Sådan er livet

Tegnefilminstruktøren Jannik Hastrup har en bemærkelsesværdig evne. Han kan tale direkte til børn. Ikke ned til eller hen over hovedet på dem, men lige i øjenhøjde. Flere af hans mange tegnefilm er da også blevet klassikere, ikke mindst serien om Cirkeline, den humørfyldte lille pige i den prikkede kjole.

”Jeg har altid holdt døren åben til det barn, der var engang, og jeg gør det i høj grad, når jeg laver film,” fortæller han. ”Det er ikke en dør, jeg åbner og lukker, men i det øjeblik jeg sætter mig ned, så kommer det bare. Det handler om ikke at glemme, hvem man var. De film, vi laver, er de film, vi ikke selv så, da vi var børn. Film, jeg har lyst til at se.”

Jannik Hastrup er netop nu aktuel i biograferne med Drengen der ville gøre det umulige, et storslået eventyr, der har kostet 33 millioner kr. og er skabt i samarbejde med danske animatorer, en fransk producent og franske effects-folk. Filmen modtog hæder på den netop overståede Børnefilmfestival i Berlin, og fik disse ord med på vejen af juryen: ”Dette er et mesterværk i animation, simpelt hen en smuk film med vidunderlig musik.”

Sorg og hævntørst
Drengen der ville gøre det umulige foregår på Grønland. Den handler om en dreng, der bortføres fra sine eskimoforældre og vokser op hos en isbjørn, som selv lige har mistet sin nyfødte unge. Som teenager skal drengen – med hjælp fra ånden i fjeldet – finde ud af, hvad han vil være: menneske eller isbjørn.

De danske stemmer leveres af blandt andre Paprika Steen, Sidse Babett Knudsen, Tommy Kenter og Thomas Bo Larsen. Filmen er både barsk, poetisk og humoristisk og vil med sin kredsen om identiteten og forholdet mellem mennesket og naturen utvivlsomt sætte gang i snakken hos børnene og deres voksne.

To mødre mister begge deres børn i løbet af de første ti minutter, og selv om drengen tydeligvis trives hos isbjørnen, er eskimomorens sorg og eskimofarens hævntørst til at tage og føle på. Jannik Hastrup insisterer på at konfrontere det unge publikum med nogle af livets barske realiteter. ”Sådan er livet,” siger Hastrup, ”og det fortæller vi uden at glatte ud eller komme for meget sødsuppe på.”

”Der er en naturlig sentimentalitet i vores historie, hvor amerikanske film har det med at sovse tingene ind og trøste og trøste,” fortsætter Hastrup. ”Det betyder, at man ikke bliver rørt. Og selvfølgelig skal man græde, når det gør ondt, hvad enten det er ens mor, der er død eller andre voldsomme ting. Det gælder også for film, man må blive rørt de steder, uden at nogen siger, at ’det skal du ikke tænke på, kom og spis en kage’.”

Man kan sagtens servere historier, der gør ondt, mener Hastrup. Det er historier med smerte, som bliver siddende. Men Hastrup erkender, at der i film for børn er behov for forløsning. ”Jeg ved godt, at vi har bragt os i en lidt problematisk situation i filmen. Det er den samme slutning som i Havets sang, vi lavede for mange år siden. Det er forfærdeligt synd, hvis man ser det fra forældrenes side: De har mistet et barn. Men de fleste børn synes, at det er godt, for nu kommer drengen derhen, hvor han helst vil være. Han vælger at gøre det umulige og forlader sine forældre for at blive isbjørn.”

Billigt snelandskab
Det var i Danmarks Radios B&U-afdeling, at Jannik Hastrup (født 1941) lærte sit ”frisprog”, som han selv kalder det. Her begyndte han at lave tegnefilm sammen med Flemming Quist Møller, og i årenes løb er det blevet til både korte og lange film, hvor han har blandet flyttefilm og mere traditionel, flydende animation.

Mindeværdige film som Bennys badekar, Trællene, Samson og Sally, Fuglekrigen og Aberne og det hemmelige våben er blevet til i et frugtbart samarbejde med forfatteren Bent Haller. Ideen til Drengen der ville gøre det umulige opstod, da Hastrup og Haller over et par flasker rødvin spurgte hinanden om, hvordan de kunne lave en billig tegnefilm. Svaret var indlysende: Den skulle selvfølgelig foregå på Grønland, midt i den hvide sne!

”På den måde kunne vi lade så meget af papiret stå hvidt som muligt og nøjes med at tegne et dyr engang imellem,” siger instruktøren. Altså begyndte makkerparret at læse grønlandske sagn og eskimo-eventyr, men de kunne ikke finde det helt rigtige. Hastrup var ved at opgive, da Haller sendte ham de to første sider af det, der skulle blive til Drengen der ville gøre det umulige. Men efter at have fået manuskriptstøtte kunne Haller og Hastrup ikke komme videre med projektet hos Det Danske Filminstitut, og de lavede i stedet en bog ud af historien, Drengen og ånden i fjeldet. To film senere, H.C. Andersen og den skæve skygge samt Cirkeline – ost og kærlighed, kom det grønlandske eventyr dog i spil igen.

”Der var en franskmand, som havde set Skyggen i Berlin, og han henvendte sig og sagde, at hvis vi havde et projekt, så ville han gerne være med. Jeg tænkte, at den mand er gal! Vi plejer ikke at reagere på den slags, men vi sendte ham vores manuskript, og han sagde, at han gerne ville skaffe halvdelen.” I alt fik Hastrup 14 mio. kroner fra den franske producent, som blandt andet også har stået bag den meget roste, franske animationsfilm Kirikou og troldkvinden.

”Et forfærdeligt co-produktionsræs,” siger Jannik Hastrup om den periode, som fulgte. Ikke mindst sproget var en hindring. Men den franske producent havde få krav til det kunstneriske – blot måtte der ikke være så meget hvidt i filmen, som Hastrup havde forestillet sig. Og for de mange penge måtte Hastrup og hans produktionspartner, Marie Bro, også give noget igen, blandt andet ved at overlade franskmændene nogle ærefulde poster på selve produktionen.

Hastrup, der ellers har arbejdet sammen med Fuzzy i mange år, accepterede, at en fransk komponist blev knyttet til filmen. Og ikke mindst insisterede producenten på, at der også kom en fransk forfatter på historien. Det kunne have udviklet sig i en uheldig retning, men begge dele fik et lykkeligt udfald. Filmen havde premiere i Frankrig i november sidste år. Den fik blandede anmeldelser, men er gået godt i biograferne. Da jeg talte med Hastrup, var den blevet set af en halv million franskmænd, hvilket er godt for en dansk animationsfilm.

Ikke kun til børn
Spørger man Jannik Hastrup om, hvordan han udvælger sine historier, så ved han det ikke rigtigt. Men han forklarer, at det er forholdet mellem personerne, som tænder ham på en historie.

”Drengen der ville gøre det umulige fortæller på en måde drengens historie. Men vi har også lavet filmen for at finde ud af, hvad det er for en historie. Jeg har nok overblik over historien, når vi starter, men hvad den egentlig handler om, de dybereliggende motiver – hvorfor personerne gør, som de gør – dét er noget, som vi tegner os frem til,” siger Jannik Hastrup, der ikke tegner selv og inden for visse rammer gerne lader sine tegnere improvisere. ”I det øjeblik, der kommer ti-tolv animatorer med hver deres figur, sker der noget. En figur kan få mere og mere plads i historien på grund af tegneren. På den måde bliver filmen mere levende. Det er en organisk proces og en form for improvisation.”

Jannik Hastrup synes ikke, at han kun fortæller historier for børn, men for alle, og han er træt af at blive ”typecastet” af filmkonsulenter og journalister, der mener, at tegnefilm kun er for børn. ”Selv hvis jeg vil lave noget ud fra en mere voksen synsvinkel, havner det ofte på børnefilmkonsulentens bord, også selv om det ikke har noget med børnefilm at gøre. ’Det er tegnefilm, og det forstår jeg mig ikke på,’ siger voksenkonsulenten i ramme alvor.”

Hastrup hiver pludselig en tegneseriestribe frem. ”Det er sådan noget, jeg også gerne vil lave,” siger han om striben, som han forgæves har forsøgt at få afsat til dagblade. Det er en bidsk kommentar til situationen i Mellemøsten og viser en lille, jødisk mand, som ikke kan få Davidstjernen til at makke ret. Den går i opløsning, mens manden taler om, at jøderne vil freden. Efterhånden som stjernen forvandler sig til et hagekors, bliver han mere og mere vred og siger til sidst: ”De skal dræbes alle sammen!”

Det er en side af Cirkelines far, man sjældent har set, men den går fint i tråd med instruktørens håb om, at hans film har nogle videre perspektiver. I film som Samson og Sally, Fuglekrigen og Aberne og det hemmelige våben er instruktørens sociale og politiske pointer da også til at få øje på.

Indvandrermusen
”Vi tænkte meget over, om vi skulle vise Thulebasen og en nedstyrtet B52’er i Drengen der ville gøre det umulige. Det var oplagt at tage det aspekt med, men jeg valgte alligevel at lade være, for det ville have afsporet historien.”

”Man kunne sagtens forestille sig en historie, hvor drengen kommer op på fjeldet, men der er ingen ånd. Hvor er ånden? Han er flyttet ned på Thulebasen. Men så skulle der noget mere nutidigt ind i historien, f.eks. at man ikke kan blive isbjørn i dag, fordi naturen er forurenet. I Samson og Sally var det politiske – forureningen – virkelig integreret i historien. Havet bliver forurenet, og det er en ulykke for dem, der lever i det. Derfor var det okay at vise både olieudslip og oliebrand.”

Men selv om Drengen der ville gøre det umulige ikke er så åbenlyst samfundspolitisk som Hastrups tidligere film, er det ikke ensbetydende med, at han ikke har længere har noget på hjerte.

”Jeg ved godt, at skilsmisser og den personlige ulykke er stor i dag, og det er pissefedt, at dansk film har så stor succes,” siger instruktøren. ”Men de kunne godt tage at berøre nogle andre emner. Det er klart, at det hele ikke skal handle om indvandrere, men det er noget af det, jeg helst vil beskæftige mig med. Der var ingen mulighed for at gøre det i Drengen der ville gøre det umulige. Jeg gør det i Cirkeline med Hassan (anden generations indvandrermusen, red.) og har en plan om at lave endnu en Cirkeline-film, hvor det er endnu mere fremtrædende. Men man kan jo heller ikke have, at der kommer seks hvide rotter og jager Hassan og hans familie på gaden. Det skal laves meget elegant.”