”Benhårdt at være kvinde i den her branche”

Lisbeth Wulff er bedst kendt for at spidde middelklassen i levende billeder på DR2. 

For eksempel igennem topskatsbetalende kvindeskæbner i sketchserien I hegnet – sammen med Ditte Hansen – eller i nedtursmadklubben Mens vi presser citronen, som hun har skrevet selv.

Eller som stakkels Trine, der taler i telefon med Bodil Jørgensens mor fra helvede i Rytteriet. 

Nu er hun aktuel i sin første hovedrolle i komedieserien Ambassadøren, der får premiere på Viaplay i dag den 30. august. Seriens ti afsnit bliver vist i hele Norden, men med forskellige skuespillere i hvert land. 

Lisbeth Wulff spiller i den danske udgave en ambitiøs og løgnagtig gesandt i Mexico. Hun gør alt, hvad der står i hendes magt for at nå sin drøm om at avancere til magtens korridorer i amerikanske Washington, D.C. 

Imens forsøger kollegaerne at styre deres spontane chef med den løse moral. Figuren minder hovedrolleindehaveren om en af virkelighedens ledere. 

”Det er sjovt at være Donald Trump! Men ambassadøren må ikke selv vide, at hun er en bitch. Så er der ikke en menneskelig karakter tilbage – kun et monster. Jeg insisterede på at få varme ind i karakteren,” fortæller 48-årige Lisbeth Wulff. 

Hun er dog ikke bange for at spille en usympatisk person. For som hun skynder sig at sige: 

”Jeg har altid insisteret på at ville provokere. Jeg er en provorøv!” 

Telefonlinje er navlestrengen
Lisbeth Wulffs øjne er indrammede. Et par store, gyldne brillefirkanter hænger som guldalderrammer om hendes øjne, der klemmer sig grinende sammen. 

Hun er klædt i en velourjakke i perlemor og er den type menneske, der lægger hånden på ens arm, når hun taler. 

Lisbeth Wulff ser umiddelbart ud til at være drevet af et optimistisk livssyn. Men det er de voldsomme følelser, der inspirerer hendes komik. 

”Det starter tit med, at jeg er skidehamrende vred. Jeg er ikke sådan én, man kan bestille til at lave en revy-tekst. Jeg er nødt til at mærke et eller andet brænde indeni, før jeg kan skabe noget.” 

– Hvad gør dig vred?

”Med Trines mor i Rytteriet var jeg grundigt vred på mødre, der undertrykker deres døtre. Dem, der bliver ved med at insistere på, at navlestrengen ikke skal skæres over. I stedet er der telefonlinjen mellem dem.”

Men bag vreden lurer en undren i gløderne. Trines mor kom i coronatiden i risikogruppen, og under nedlukningen talte mor og datter sammen hver dag på P1.

”Pludseligt så jeg morens ensomhed og det mørke, hun var i. Jeg bliver jo også selv ældre og til en mor, der skal passe på nogen, så nu forstår jeg hende bedre.”

Følelsesmæssige skift
Lisbeth Wulff har spillet mange roller i både film, tv-serier og på teatret. Men Ambassadøren er første gang, hun får lov til at indtage hovedrollen.

– Tillykke med hovedrollen! Du har altid været brudepigen, men aldrig bruden – indtil nu. Hvordan er det?

”Hahaha!” griner hun overrasket med hovedet mod loftet. ”Det var da et skønt billede! En brud, ja, sådan er jeg.”

”Det har været fantastisk at være hovedrollen! Jeg fik endelig lov til at strække mig ud og vise det hele menneske i Ambassadøren. Det får man ikke mulighed for, når kameraet kun er på dig én gang,” siger skuespilleren.

For Lisbeth Wulff er de menneskelige kontraster det interessante i skuespilarbejdet. ”Skiftene,” kalder hun det.

I en scene i Ambassadøren slipper den kølige karrierekvinde et kort øjeblik sig selv og falder ind i en leg med en pige på et børnehjem.

Lisbeth Wulff gløder lunt i legen, for så pludselig at lukke sin karakter ind i jakkesætsfølelser og fortsætte manipulationsarbejdet mod toppen.

”Jeg er skuespiller ind til benet, så derfor har det været en stor fornøjelse endelig at få lov til at spille de mange følelsesmæssige skift. Man bliver en styrende energi og kan forme projektet på den måde.”

Kæmpende brudepige
Hella Joof skrev i Ekko #74, at den danske filmbranche er en drengeklub for de seje. Hvordan lyder det for en anden kvinde, der også har været del af komikkens verden i mange år? 

”Der er en åbenhed for den feminine komik i Danmark. Jeg synes, at dét, jeg laver, er kvindeligt. Jeg kan ikke se, hvordan en mand skal kunne lave mine tekster om en mor-datter-relation – som med Trine og Mor i Rytteriet,” siger Lisbeth Wulff. 

Hendes øjne i guldrammerne slukker. Pludseligt taler hun hurtigt, som om ordene har presset mod læberne i lang tid og nu ser deres snit til at flygte. 

”Det er da pisse-benhårdt at være kvinde i den her branche, hvis jeg skal sige det ligeud. Det er svært at være den kæmpende brudepige,” siger hun. 

Selv om Lisbeth Wulff laver feminin komik og har opnået succes ved at lade sig inspirere af sit eget kvindeliv, har branchen alligevel fået hende til at føle, at hun ikke var kvinde nok. 

”Hvor ofte har jeg ikke haft en caster i røret, der har sagt, at jeg var en god skuespiller, men ikke lækker nok. Da jeg var yngre, tænkte jeg, at det var nok også rigtigt. Alle de kameler, jeg har slugt, de sidder i mig, og det er jeg så vred over.” 

– Jeg er vokset op med de nuancerede kvinder i dine sketches. Det har vist mig, at man kan være mere end en Barbie i dansk film! 

”Hvis en kvinde kom hen til mig og sagde, at hun har tilladt sig selv at vokse op på den måde, fordi jeg var dér, så er jeg sgu lige ved at tude.”