Nyhed
31. jan. 2020 | 15:09 - Opdateret 01. feb. 2020 | 15:07

Overgrebsanklaget instruktørs film til Danmark

Foto | Légende Films
Roman Polanski tager sig til hovedet under optagelserne af Officer og spion, som både er blevet rost af anmelderne og kritiseret som et selvforsvar af den overgrebsanklagede instruktør.

Roman Polanskis roste drama om et fransk justitsmord er blevet købt til danske biografer, men distributøren vil ikke svare på spørgsmål om det kontroversielle valg.

Af Nicki Bruun og Claus Christensen

Officer og spion opsluger sit publikum, og allermest fornøjelig er måden, Polanski nytænker den velkendte fortælling om den modige detektiv på og stadig forbliver tro mod perioden.”

Sådan skriver Ekkos internationalt anerkendte kritiker Lee Marshall og giver fem stjerner til Roman Polanskis drama om den såkaldte Dreyfus-affære i det 19. århundredes Frankrig.

Den handler om et justitsmord og er af nogle anmeldere blevet betragtet som Polanskis selvforsvar. Filmen fik i september verdenspremiere på Venedig-festivalen, hvor den vandt juryens pris.

Men den fik også kritik for, at instruktøren overhovedet var blevet udtaget. Det skyldes en sag fra 1977, hvor den dengang 43-årige Roman Polanski ifølge anklageskriftet havde givet en trettenårig pige champagne med narko, hvorefter han skulle have forgrebet sig på hende.

Polanski erklærede sig skyldig i ”ulovlig seksuel omgang med en mindreårig”, men forld USA og undgik dermed at blive straffet.

Retfærdighed frem for moral
Myndighederne har forgæves forsøgt at få ham udlevere. Og siden er der kommet nye beskyldninger fra skuespillere mod i dag 86-årige Roman Polanski.

Kritikken er netop blevet rejst igen, fordi instruktørens film har fået ikke mindre end tolv nomineringer ved César-prisfesten, der er det franske svar på Oscar-uddelingen.

”Jeg er chokeret. De 400 filmpersoner, som har stemt for nomineringerne, har hyldet Polanski med tolv nomineringer – tolv er også antallet af kvinder, som i dag anklager Roman Polanski for voldtægt,” siger Céline Piques, som er talskvinde for den feministiske organisation Osez le Féminisme, ifølge britiske BBC.

”Det her handler ikke om moral, men om retfærdighed.”

Får kolde fødder
Officer og spion
er blevet købt til Danmark af distributøren Filmbazar, som giver filmen med den franske originaltitel J’accuse biografpremiere 23. april.

Selskabets direktør, Trine Hauerslev, havde indvilliget i et interview med Filmmagasinet Ekko om baggrunden for den kontroversielle beslutning. Vi ville have hørt, om Filmbazar sender et signal om, at man skal adskille kunsten og kunstneren – som Ekkos Lee Marshall mener.

Men efter distributøren har fået lov at se spørgsmålene på forhånd, er hun sprunget fra.

”Filmbazar ser frem til at lancere den nye roste og prisbelønnede film fra mesterinstruktøren Roman Polanski i Danmark,” skriver Trine Hauerslev i en mail og tilføjer, at hun ikke har yderligere kommentarer.

Tragisk historie
Roman Polanski er kendt for mesterværkerne Chinatown og Rosemary’s Baby.

Men den polskfødte instruktør bærer også på en tragisk livshistorie. Han flygtede som barn fra nazisternes jødeudryddelse og mistede siden sin kone, skuespilleren Sharon Tate, der blev myrdet af Charles Mansons Hollywood-kult i 1969.

Det er en del af handlingen i Quentin Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood, men de senere år har de fleste overskrifter om Roman Polanski været, når kvinder anklager ham for overgreb.

I 2013 udgav hans unge offer fra dommen i 1977, Samantha Geimer, ganske vist en bog, hvor hun slår fast, at hun har tilgivet instruktøren og ikke ønsker ham straffet. Men siden kom flere sager til.

I 2017 anmeldte den tyske skuespiller Renate Langer ham for at have voldtaget hende to gange i 1972, hvor hun var femten år gammel. Og efter premieren på Officer og spion hævdede fotografen og den tidligere skuespiller Valentine Monnier, at Polanski havde voldtaget hende brutalt i 1975, da hun var atten år.

Smidt ud af Oscar
Flere kvinder har delt overgrebshistorier om instruktøren.

Andre stod frem i henholdsvis 2010 og 2017, hvor først den britiske skuespiller Charlotte Lewis og siden en kvinde med dæknavnet Robin M. fortalte, at han havde forgrebet sig på dem år forinden.

Roman Polanski vandt i 2003 en Oscar for sit krigsdrama Pianisten, men i 2018 blev han smidt ud af Oscar-akademiet på grund af voldtægtsanklagerne.

Instruktøren har selv hele tiden nægtet overgreb og fastholdt, at historierne enten ikke har noget på sig, eller at der var tale om sex med samtykke.

Trailer: An Officer and a Spy

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko