Nyhed
04. okt. 2019 | 16:11

Thomas Daneskov på vej med Vildmænd

Foto | Klaus Holsting
Ved Ekko Shortlist Awards i 2014 viste Thomas Daneskov (tv.) sig som en god entertainer, da hans kortfilm Ud, spring over, ind vandt hele fem priser, og instruktøren måtte holde adskillige takketaler.

Den første Ekko Shortlist-vinder har fået stort støttebeløb af Filminstituttet til en spillefilm, som instruktøren skriver sammen med prisvindende forfatter.

Af Nicki Bruun

Thomas Daneskov fik et vaskeægte gennembrud i den danske filmbranche.

I 2014 vandt han ved den første Ekko Shortlist Awards nærmest samtlige priser for kortfilmen Ud, spring over, ind. Året efter stod han bag spillefilmdebuten Eliten, der blev lavet på lavbudget uden støtte fra Det Danske Filminstitut.

Den 30-årige instruktør har til gengæld fået godt med penge til sin næste film, der går under titlen Vildmænd. Hele ni millioner kroner har konsulent Mikkel Munch-Fals spyttet i projektet, fremgår det af Filminstituttets støttetildelinger.

Her kan man også se, at Daneskov har skrevet filmen i samarbejde med Morten Pape. Han blev uddannet manuskriptforfatter på filmuddannelsen Super16 i 2016, men er mest kendt for sin anmelderroste debutroman Planen fra 2015.

Sidste år skrev Morten Pape den ligeledes velanmeldte Guds bedste børn, der i år vandt DR’s romanpris.

Thomas Daneskov fik i 2017 udviklingsstøtte til et projekt med titlen Far har det dårligt.

Om Vildmænd ligger i forlængelse vides ikke, men titlerne leder begge tankerne hen på komedien Ud, spring over, ind. Her besøger en søn (Thomas Ernst) sin deprimerede far (Søren Spanning). Faren er taget i sommerhus for som en anden vildmand at kaste sig ud i heftig druk og selvrealisering.

Toppen af Shortlist
Hos Ekko har vi holdt godt øje med Thomas Daneskov siden Ud, spring over, ind, der ligger på en imponerende syvendeplads på All Time Shortlist, som nærmer sig 1.000 film.

Vi har både tegnet et portræt og lavet talrige interviews med instruktøren, senest i forbindelse med hans DR3-serie Joe Tech fra 2017.

Siden har der været ret stille omkring instruktøren, som vi i sin tid udråbte til et af dansk films største talenter. Men nu skulle det være sikkert og vist, at Daneskov i den nærmeste fremtid er klar med endnu en af sine sædvanligvis sorthumoristiske fortællinger.

Ifølge Ekkos kilder starter optagelserne på Vildmænd allerede senere i denne måned.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko