Nyhed
21. maj 2021 | 18:44

Trine Dyrholm åbner ny sæson af biografklub

Foto | Julie Vrabelova
Margrete 1. regerede i det 14. århundrede som den første dronning af Danmark.

Det stort anlagte drama Margrete den første med den danske skuespilstjerne som dronning bliver første film i magtfulde Biografklub Danmarks nye sæson.

Af Claus Christensen og Nicki Bruun

Som filmfan er det altid spændende at se, hvad den magtfulde forening Biografklub Danmark udpeger som sæsonens åbningsfilm. 

Med i omegnen af 200.000 medlemmer har biografklubben nemlig stor indflydelse på, om en film bliver en succes ved billetlugerne. 

Sidste år blev Thomas Vinterbergs senere Oscar-vinder Druk valgt som åbningsfilm, og den endte med at sælge over 800.000 billetter i danske biografer. 

Nu har Biografklub Danmark annonceret, hvilken film der skal åbne programmet for sæsonen 2021/22. Og valget er faldet på Charlotte Sielings stort anlagte periodedrama Margrete den første

Se trailer nederst! 

Alt tegner til en bragende succes, men der er i år et stort spørgsmål. På grund af coronavirus får Margrete den første ikke premiere i slutningen af august, men først den 16. september. 

Det er blot fjorten dage, før James Bond-filmen No Time to Die kommer på plakaten. En hård konkurrent om biografpublikummet, hvilket umiddelbart gør åbningspladsen mindre attraktiv end vanligt. 

Sommer fuld af gode film
Den lange biografnedlukning betyder, at den nuværende sæson af Biografklub Danmark er blevet presset godt sammen. 

Danske film som Christoffer Boes Smagen af sult, Lisa Jespersens Hvor kragerne vender og Bille Augusts Pagten får derfor premiere i henholdsvis juni, juli og august. 

Der er altså lagt op til en sommer fuld af gode film i biografen. 

Og 19. august kommer Anders Matthesens fortsættelse af Ternet Ninja, der uden Biografklub Danmarks hjælp blev en af de mest succesfulde danske film med næsten en million solgte billetter. 

Den 21. juni offentliggør Biografklub Danmark det fulde program for det kommende år ud.

Trailer: Margrete den første

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko