Anbefaling: Når atomkrigen kommer

Det er med lige dele uhyggelig og præcis timing, at Netflix har smidt den hypnotisk eksperimenterende The Bomb ud på streamingtjenesten.

I mangel af bedre er den kategoriseret som en dokumentar, men i virkeligheden er The Bomb mere et poetisk og surreelt filmisk digt, der kredser om atombomber, menneskets farlige Gud-leg med masseødelæggelsesvåben og militært oprustningskapløb.

Derfor er timingen så rammende.

På det seneste har Donald Trump og Nordkoreas Kim Jong-un kastet verbalt mudder efter hinanden. Heldigvis har de to kamphaner holdt sig til Twitter og provokerende taler, hvor Trump har givet den nordkoreanske leder tilnavnet ”Little Rocket Man”, mens Kim Jong-un har svaret igen ved at kalde den amerikanske præsident ”en mentalt forstyrret, senil olding”.

Det er tragikomisk, fordi de to statsledere jo sidder på et omfattende missil- og våbenarsenal. Og måske endda begge med atomvåben.

Så alvorlig er konflikten gudskelov ikke blevet endnu, ligesom mange eksperter for alvor tvivler på en atomkrig. Men The Bomb er stadig en kærkommen påmindelse om omfanget og de potentielle konsekvenserne af de våben, bomber og missiler, som mennesket har udviklet.

Potent soundtrack
The Bomb er 60 minutter og er en collage af bombehistoriens landvindinger, ulykker og prøvesprængninger iblandet optagelser af militærparader, OBS-indslag og nyhedsudsendelser fra alverdens tv-stationer.

Det giver god mening, for størstedelen af The Bomb er bakket musikalsk op af et inciterende og droneagtigt elektronisk soundtrack. Filmen sparkes taktfast i gang med en række klip fra diverse militærparader, hvor tusindevis af velfriserede soldater marcherer millimeterpræcist.

Så udvikler The Bomb sig i faser med forskelligt fokus: arkivklip af Manhattan-projektets prøvesprængninger i Los Alamos-ørkenen, J. Robert Oppenheimer – ”atombombens far” – med teknisk tegninger og endelig den kendte amerikanske ”Duck and cover”-informationsvideo, det naivt prædiker, at man blot skal finde et sikkert sted, når atomkrigen kommer.

Ude af øje
Netflix bliver ofte beskyldt for at lave film og serier, der blindt er skabt ud fra big data og kyniske økonomiske kalkuler. The Bomb er beviset på, at Netflix også har andet at byde på.

I hvert fald er der intet økonomisk ræsonnement i at distribuere en film som The Bomb. Det er den simpelthen for kunstnerisk, eksperimenterende og smal til.

Derfor fortjener filmen, der er instrueret af trekløveret Kevin Ford, Smriti Keshari og Eric Schlosser, også en anbefaling med på vejen. Man falder ikke bare lige over The Bomb via Netflix’ til tider uigennemskuelige algoritme-anbefalinger.

De tre instruktørers udtalte håb med filmen er at minde os om den eksistentielle trussel, som atomvåben udgør for menneskeheden og vores planet.

”De her våben er bogstavelig talt gravet væk. De er ude af øje, ude af sind,” har Smriti Keshari ifølge Business Insider fortalt om The Bomb.

”Det er chokerende, hvor mange atomvåben vi har, hvor mange lande, der har dem, hvor kraftige de er, og hvor mange penge, vi bruger på dem. Og alligevel lukker vi øjnene for sandheden.”

Betagende paddehatteskyer
Nobels Fredspris er for nylig gået til sammenslutningen ICAN, der også arbejder for nedrustning af atomvåben – et budskab, som den pacifistiske The Bomb går perfekt i spænd med.

Men filmen er også bare et fascinerende værk i sig selv.

Det kan mærkeligt nok tryllebinde at se paddehatteskyer rejse sig i horisonten som i afslutningsscenen i Dr. Strangelove, der med undertitlen”eller hvordan jeg lærte at glemme mine bekymringer og elske bomben” vel er den ultimative satire over Den Kolde Krigs atomkapløb.

The Bomb kan også efterlade en i seriøs eftertænksomhed, når vi ser et sønderbombet Hiroshima og Nagasaki anno 1945. Her forsvinder soundtracket helt, så stilheden forstærker de tydelige konsekvenser efter et atomart angreb.

Forhåbentlig holder den ”mentalt forstyrrede senile olding” og Little Rocket Man deres disputs til Twitter og bombastiske taler på nordkoreansk tv.