”Behøver ikke statistik for at have en politik”

”I 2016 har hun for alvor markeret sig som en begavet stemme i ligestillingsdebatten, der absolut ikke er let at tage i Danmark. Hun har insisteret på, at beslutninger skal tages på et oplyst grundlag.”

Sådan lød en del af Danske Filmkritikeres begrundelse for at give Christina Rosendahl en Sær-Bodil i marts måned. Men prisen og især begrundelsen er faldet instruktør Niels Nørløv for brystet. Han mener ikke, at Rosendahl har insisteret på at skabe et oplyst grundlag, men tværtimod negligeret de statistiske kendsgerninger.

Rosendahl har ifølge Nørløv således ansvaret for en pressemeddelelse fra Danske Filminstruktører den 31. maj 2016 – for præcis ét år siden – hvor foreningen skriver, at der er en ”systematisk forskelsbehandling” af mænd og kvinder, selv om tal fra Filminstituttet viser det modsatte.

Desuden mener Nørløv, at instruktørformanden har opstillet et ideal for en 50/50-kønsfordeling af støttekronerne, som hun hen over hovedet på sine mandlige medlemmer er gået i gang med at eksekvere.

I Ekko-kronikken Feministisk luskeri honoreres med Bodil-pris fra marts måned argumenterer Niels Nørløv og Kåre Fog for, at kvindelige instruktører ikke bliver diskrimineret: ”Når kvinder ansøger Filminstituttet, får de støtte lige så ofte som mænd.”

I en opfølgende kronik i Berlingske skriver de, at Christina Rosendahl helt bevidst har lukket øjnene for denne kendsgerning og henviser til udtalelser, som Rosendahl skal være kommet med på et ligestillingsmøde hos Danske Filminstruktører den 17. juni 2016. Mødet blev indkaldt, da Det Danske Filminstituts (DFI) undersøgelse om kønsfordelingen i dansk film forelå, og på mødet deltog også skuespillere og manuskriptforfattere.

Nu går Niels Nørløv et skridt videre og offentliggør en lydfil fra det pågældende møde, hvor han deltog som eneste mand. Lydfilen kan høres øverst i denne artikel.

Ridser i lakken
Christina Rosendahl indleder mødet med at referere til en workshop den 29. januar 2016 hos Danske Filminstruktører, hvor foreningen har indkaldt Anne Boukris fra Kvinfos ekspertpanel. Der foreligger endnu ingen tal fra Filminstituttet, men mødet giver Christina Rosendahl mod på at tage politisk stilling uden at have et statistisk grundlag. 

”… en anden ting, som Anne Boukris sagde, der var rigtigt inspirerende for mig, var, at man ikke behøver en masse statistik, der beskriver, at der er et problem, for at have en politik,” siger Christina Rosendahl på optagelsen og fortsætter:

”Vi behøver ikke sidde og vente passivt på, at DFI’s tal kommer. Vi kan bare udsige et ideal og så gå i gang med at eksekvere det. Og så kan det godt være, at problemet slet ikke findes. Men det er jo lige meget, så er man bare i gang med at arbejde.”

I det andet lydklip efterspørger Niels Nørløv, der som eneste mand deltog i mødet, dokumentation for ”systematisk forskelsbehandling” – uden at få svar. I tredje klip, som er taget halvanden time inde i mødet, spørger han igen, hvortil Rosendahl kontant svarer: ”De tal, der er kommet fra instituttet, repræsenterer ikke den filmbranche, vi vil have. Sådan er det.”

Niels Nørløv forklarer i en mail til Ekko, hvorfor han har valgt at offentliggøre lydklippet.

”Jeg havde håbet, at de artikler, jeg har skrevet sammen med Kåre Fog, ville have fået folk til at indse, at den er helt gal med min forenings kønspolitik, der diskriminerer de mandlige medlemmer. Men det skete ikke. Tværtimod er jeg blevet beskyldt for at lyve af en debattør (Frederik Bové, red.) og det vil jeg ikke have siddende på mig.”

– Mødet hos Danske Filminstruktører er over to timer langt. Hvor stammer optagelsen fra?

”Jeg tændte diktafonen på min mobil et par minutter inde i Rosendahls mødeindledning og lagde den på hylden ved siden af mig. Det var sådan set ikke noget fordækt. Optagelsen var egentlig bare tænkt som noter til min egen hukommelse. Måske har det også spillet ind, at jeg var den eneste mand til stede.”

– Du har ladet Ekko høre hele det to timer lange ligestillingsmøde. Hvorfor offentliggør du kun nogle få minutter?

”Flere af mødedeltagerne skal være glade for, at det kun er denne lille del, som bliver offentliggjort. Deres groteske og nederdrægtige kommentarer og aggressive opførsel vil give det ellers så rummelige kunstner-image nogle ordentlige ridser i lakken. Men jeg offentliggør da gerne hele optagelsen. Det kræver bare, at mødedeltagerne giver deres accept.”

– Men du har vel heller ikke fået Christina Rosendahls accept?

”Nej, men jeg og andre har gang på gang opfordret hende til at indgå i en dialog, og det har hun afslået. Hun har forsøgt at tie kritikken ihjel, og derfor er tonen blevet så hård. Når samtalen forsvinder, opstår fjendebilleder. Hun har gravet grøfterne dybere med sin tavshed, ikke mig.”

Meler egen filmkage
– Christina Rosendahl har for et par måneder siden på Ekkos hjemmeside skrevet, at hun beklager, hvis hendes udtalelser på ligestillingsmødet har givet anledning til misforståelser. Og hun understreger, at kønsmæssige initiativer skal være baseret på ”relevant data”. Er det ikke et klart svar, Niels Nørløv?

”Det er fuldstændigt selvmodsigende. I juni 2016 mente Rosendahl ikke, at der var brug for flere tal. I oktober anbefaler den aktionsgruppe, hun for Filminstitut står i spidsen for, at man graver et spadestik dybere i tallene. Og i april 2017 ønsker hun ikke at gå ind i kønsdebatten, før der ligger flere data klar. Hvorfor er der brug for flere tal i dag, når der ikke var det for ti måneder siden?”

”Vi har at gøre med en formand, som har en meget lemfældig omgang med sandheden. På ligestillingsmødet kan hun ikke fremlægge dokumentation for påstanden om ’systematisk forskelsbehandling’ og svarer: ’Det er en holdning. De tal, der findes, er nok.’ Gad vide, om hun også mener, at man kan have en ’holdning’ til højden på Rundetårn eller til datoen for dronningens fødselsdag?”

– Men opvejer Christina Rosendahls sympatiske ærinde ikke manglen på dokumentation?

”Nej! Det er højst usympatisk at ville diskriminere mænd og påstå, at kvinder er ofre og diskrimineres, når det ikke kan dokumenteres. Derfor er det helt grotesk, at Rosendahl og hendes støtter ser sig selv som ’de gode’, de moralsk overlegne. Og man bør spørge sig selv: Hvem vil få mest gavn af den positive særbehandling af kvinder? Det vil sjovt nok Rosendahl selv.”

”Hun er hverken en topinstruktør, der jo klarer sig fint uden hjælp, eller en bundinstruktør, som alligevel aldrig ville få støtte. Hun er noget midt imellem og vil derfor ofte være på vippen til støtte. Særbehandlingen vil altså tippe vippen til Rosendahls fordel – og en mandlig kollega vil blive forbigået. Ikke fordi hun eller hendes projekt er bedre, men fordi der bare er flere mænd, der søger.”

”Så selv om der ikke er et øje tørt, når filmfeministerne klapper ad Rosendahls tilsyneladende altruistiske korstog, skal de vide, at de i realiteten klapper ad en fagforeningsformand, der meler sin egen filmkage – ’bevidst eller ubevidst,’ for nu at blive i Rosendahls egen ligestillings-jargon.”

Vil gerne mødes
I adskillige måneder har kønsdebatten været oppe på de høje nagler. Spørgsmålet er, om det er ved at være på tide at finde fælles fodslag i filmbranchen.

”Jeg vil gerne mødes og debattere med Rosendahl, men hun har gang på gang afslået. Jeg er bange for, at man aldrig nogensinde vil kunne stille de mest inkarnerede feminister tilfreds. For dem handler ligestilling om, at 50 procent af støtten skal uddeles til kvindelige instruktører – også selv om der er langt under 50 procent af kvindelige ansøgere,” siger Niels Nørløv.

”Idealtilstanden på 50 procent vil næppe nogensinde indfinde sig af sig selv. Så ville det allerede være sket, som vi tilsyneladende har set det med producere og klippere. Men sådan er det nogle gange med idealer: De er smukke, indtil de skal stå distancen ude i virkeligheden.”

Jacob Wendt Jensen, formand for Bodil-komitéen, ønsker ikke at kommentere de nye oplysninger eller svare på, om lydfilen gør en forskel i forhold til foreningens pris til Christina Rosendahl.

Ingen bevidst forskelsbehandling
Christina Rosendahl har fået artiklen forelagt og sendt en mail.

”Jeg synes, det er uetisk over for medlemmerne af Danske Filminstruktører, at Niels Nørløv optager i smug til et lukket medlemsmøde uden at informere om det på forhånd,” skriver Christina Rosendahl og fortsætter:

”Jeg er ked af, at Niels Nørløv ikke opfatter, at jeg har svaret på hans forskellige indlæg om køn. Som det beskrives her i artiklen, så svarede jeg både på hans indlæg den 20. marts og igen 11. april i forlængelse af Kim Pedersens artikel,” anfører Christina Rosendahl og beder om, at hendes svar dengang bringes igen (artiklen fortsætter efter citatet):

Jeg beklager, hvis en del af det, jeg sagde på vores medlemsmøde har givet anledning til misforståelser. Jeg husker ikke ordret, hvad jeg sagde, men vil gerne understrege, hvad jeg mente dengang, og hvad jeg mener i dag: Jeg mener bestemt, at handlinger, der skal understøtte kønsdiversitet, skal baseres på relevante data. Det giver ingen mening at behandle et problem, der ikke er der. Det, jeg udtrykte på mødet, var, at vi på det tidspunkt netop havde fået en rapport fra Det Danske Filminstitut, der viste forskelle, som var kønsrelaterede. I det lys mente jeg og bestyrelsen i Danske Filminstruktører, at vi godt kunne bakke op om, at Filminstituttet igangsatte et arbejde, der skulle skabe større diversitet i dansk film. Det har Filminstituttet gjort, og jeg sad i en af aktionsgrupperne. Her var vores klare anbefaling, at Filminstituttet igangsatte yderligere undersøgelser, der gravede et spadestik dybere i tallene, og det er Filminstituttet nu i gang med. Vi bakker dette arbejde op og ser frem til, hvad Filminstituttet finder ud af. Indtil der ligger flere data og eventuelt forslag til aktiviteter fra arbejdet, ønsker vi ikke, som udgangspunkt, at gå voldsomt ind i kønsdebatten på filmområdet.

”Det mener jeg selvsagt stadigvæk,” fortsætter Christina Rosendahl sin mail til Ekko. ”Men jeg kunne ikke huske, hvad jeg ordret havde sagt et år tidligere. I det første citat, hvor det fremgår, at jeg ikke synes, data er vigtig, da burde jeg have tilføjet ’yderligere’, altså yderligere data. For sagen er, at medlemsmødet afholdes få dage efter, at Det Danske Filminstitut offentliggør sin rapport.”

”Heri demonstreres det, at der er kønsforskelle i fordeling af filmstøtte. Så mit indledende citat skal altså ses i lyset af, at der rent faktisk lå dugfriske data, og at vores medlemmer kender rapporten og indholdet af denne. I øjeblikket er Det Danske Filminstitut i gang med yderligere analyser af data, efter at vi har understreget vigtigheden af dette. Jeg vil gerne vente med at gå i yderligere dialog om køn før den nye analyse offentliggøres,” skriver Christina Rosendahl.

Vi har efterfølgende spurgt Rosendahl, om hun stadig mener, at Det Danske Filminstituts tal viser ”systematisk forskelsbehandling”?

”Jeg kan faktisk godt forstå, at man kan få ordet ’systematisk’ galt i halsen. Det kan læses på en måde, vi ikke havde til hensigt, da vi skrev udmeldingen. Vi mener ikke, at mænd og kvinder i filmbranchen forskelsbehandles bevidst, planlagt og konsekvent, men at der i og omkring selve systemet er nogle blinde vinkler, der fremmer en skævhed, som Det Danske Filminstitut har dokumenteret. Årsagerne kender vi ikke fuldt ud endnu, men at konsekvenserne er et problem for både branchen og kvaliteten af dansk film, er der bred enighed om.”