Nyhed
27. feb. 2009 | 20:26

Mindeværdige Oscar-øjeblikke

Man behøver ikke nødvendigvis vinde en Oscar for at gå over i historien.

Af Mikkel Kofod

Selvom det bestemt var rørende, da hele holdet fra Slumdog Millionaire i år som én stor familie modtog en Oscar for Bedste Film, er det nok tvivlsomt om dét øjeblik kommer med på britiske filmmagasin Empires liste over de mest mindeværdige øjeblikke i Oscar-uddelingens 80-årige historie.

Konkurrencen er hård, for uddelingen af verdens kendteste filmpris har affødt mange momenter, der er værd at huske på.

Ifølge Empire var det mest mindeværdige øjeblik, da Martin Scorsese – efter at være blevet forbigået fem gange tidligere – i 2007 med The Departed endelig fik en Oscar for bedste instruktion. Især fordi han fik den overrakt af George Lucas, Francis Ford Coppola og Steven Spielberg, som sammen med Scorsese udgjorde the movie brats, der revolutionerede Hollywood i 70'erne.

Nøgen mand på scenen
Det var også 1970’erne, at datidens seksuelle frigjorthed trængte helt ind i Oscar-showet. Værten og skuespilleren David Niven fortrak ikke en mine, da en fremmed mand (Robert Opel) pludselig løb nøgen hen over scenen i 1974, mens han gjorde fredstegnet. 

Den britiske vært, der var ifærd med at introducere Elizabeth Taylor, nøjedes blot med tørt at konstatere:

”De eneste grin, den mand indkasserer i sit liv, er når han tager tøjet af, så alle kan se hans mangler.”

Ali vs. Rocky
Tre år senere vandt Rocky prisen for bedste film, og på scenen sneg alle tider bedste bokser, Muhammed Ali, sig ind på Stallone for at erklære: ”Jeg er den sande Apollo Creed” – med reference til Rockys modstander i filmen. De to begyndte en indstuderet boksekamp, som Ali naturligvis vandt.

En nævekamp blev det dog ikke til i 1968, selvom Barbara Streisand og Katharine Hepburn var de første siden 1932, der måtte dele en Oscar.

De fik dog en statuette hver for deres hovedrolle i henholdsvis Funny Girl og The Lion in the Winther. 

Armbøjninger på én hånd
Selvom den historiske afgørelse ikke ansporede nogen af de to skuespillerinder til at holde en uforglemmelig takketale, er der masser af eksempler på takketaler, der af mere eller mindre positive grunde ikke vil blive glemt foreløbig.

I 1992 imponerede Jack Palance, da han fejrede sin Oscar for Bedste Mandlige Birolle for City Slickers med armbøjninger på én hånd – som 73-årig!

Det mest imponerende ved skuespilleren Greer Garsons takketale i 1943 var længden. Da Garson modtog prisen for Bedste Kvindelig Hovedrolle for Mrs. Miniver, holdt hun Oscar-historiens længste takketale ved at bruge mere end seks minutter på at takke alle og enhver.

I kan lide mig, I kan virkelig lide mig!
Hun er måske grunden til, at orkestret nu til dags høfligt, men insisterende begynder at spille, når vinderne bruger lidt for lang tid på at takke alle dem, der gjorde deres sejr mulig.

I 1985 blev Sally Field Oscar-belønnet for sin hovedrolle i Places in the Heart, men mange – ikke mindst hovedpersonen selv – ville nok have ønsket, at orkestreret havde sat ind øjeblikkeligt, da hun indtog scenen.

”I kan lide mig, I kan virkelig lide mig!” blev hun ved med at råbe, så hvad der skulle have været et triumftog, endte som et plettet Oscar-eftermæle.

Heldigvis – eller desværre – var dette års prisuddeling fri for sådanne episoder, men Oscar-prisens første 80 år lover godt for underholdningsværdien i de næste 80.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko