Ungdomsoprør på Færøerne

En ældre herre kigger ud over Færøernes hovedstad Torshavn gennem sine panoramavinduer. Han har et velplejet, hvidt fuldskæg og en kat, der holder ham med selskab.

De lokale i Torshavn kalder ham ”Julemanden”. I virkeligheden hedder han Leif Erik Niclasen og er guldsmed. I sin fritid kører han udløbet mad fra supermarkeder rundt til familier, der har brug for det.

Og så er han kristen.

”Enten tror du på Gud, eller også tror du på Satan,” som han siger.

Nede på Torshavns jordniveau sidder Dania O. Tausen på LGBT-baren Sirkus. Hendes kæreste Trygvi tager neglelak og makeup på, før han går på scenen for at synge.

Umiddelbart to diametrale modsætninger, men Dania er også kristen. De kulturelle og personlige spændinger skildres i Skål, der kan ses på Cph:Dox fra den 24. april.

”Der er mange kristne på Færøerne, der mener det samme som Leif, mens Dania måske er en mellemvej mellem det dogmatiske og det progressive,” forklarer danske Cecilie Debell, som har instrueret filmen sammen med færøske Maria Tórgarð.

”Det er en kærlig og velmenende menighed, som Dania kommer fra,” siger Maria Tórgarð.

”Jeg forstår godt, hvor givende det kan være at være en del af sådan et fællesskab. Men det er også dogmatisk. Der er en masse regler, og det kan føles snævert.”

Filmatiserer digtsamling
22-årige Dania kommer fra en lille bygd i det færøske bibelbælte. Hun er en troende, kristen sanger, der har et behov for at finde et alternativ til religionens dogmatik.

Ikke for endegyldigt at løsrive sig fra sine rødder, men for at kunne blive accepteret som den, hun er. For at udvide rammerne for, hvordan man kan være ung og kristen.

De overvejelser og oplevelser skriver hun om i en digtsamling ved navn Skål – eller på færøsk Skál – der er blevet en bestseller på Færøerne. Det er den bog, som Debell og Tórgarðs dokumentar tager navn efter og udgangspunkt i.

”Ligesom vi gør i filmen, beskriver Dania ungdomslivet, men også hverdagslivets trummerum,” forklarer Cecilie Debell.

”Vi har været inspireret af nogle af de billeder, hun har beskrevet helt konkret. For eksempel drenge, der kører på knallerter, som vi har optaget én-til-én. Sådan kan vi bruge hendes verden og prøve at lave en slags filmatisering af digtsamlingen.”

Dokumentaren har ingen beroligende fortællerstemme, der guider seeren igennem historien. Det er Danias handlinger og udtalelser, som skubber fortællingen fremad.

Danias stemme er ikke hentet fra interviews. Hun har selv fået en optager i hånden og indtalt sine tanker og indtryk.

Kameraet skifter fokus
Oprindelig var det Trygvi, der skulle have været dokumentarens hovedperson. Han er rapper og optræder og indspiller albums under aliasset Sølvdreng.

Tórgarð mødte Trygvi på Sirkus-baren, hvor hun fik idéen om at lave en dokumentar om ham. Gennem produktionsselskabet blev Tórgarð sat sammen med den erfarne instruktør Cecilie Debell.

Undervejs endte de to med at pege kameraet på Trygvis kæreste.

”Det var en meget langsom proces, hvor vi filmede Trygvi i starten, så filmede vi Dania, så filmede vi dem begge to, og så lidt efter lidt pegede kameraet bare mere på Dania,” fortæller Debell og fortsætter:

”Det var, fordi hun havde en ydre historie og stod i en mere eksistentielt svær situation, end han gjorde. Han har fået nogle ting på plads i sit liv, og vi begyndte at se ham mere som en katalysator, der kunne hjælpe hende med at nå frem til at være den, hun er.”

Samfund i opbrud
Samarbejdet mellem den danske og færøske instruktør har været unikt. Takket være samspillet har de undgået at falde for turistbrochurernes lokkemidler.

”Det er en kæmpe fordel for mig at have Marias blik indefra, fordi hun selv er en del af den ungdomskultur, som vi skildrer,” forklarer Cecilie Debell.

Maria Tórgarð nikker.

”Cecilie har blik for rigtigt mange ting, som jeg ikke selv kan se. Mens jeg har holdt fast i, at naturbilleder bliver trættende. For en færing er det lidt kedeligt,” siger hun.

Debell forklarer, at det har været vigtigt, at de ikke kun lavede en film om unge, men også om det samfund og den kontekst, de lever i.

”De progressive unge vil gøre op med konservatismen, samtidig med at de gerne vil kunne sameksistere med det konservative ophav. Abort er forbudt, for eksempel. De har den danske abortlov fra 1956,” fortæller Cecilie Debell.

”Jeg tror, der er mange, der har det ligesom Dania,” siger Marie Tórgarð.

”De vil gerne bibeholde deres tro og synes, at der er rigtigt mange smukke ting i det, men de har bare et behov for at have friheden til at stille nogle spørgsmål uden nødvendigvis at bryde med deres rødder.”

”For mig handler denne her film vildt meget om at blive voksen som kvinde og turde stå ved sig selv,” siger Cecilie Debell.

”Dania har en enorm styrke, og jeg vil gerne give hendes mod videre til publikum og til andre unge, som har det ligesom hende, og som oplever den sociale kontrol.”

Stort skridt
Skål er den første færøske dokumentar på Cph:Dox, hvor den oven i købet er i hovedkonkurrencen.

”Jeg er meget beæret og håber, at det kommer til at gøre en forskel. At folk kan se det færøske miljø på en ny måde og selvfølgelig, at færinger kan være stolte af den og genkende sig selv i den,” siger Cecilie Debell.

”Der er ikke lavet særligt mange film på Færøerne med det færøske sprog,” fortsætter Maria Tórgarð. ”Og slet ikke en dokumentarfilm om ungdomskultur og ungdomsliv.”

Det er et synspunkt, som Ekko Shortlist-vinderen Andrias Høgenni kan nikke genkendende til. Færingen har i Ekko #87 skrevet artiklen På Færøerne taler de russisk, hvor han funderer over, hvordan det føles at vokse op uden filmiske repræsentationer af sin kultur.

Det kan Maria Tórgarð nikke genkendende til.

”I Danmark vokser man op med alle mulige film, som foregår i Danmark,” siger hun.

”Sådan er det bare ikke på Færøerne, og derfor håber vi også, at vi rammer rigtigt i vores skildring af færinger. Det er utroligt, hvor lidt danskerne ved om Færøerne.”