Nyhed
08. okt. 2018 | 13:23

Norsk kvinde bliver ny konsulent for spillefilm

Foto | Ida Meyn
Silje Riise Næss har været konsulent på Norsk Filminstitutt siden 2015, men skal fra starten af næste år være med til at bestemme, hvilke film Det Danske Filminstitut støtter.

”Jeg er meget optaget af, at alle film skal betyde noget for deres publikum,” siger Silje Riise Næss, der starter på Det Danske Filminstitut den 1. januar.

Af Nicki Bruun

Vi skal ikke mere end lidt over en måned tilbage, før alle tre spillefilmkonsulenter på Det Danske Filminstitut var mænd: Mikkel Munch-Fals, Morten Giese og Åke Sandgren.

Men kønsbalancen kommer til at ændre sig, når Silje Riise Næss tiltræder som konsulent den 1. januar, hvor hun afløser Morten Giese, der stopper efter blot to år.

På sin 50-års fødselsdag den 1. september tiltrådte Lotte Svendsen i stedet for Åke Sandgren. Så når norske Silje Riise Næss kommer til næste år, bliver det med en overvægt af kvinder på konsulentsiden.

”Jeg er meget optaget af, at alle film, både de kunstnerisk kompromisløse og krævende og de målgruppeorienterede, underholdende genrefilm, skal betyde noget for deres publikum,” siger Silje Riise Næss i en pressemeddelelse udsendt af Det Danske Filminstitut.

”Det er min erfaring, at opmærksomhed på publikum ikke behøver at stå i vejen for den kreative proces og den kunstneriske frihed – tværtimod kan det være med til at rendyrke et projekts kunstneriske egenart og styrke kvaliteten i det færdige resultat.”

Kærlighed til dansk film
Silje Riise Næss kommer fra en lignende stilling som spillefilm- og dramaseriekonsulent på Norsk Filminstitutt, hvor hun har været ansat siden 2015.

Hun har tidligere været programansvarlig ved Litteraturhuset i Oslo og er uddannet i litteratur- og medievidenskab fra universitetet i Oslo og Stockholm.

”Silje Riise Næss kommer med friske øjne og har allerede indgående kendskab og kærlighed til dansk film,” siger direktør for Filminstituttet, Claus Ladegaard, i pressemeddelelsen.

”Det er en stor glæde, at vi har kunnet tiltrække en kapacitet som Silje – og vi ser frem til, at hun bringer sine erfaringer og sin indsigt i spil her i Danmark.”

Den seneste konsulent, der blev hentet ind fra udlandet, var produceren Lena Hansson-Varhegyi, som sad på posten fra 2003 til 2008.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko