Torture porn

De sidste ti år har været blodige i gyserfilmen. I den amerikanske Hostel II vågner den kvindelige hovedperson op og opdager, at hun er spændt fast i en stol i en forladt østeuropæisk fabrik, hvor en psykopat har betalt for at torturere hende til døde.

Hvad nu? Beth snakker sig vej ud af stolen, klipper pikken af psykopaten og smider stumpen til hundene.

I den engelske The Descent må heltinden Sarah svømme gennem en sø af blod og legemsdele og skjule sig i en bunke ligrester. Og i det franske drama Irréversible bliver Alex analt voldtaget af en alfons, der samtidig smadrer hendes ansigt til en blodig masse.

De film, du skal læse om her, er hårde at se. De er kvalmende og grænseoverskridende i deres insisteren på at vise ting, du ikke har lyst til at forestille dig. I USA bliver de kaldt ”torture porn”, og i Europa taler man om en ”new extremity”. Bag den udfordrende æstetik finder vi gysets basale ærinde: at angribe den gode smag, udfordre borgerlig moral og vende verden på vrangen.

Kritikerne udvandrer
Torture porn er en grafisk og blodig æstetik, der i det seneste årti er blevet udbredt i film fra hele verden. Vi ser det især i gyserfilm og dramaer. Den amerikanske filmkritiker David Edelstein opfandt udtrykket i 2006, da han i New York Magazine undrede sig over, hvorfor vi skulle se al den vold. Ikke bare i gysere som Saw-serien, de to Hostel-film, The Devil’s Rejects og australske Wolf Creek, men også i Mel Gibsons The Passion of the Christ og Gaspar Noés Irréversible.

På tværs af høj- og lavkultur opstod en gruppe af film, der skummede af tortur, vold, kannibalisme og voldtægter. Hvorfor?

Irréversible har to voldsscener, der ved premieren i Cannes i 2002 fik først den ene halvdel af publikum til at udvandre og siden den anden.

Første voldsscene er i begyndelsen af filmen, hvor to mænd dræber en tredje mand i en bøsse-sexklub ved at smadre hans hoved med en brandslukker. Kameraet cirkler omkring de to mænd, så vi bliver svimle, lydsiden har en dyb, skurrende baslyd, og scenen er optaget i hidsige røde og orange farver. Manden bliver ved at røre sig, indtil hans kranie er kvast i småstykker.

Fordi historien er fortalt baglæns – og vi altså fra starten ikke ved, at drabet er en hævnaktion – fremstår volden uden forklaring og uden en krog, vi kan hænge vores identifikation på. Vi aner ikke, hvem der er helt og skurk, og vi kender ikke baggrunden for hævnen. Vi ser kun den rene vold.

”Jeg kiggede et øjeblik på biografens exit-skilt, så lukkede jeg mine øjne, stoppede fingrene i mine ører og nynnede et gammelt mantra. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg også skulle tortureres. Jeg ønskede hverken at identificere mig med offeret eller med gerningsmanden,” skrev David Edelstein i sin anmeldelse.

For voldens skyld
”Torture porn” var ment som kritik, men fordi begrebet fanger den fysiske side af volden, blev det straks til den gængse betegnelse for de nye, blodige film.

Tortur peger på afmagt og afstumpethed i mødet mellem offer og monster. Her er ingen dialog, kun fysiske og blodige handlinger, til forskel fra ”pæne” gysere som Den sjette sans. Volden er dialogen, hvilket Lars von Triers Antichrist leger med, når Manden forklarer Kvinden, at stemmerne i skoven er noget, hun bilder sig ind.

”You’re so damn arrogant,” svarer hun, og han forstår først alvoren, da hun bolter et møllehjul til hans fod, hamrer en brændeknude i hans skridt og klipper sin klitoris af med en saks. Ja, hun er en heks, i hvert fald hvis man tager filmen på ordet.

Porn fanger voldens hardcore-kvaliteter. Den er påtrængende, når den ligesom pornofilmens cumshot siger: ”Ja, jeg er virkelig!” Den er eksplosiv i sin afsløring af det ellers skjulte, når vi ser den afklippede vulva, det åbne kranie og Alex’ knuste ansigt. Og den er indtrængende i sin monotone gentagelse som i Irréversibles otte minutter lange voldtægt eller de gentagne tortursekvenser i Saw- og Hostel-filmene, der nærmest hamrer billederne ind i os.

Det er vold for voldens skyld, på samme måde som århundredeskiftets dekadente kunst var kunst for kunstens skyld. Ligesom kunsten nægter også volden at tjene det gode. Derfor ender gode figurer med at begå samme vold som onde figurer. Slår man kommentarlydsporet til på Hostel-dvd’en, morer instruktør Eli Roth sig med Quentin Tarantino over, hvor langt han tør gå. Denne vold er et oprør mod pænheden, den er antipuritansk, præget af sort humor, kreativ nytænkning og en infantil provokation.

Horrorheltinden
Gruppen af torture porn-film er så blandet, at vi dårligt kan tale om ét typisk plot. I Saw-serien skal man løse seriemorderens gåder, andre film er twistede psykodramaer som Haute Tension, og andre igen er Bad Place-historier, hvis personer ender et Slemt Sted såsom hos familien, der driver motel i Frontière(s)

På tværs af de mange plots går en figur igen, nemlig horrorheltinden. Hun er i familie med actionfilmens kvindelige helt og med ”the final girl”, som filmforskeren Carol Clover har kaldt den sidste overlevende, der i slasherfilmen overvinder monsteret.

Horrorheltinden er sød, som regel for sød, ligesom naive Beth, der lader sig lokke til Slovakiet af en ukendt kvinde iført en t-shirt med et dødningehoved. Ikke just klogt. Horrorheltinden ender et Slemt Sted, hvor hun bliver taget til fange, enten metaforisk som i Antichrist eller bogstaveligt som i Frontière(s), Hostel II og Martyrs. Her forvandles hun fra subjekt til objekt: Hun bliver nogens måltid, nogens patient, nogens fødemaskine, nogens voldtægtsoffer.

Det Slemme Sted viser torture pornæstetikken på nært hold, og for at slippe fri må horrorheltinden kaste sin søde eller naive side over bord. I Antichrist må Kvinden erkende, at hendes psykoterapeutmand ikke forstår hende. Hendes forvandling fra patient til furie er nok overvældende, men samtidig absolut troværdig. Anna i Martyrs opgiver håbet om, at hun med sin godhed kan fjerne det onde. Sarah i The Descent må opgive forestillingen om, at hendes afdøde mand var hende tro.

Og i À l‘intérieur må hovedpersonen sande, at højgraviditet kan blive en blodig tilstand, når andre ønsker det nye liv. I sidstnævnte film overgår den blodige graviditet endog uhyggen i Alien, hvilket jeg ellers ikke troede muligt.

Ikke alle horrorheltinder overlever i torture porns uforudsigelige univers. Manden kvæler Kvinden i Antichrist, Anna bliver flået levende i Martyrs, og seje Sarah i The Descent slipper heller ikke ud af det Slemme Sted. Enkelte gør dog. Beth forlader Hostel II fabrikken med en frisk tatovering og et medlemskab af ”jagtklubben”.

Ironi og grum alvor
Vold udnyttes forskelligt i torture porn, der i tone og stemning varierer fra pastiche over angst og ironi til grum alvor.

Hostel II er pastiche. Vi følger tre veninder, der har ladet sig lokke til en lille by i Slovakiet med afstressende spabad. Pigerne bliver solgt på en online-auktion. De gange, jeg har vist scenen, hvor kunder fra hele verden byder på de unge kvinder, lo mit publikum. Ikke fordi de er hjerteløse, men fordi krydsklipningen mellem kunderne, pigerne og budene på internettet er morsomt lavet. Det er morsomt, når Todd og Stuart vælger redskaber og klæder sig i badehætter og heldragter, og det er sjovt, når Todds motorsav går i stå, fordi ledningen er for kort.

Den sorte humor fortsætter i mødet mellem Stuart og Beth. Beth har først medlidenhed med Stuart, men da han dræber hendes veninde og kalder Beth en kusse, mister hun tålmodigheden. Scenen, hvor Beth fodrer vagthundene med hans pik, er også sjov. Ikke fordi vold er sjovt, men fordi volden er morsomt skildret.

Franske Pascal Laugiers Martyrs er en gyserfantasy-film, der bruger volden anderledes uhyggeligt og brutalt. I starten dræber den unge Lucie en familie – far, mor og to teenagebørn – der holdt hende fanget og mishandlede hende som barn. Anna, en veninde, hjælper med at rydde op i huset, da Lucie hører lyde fra loftet. Et monster – en nøgen kvinde, vanrøgtet og arret – dukker op og snitter i Lucies arme med en hobbykniv.

Monsteret omfavner Lucie, og mens vi instinktivt ønsker at kigge væk, afslører kameraet, at der ikke er noget monster. Hobbykniven bliver ført af Lucies egne hænder! Her skærper volden vores følelser og indlevelse. Anna når ikke at redde hende, men spørgsmålet er, om overgrebene sker i Lucies fantasi.

Torture porn bruges med andre ord i vidt forskellige genrer og med vidt forskellige formål. Men hvorfor skal disse film egentlig være så blodige og grusomme, at vi knap nok magter at se dem?

Efter et årti med fikse mainstreamgysere, hvor volden er gledet ubesværet ned med cola og popcorn, vender gyset tilbage til sin unikke kvalitet: at ryste os, så vi mærker vores krop og vores moral og ser verden på ny. Der er skam en mening, faktisk mange meninger, når volden rækker ud over filmlærredets kant og blænder os med ubehag, kvalme og blod. Den provokerende æstetik renser øjet for det skidt, der sætter sig som god smag og frossen moralisme. I dag mere end nogensinde. Men pas på: Der venter ikke noget kønt syn.

[t]TORTURE PORN
— udvalgte film

Two thousand Maniacs, 1964
Irreversible, 2002
Haute Tension, 2002
The Passion of the Christ, 2004
Saw, 2004
Wolf Creek, 2005
Hostel, 2005
The Devil’s Rejects, 2005
Rest Stop, 2006
Frontiers, 2007
Hostel II, 2007
A l’interieur, 2007
Martyrs, 2008
Antichrist, 2009[/t]