Også i dag tænkte jeg på ytringsfriheden

Fra: Mogens Rukov / Dato: 16/01/06 12:12
Har du før i dag tænkt over ytringsfriheden?

Fra: Jørgen Leth / Dato: 16/01/06 12:25
Ja, jeg har altid tænkt, at det var en vigtig rettighed, som skulle beskyttes for næsten enhver pris og som er undertrykt i de fleste lande med diktatur. Man kan ikke komme nogen vegne uden ytringsfrihed. Der er nogle ting, man ikke kan holde ud at forestille sig: tilstande uden ytringsfrihed. Det er ofte oprørende at læse om forholdene i Burma, Kina, det gamle Sovjet (det nye Rusland for den sags skyld: Beslan, forgiftning af den kvindelige journalist etc.), og i Haiti, hvor der er ytringsfrihed officielt, men hvor man bare kommer til at myrde de mest besværlige (og mest respekterede) journalister som Jean Dominique (hovedpersonen i Jonathan Demmes dokumentar The Agronomist), der kom til at sige sin mening direkte op i ansigtet på sin gamle ven Aristide.

Fra: Mogens Rukov / Dato: 16/01/06 12:33
Det undrer mig egentligt, jeg har nærmest kun tænkt på ytringsfriheden som en selvfølge. Ikke at jeg har troet, at den var det eller at den har været særlig udbredt. Men det lyder for mig næsten for heroisk, den måde, du skriver det på. Det er faktisk først nu, at det går op for mig, at den tøven, den angst, jeg har haft for at ytre mig mod det herskende establishment, den politiske korrekthed, var af en art, at den kunne knytte sig til begrebet om ytringsfrihed. Altså: Jeg har tænkt på ytringsfriheden og dens afgørende vigtighed, men aldrig tidligere virkelig mærket dens betydning, ikke følt den med inderlighedens opmærksomhed. Jeg var uden for dens velsignelse. 

Fra: Jørgen Leth / Dato: 16/01/06 12:48
Jamen, jeg har aldrig tænkt på den som et problem for mig selv, før nu. Jeg har altid skrevet nøjagtig, hvad jeg har haft lyst til og kan overhovedet ikke forestille mig noget kompromis. Det har været en lyst og tilbøjelighed at kunne skrive imod strømmen, i polemik mod det gældende. Ytringsfrihed er en naturlig og indiskutabel ret, noget der ikke er nogen grund til at tænke over i vores vidunderlige, frisindede land. Så for mig også har det bare været en selvfølge. Men jeg følger jo intenst med i, hvad der sker ude i verden, som daglig læser af blandt andet Herald Tribune, og som udlænding i Haiti står jeg over for en ret påtrængende virkelighed, hvor ytringsfrihed nok er en ret, men en ret, der kan koste livet.

Fra: Mogens Rukov / Dato: 16/01/06 17:12
Skal Holocaustbenægtere også nyde godt af ytringsfrihed? Jeg spørger for at gøre samtalen smertelig.  

Fra: Jørgen Leth / Dato: 16/01/06 18:17
Ja, det gør ondt at svare på det spørgsmål. Jeg tror ikke, man kan grad-bøje ytringsfrihed. Man kan godt hade nogle, der "nyder godt" af den og hvis synspunkter man må foragte. Men retten til at ytre selv de mest uhyrlige ting — dén tror jeg, at jeg vil forsvare. Jeg er ikke vant til at være princip-rytter, og det er muligt, at du ved at gøre samtalen mere "smertelig" skaber en vis uro. Jeg synes ikke, at den iranske præsident som statsleder burde tillade sig at tale, som han gør om holocaust, men nu gør han det, og så må vi tage det derfra. Det samme gælder historikeren David Irving. Jeg kan ikke lide det. Det gør lidt ondt. Men der er jo også kødædende planter i junglen. De onde må være synlige, vi må være i stand til at kende dem.

Fra: Mogens Rukov / Dato: 16/01/06 18.22
Den tidligere danske udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har rost sin far for at lære ham, at fordi vi har ytringsfrihed, så er det ikke en tvang til at ytre sig. Samtidigt fortalte en dansk-muslimsk komiker, at hans far havde lært ham, at man har pligt til at ytre sig. De fleste herhjemme — fra eliten altså — giver for øjeblikket udtryk for, at man skal være anstændig, omgås ytringsfriheden med omtanke, være hensynstagende. Er det altså en frihed under ansvar? 

Fra: Jørgen Leth / Dato: 16/01/06 19:15
Man kan jo holde kæft, det er tilladt og kan ofte anbefales. Jeg gør det selv, når jeg synes, det er bedst. Det ved du, jeg holder mig som regel tilbage. En frihed under ansvar: ja. Ord kan jo være livsfarlige. Og det mener jeg, for jeg har været på tæt hold af bestemte eksempler på, at ord kan føre til mord og brand. Man må håbe, at ytringsfriheden forvaltes ansvarligt af den enkelte, men det kan man ikke være sikker på. Nu føler jeg mig på gyngende grund, jeg tænker ikke så meget på den aktuelle debat i Danmark, men på en præsident — som jeg har fulgt i mange år og mødt flere gange — der har været meget vidende om sin egen demagogiske-diabolske magt og har spillet på, at han på nogle få minutter kunne ophidse en befolkning til at gå ud og ødelægge og slå ihjel. Det kan man jo godt kalde en slags misbrug af ytringsfriheden. Nu har du fået drejet samtalen hen i det berømte hjørne, hvor jeg føler mig fanget i modsætningen mellem at tro på ytringsfriheden som en absolut demokratisk værdi, og så det man må kalde misbruget af samme. Jeg er ikke klog nok til at komme med en absolut løsning på dilemmaet. Det er jo meget svært at indsnævre ytringsfriheden til at gælde for nogle, for eksempel modige journalister og forfattere, og så ikke for djævelske folkeforførere.

Fra: Mogens Rukov / Dato: 16/01/06 20:11
Jeg bliver mere og mere overbevist om, at man har pligt til at bruge ytringsfriheden og at ytringsfrihed under ansvar er et rigtigt uldent begreb. Det er godt for magthaverne, for de ytrer sig så at sige ex officio, så derfor kan de sagtens tale om ansvarsfølelsen. De er pålagt at snakke, så måske er der tale om, at de ved deres stadige linde talestrøm udøver en slags løbende forførelse ind i deres tankebaner. Over for dem gælder der for os andre det samme som over for folkeforførerne (som jo har den samme ex officio-talepligt), at vi har pligt til at bruge vores ytringsfrihed, for at korrigere, reducere, argumentere. Nogle vil putte etik ind i ytringsfriheden. Udtrykket ytringsfrihed-under-ansvar er ét eksempel, i andre tilfælde kalder man det samme selvcensur. Jeg synes, det er noget pjat. Indskrænkningerne i ytringerne skal ligge et andet sted end i ytringsfriheden. I materien, dét vi snakker om, den hensigt vi snakker med, det vi ønsker at bevæge. Ytringsfriheden har måske noget, man kunne kalde et objektivt korrelat, nemlig den virkelighed, som ytringerne går på. Du kender min holdning til DR's udenrigsjournalistik. Samtidig med ytringsfriheden ligger der et tjek af virkeligheden og en pligt til at ytre sig. I denne dialektik balancerer vi.

Fra: Jørgen Leth / Dato: 17/01/06 20:37
Jeg er glad for, at du føler sådan og at der er nogle, der føler en forpligtelse til at ytre sig om ting, der betyder noget i livet og den politiske virkelighed. Det er klart nødvendigt. Uden ytringsfrihed ville vi stå stille. Jeg tænker pt. mest på Kina. Så for nylig ved en filmfestival en mesterlig episk dokumentarfilm, Janmo (Before the Flood), lavet af et kinesisk hold om undertrykkelse af befolkningen i et område, der skulle oversvømmes efter storstilet dæmningsbyggeri af den slags, den kinesiske regering sætter højere end miljø og mennesker. Jeg følte, at den film kræver mod. Vi ved, hvor brutale undertrykkere af borgerrettigheder de kinesiske myndigheder er. Vi ved, at de hader folk, som siger sandheden. Jeg mener i øvrigt, at mange vestlige lande helst vil glemme alle problemerne med borgerrettigheder i Kina, fordi det er så profitabelt at holde sig gode venner med verdens nye stormagt. Jeg var jurypræsident i den festival, og vi gav førsteprisen til filmen.

Fra: Mogens Rukov / Dato: 17/01/06 21:23
Om Kina er jeg enig, selvfølgelig, men jeg vil gerne vende tilbage til tanken om det objektive korrelat. Det er karakteristisk for journalistikken, at den ligesom kun kan omfatte få aspekter af alt. Det er en alvorlig anke også imod ytringsfriheden. Virkeligheden skal trænge ind i sproget, i stedet for at sproget retorisk tilrettelægger virkeligheden. Det sidste synes jeg sker ofte i dag. Der er — også ideologisk — tilrettelæggelse. Det gælder i nogen grad selv i Herald Tribune, som også er en af mine daglige kilder, og faktisk i temmelig høj grad i hoved-historierne i dens moderavis, New York Times, men begge steder er der gudskelov ofte huller ud til virkeligheden. De kommer hele tiden med artikler, som ikke hører sammen med "det man skriver om", "det man mener" og "det man skal mene". Der er frisk luft i dem. For dem er det relevant, at virkeligheden også findes, og de får så lov at optræde i spalterne (hvor er de danske intellektuelle og pressen, når det gælder Irans atombombe, truslen om at slette Israel af landkortet?). Det er også et aspekt af det, vi taler om: at være fri. De intellektuelle herhjemme arter sig, som den fransk-jødiske Alain Finkielkraut sagde i et interview om de franske intellektuelle i forbindelse med nedbrændingen af skoler i de franske forstæder: Hvad er det for intellektuelle, der kan forsvare nedbrænding af skoler? Hvad er det for intellektuelle, der kan forsvare indskrænkning af ytringsfriheden? Censurerer man ytringsfriheden, er det en censur af forestillingerne, det er en indskrænkning af bevidsthedens område.

Fra: Mogens Rukov / Dato: 17/01/06 21:23
Om Kina er jeg enig, selvfølgelig, men jeg vil gerne vende tilbage til tanken om det objektive korrelat. Det er karakteristisk for journalistikken, at den ligesom kun kan omfatte få aspekter af alt. Det er en alvorlig anke også imod ytringsfriheden. Virkeligheden skal trænge ind i sproget, i stedet for at sproget retorisk tilrettelægger virkeligheden. Det sidste synes jeg sker ofte i dag. Der er — også ideologisk — tilrettelæggelse. Det gælder i nogen grad selv i Herald Tribune, som også er en af mine daglige kilder, og faktisk i temmelig høj grad i hoved-historierne i dens moderavis, New York Times, men begge steder er der gudskelov ofte huller ud til virkeligheden. De kommer hele tiden med artikler, som ikke hører sammen med "det man skriver om", "det man mener" og "det man skal mene". Der er frisk luft i dem. For dem er det relevant, at virkeligheden også findes, og de får så lov at optræde i spalterne (hvor er de danske intellektuelle og pressen, når det gælder Irans atombombe, truslen om at slette Israel af landkortet?). Det er også et aspekt af det, vi taler om: at være fri. De intellektuelle herhjemme arter sig, som den fransk-jødiske Alain Finkielkraut sagde i et interview om de franske intellektuelle i forbindelse med nedbrændingen af skoler i de franske forstæder: Hvad er det for intellektuelle, der kan forsvare nedbrænding af skoler? Hvad er det for intellektuelle, der kan forsvare indskrænkning af ytringsfriheden? Censurerer man ytringsfriheden, er det en censur af forestillingerne, det er en indskrænkning af bevidsthedens område.

Fra: Jørgen Leth / Dato: 19/01/06 18:27
God journalistik er vigtig af den simple grund, at det jo er de gode aviser, der giver os en fornemmelse af at forstå, hvad der sker i verden. Journalister skal beskrive virkeligheden, så skal vi nok gøre, hvad vi kan for at forstå den. Vi tager villigt rollen som den intelligente læser, hvis de tager opgaven at fortælle med både sanser og fornuft. Det er vigtigt at opleve, at virkeligheden findes og ikke bare meningerne om den. Jeg er også enig med dig i, at forestillingsevnen for enhver pris ikke må indskrænkes. Det er meget kedeligt, hvis man ikke må tænke det ene eller det andet, fordi det måske er uartigt eller kan være sårende for andre. Brugen af ytringsfrihed er ikke bare et fægtevåben, men en blotlæggelse af tanker og forestillinger. Ellers er det jo meningsløst det hele. Ja: Alt er emne for forestillingen. Hvis man giver sig til at censurere forestillings-evnen, så ville store dele af litteraturen falde ud. Så ville bogholderiet trænge ind i den skrivendes hjerne, kalkuleringen af, hvad der kan accepteres og hvordan man kan snige sig ind i det gode selskab. Kort sagt: selv-censuren.

Fra: Mogens Rukov / Dato: 19/01/06 23:40
Okay, lad os slutte her. Vi slutter med den enighed, du beskriver. Jeg tilføjer bare noget, som du ikke skal svare på, som helt er mit, den kendte krølle på halen, der gør hunden glad. Lynchningen af dig i efteråret. Det er faktisk den behandling, der får mig til at sige, at man har pligt til at bruge ytringsfriheden, som jeg på et tidspunkt bemærkede. Jeg skulle have reageret meget kraftigere for dig, end jeg gjorde i de små, beskedne støttende kommentarer, jeg havde i Berlingske Tidende. Jeg skulle have været stærkere i mit forsvar for dig. Det var min pligt. Jeg skulle have slået hårdere ud mod de sindssyge kællinger, som angreb dig, og de små luskepikke — betragtet med respekt her i landet — der slog hånden af dig, TV 2-folkene, udenrigsministeren og chefredaktøren fra Politiken. Damen fra kvindeforeningen har jeg tidligere hørt som desperat og ligegyldig. Lone Dybkjær er i min simple erindring sammenblandet af noget med sex og et formandsvalg hos socialdemokraterne, fremtvunget af hendes eget parti — hvilket mærkeligt sammenfald mellem lagen og valgplakat, det ene trykt på det andet. Man kan ikke undgå den slags lunatics. Jeg var forsigtig i mine kommentarer. Jeg var bange for deres bersærkergang, der kunne vælte alt i deres vanvid. Listepikkene er nogle af de samme, der er ved at ødelægge vores europæiske identitet med alt deres diplomatiske medløberi, deres falskspilleri — humanismen. Men jeg ved, at du er blidere i din vurdering af tilstanden her i Danmark. Og du må ikke svare mig. Det er blot min egen krølle. Og vi var allerede færdige, før jeg begyndte at skrive dette.

...

Fra: Jørgen Leth / Dato: 04/02/06 10:44
De sidste dages voldsomme begivenheder får mig til at tænke, at måske skal vi føje en slutbemærkning til. Jeg vil gerne bevare håbet om, at dialog er mulig og at moderate kræfter kan komme ind og besindiggøre debatten. Men jeg har frygtelige anelser om, at afgrunden er for stor. Ytringsfriheden bør komme styrket ud af denne konfrontation. Jyllands-Postens provokerende ide har — trods tegningernes diskutable kvalitet — medført stort anlagte debatter på både BBC og CNN om ytringsfrihed kontra det temmelig uldne krav om "respekt". Dermed har JP måske uventet fået ret i, at det ville være interessant at teste selvcensurens tilbøjeligheder over for ukontrollable reaktioner. Hvis vi står over for et sammenstød mellem civilisationer, så kan det ikke ties væk. Pænhed hjælper ikke. Jeg er enig med Enzensberger i, at "når det kommer til bombetrusler og den slags, er der ikke noget at forhandle om".

Fra: Mogens Rukov / Dato: 04/02/06 12:44
Ambassadører, regimer, den arabiske gade i London, Mellem- og Fjernøsten, palæstinenserne, Hamas — har opført et skuespil, der må have fået nogen til at vågne op omkring den politiske realitet i konfrontationen mellem civilisationer. Søde og bløde mennesker i Europa har påstået, at vi dyrker samme gud, at vi bare skal i dialog. Men det er ikke samme gud, ikke samme sprog. Danskere, herunder statsministeren, undrer sig over reaktionen i Gaza, for vi har jo støttet palæstinenserne med mange gange 100 millioner kroner. Få lande har som Danmark forsøgt at fremme dialogen. Det hele var pjat: palæstinenserhjælpen, Cairo-dialogcentret. Ytringsfriheden har, ved på én dag at tegne tolv ansigter, revet masken af 30-40 års hykleriske forsøg på at skjule arabisk realitet. Det viser ytringsfrihedens styrke: klarhed, virkelighed. Kun provokationer — ikke plaisanterier — fremmer udvikling.