har filmen den fordel, at den er lavet i samtiden.

7. Christiania, du har mit hjerte

Det startede måske i Thy, men Christiania må være Danmarks storkollektiv nummer et. Christiania blev grundlagt af slumstormere i efteråret 1971, og siden da har beboerne opretholdt et samfund på trods af indre og ydre modstand.

Instruktør og christianit Nils Vest viser os ikke bare Pusher Street, men farverige huse, lokalforretningerne, genbrugshallen, børnehaven og postkontoret.

Det er en klassisk dokumentar, hvor beboerne bliver interviewet om samfundet, hashen, de kriminelle, politiet og det pres, christianitterne lever under. Beboerne indrømmer, at Christiania er attraktivt for kriminelle, fordi det netop er en fristad.

Nils Vests film er toneangivende, men der er lavet mange dokumentarer om livet på fristaden såsom Kampen om Staden og Ret og vrang – Christianias volde kæmper for livet. Og senest den meget omdiskuterede Christianias børn – skyggesiden af eventyret, der blev vist på DR.

6. Tre slags kærlighed

En film om hash, hippier og vilde engle, stod der på filmcoveret.

Syttenårige Birthe stikker af fra sin mor og hendes elsker, der lever i seksuel ekstase. Hun ender på en gogo-bar med blæsere og jazz, hvor de langhårede unge danser, tager stoffer og befamler hinanden.

Om natten søger Birthe mod et hippiekollektiv med mundharmonika, guitar og chillummer.

”Vi glemmer de voksnes verden. Krig, penge og al deres lort,” siger en af hippierne.

Birthe møder også en ældre sort pige, en amerikaner, der er på jagt efter heroin og bliver hendes elskerinde.

Filmen dyrker ikke kollektivet som i de andre film, men viser frigørelsen, erotikken, påklædningen, bohemelivet, men også melankolien, det dystre og grænseoverskridende ved livsstilen. Og faren for den frigjorte ungdom i slutningen af 60’erne, når de vilde engle kommer til byen for at slås.

5. Universitetet besat 

En besat bygning er et midlertidigt, markant kollektiv.

Den knap 40 minutter lange reportage er et unikt, historisk dokument fra det ikke så vellykkede studenteroprør den 9. og 10. marts 1970, hvor rektor Mogens Fogs administrationskontor på Københavns Universitet blev besat.

Her er islandske sweatre, fuldskæg og piber. Her synges det buddhistiske ”aum” under møderne. Her tales fint rigsdansk, arbejderkøbenhavnsk og den særlige overpædagogiske hippieaccent, som Anders Matthesen har taget pis på med Arne i Jul på Vesterbro.

”Det her møde er tænkt som en symbolsk afslutning på vores befrielse af universitetet,” lyder det karakteristisk.

Anledningen til aktionen er aktuel set med nutidens øjne. Det handler om, at forskningen skal styres af universitetet, ikke industrien, som vi i dag kalder erhvervslivet. At der skal være fri organisationsret og 50 procent medbestemmelse for de studerende i alle universitetsanliggender.

En seriøs film fra en svunden tid, hvor de studerende ikke sad på Facebook, men organiserede sig, aktionerede og diskuterede med mange og lange ord.

4. Midt om natten

I begyndelsen af 80’erne foreslog Kim Larsen og Erik Clausen filminstruktør Erik Balling at lave en film om en slags slumstormere og christianitter. Snart var optagelserne i gang til det, Balling har kaldt en westernkomedie, som endte med at udløse næsten en million biografbilletter.

Det er en film fuld af kærlighed til dem, der ikke lige passer ind i samfundet.

Vi følger en gruppe uetablerede mennesker, der slår sig ned i et forladt industriområde i Sydhavnen. I Haveje blomstrer de unge op, etablerer en lille café, maler, pynter op, vander buske og planter. De skaber deres eget lille, alternative samfund, hvor de har det helt fedt, ikke skader nogen og passer deres.

Her bliver filmen politisk. Smukke og fredelige alternative samfund går nemlig ikke i en moderne verden. Fristaden bliver udsat for ydre pres af både politikere og rockerne, og det får alvorlige konsekvenser.

Midt om natten er også et trekantsdrama, men først og fremmest et rørende portræt af de anderledes, der kun kan få lov at drømme, indtil samfundet knækker dem.

3. Kollektivet

I modsætning til de ironiske 90’er-film forsøger Thomas Vinterberg at skildre kollektivet og idealerne med en alvorlig tone.

Parret Erik (Ulrich Thomsen) og Anne (Trine Dyrholm) beslutter sig for at udvide deres nyarvede villa til et ni mand stort kollektiv. Her er fællesmøder og fester. Øl i metermål, æskevis af cigaretter, 70’er-overskæg, nøgenbadning, skæve eksistenser og venstresnoede bøger, men det falder alt sammen naturligt.

Vi følger gruppemøderne ved håndsoprækninger. Et særligt problem er, at folk glemmer at betale for øllene, for dem bliver der drukket rigeligt af. Vi ser, hvordan Lars Ranthes flamboyante karakter Ole udvikler sig til en mellemleder. Vi ser, hvordan beboerne glemmer at betale og nyder mere, end de yder. 

Det er realistisk og følsomt, men desværre kommer vi aldrig helt i dybden med kollektivets indre mekanismer, fordi fokus er på et trekantsdrama mellem Erik, Anne og Eriks elskerinde Emma.

2. Er I bange?

”Jeg er ikke flyttet i kollektiv. Jeg laver bare en film her,” siger Henning Carlsen.

Snart ser man en gruppe hippier på landevejen i en rød, åben bil med Burnin Red Ivanhoes psykedeliske, elektriske guitar i front. Det her er hippiedrømmen, mand.

Burnins musik vender tilbage igen og igen, mens Kløvedal-familien, der bor i kollektivet Maos Lyst, diskuterer deres tanker og idéer.

”Det der er skide centralt er, at vi ofte taler om, at det er galt hos alle de andre. Der har godt nok været et studenteroprør, men hvad gør vi, hvor vi selv er?” lyder et af hippiernes argumenter.

Dokumentaren giver et godt blik på tidens samfundsdebatterende, drømmende, digteriske diskurs. Og moden med langt skæg, langt hår, sjove hatte, brune frakker, pandebånd og mangefarvede t-shirts.

1. Skæve dage i Thy

Mest ikonisk er måske den unge kvinde i toget på vej mod Thy. Kvinden, Karen Grue, har klippet to huller i studenterkjolen, så hun blotter sine bryster.

Skæve dage i Thy handler om grundlæggelsen af Thylejren, der var et forsøg på at skabe en alternativ livsførelse. Filmen giver hverdagsskildringer fra livet på pløjemarken ved Frøstrup, som havde 15.-25.000 deltagere og fik besøg af 100.000 gæster. De boede der i en kortere eller længere periode over tre måneder i sommeren 1970.

Her var nok grunde til at slikke sig om munden. Nøgne piger danser rundt mellem telte og hytter, mens både de mandlige hippier og de lokale beboer tager godt for sig af de blottede retter.

Men det handler ikke bare om gruppesex, selv om også sygdommene florerede. Der var lange, politiske møder, fællessang på stranden, arbejde i det lokale supermarked. Det var boder, som solgte mad, originaler med deres råben og skrigen og ikke mindst rockmusikken med tidens bands under åben himmel.