Nyhed
09. mar. 2016 | 15:46

Wachowski-brødrene er nu søstre

Foto | Fantastic Fest
Til filmfestivalen Fantastic Fest i 2012 var det kun Lana Wachowski, der var sprunget ud som transseksuel og sad i dametøj. Nu følger Andy Wachowski efter og har taget navnet Lilly Wachowski.

Andy Wachowski går i søsterens fodspor og springer ud som transkønnet med et essay, der langer ud efter medierne.

Af Lasse Cordsen og Jens Steinicke Kjær

På kvindernes kampdag i går sprang The Matrix-instruktøren Andy Wachowski ud som transkønnet. Det samme gjorde søsteren og instruktør-makkeren Lana Wachowski i 2012.

Andy, der nu hedder Lily, bekendtgjorde kønsskiftet i et åbenhjertet essay i Chicago-avisen The Windy City Times.

I essayet skriver Wachowski ikke noget om, hvorfor hun har valgt at skifte køn.

Men hun langer til gengæld ud efter mediernes behandling af transkønnede. Og hun nævner specifikt en reporter fra tabloidavisen Daily Mail, der truede med at afsløre kønsskiftet. Men Wachowski var forberedt.

”Jeg havde forberedt en udtalelse, der er en del pis, en del eddike og tolv dele benzin,” skriver Lily Wachowski i essayet, der ikke er uden humor.

Sisyfos-arbejde
”CHOKERENDE KØNSSKIFTE – WACHOWSKI-BRØDRENE ER NU SØSTRE!!!”

Sådan lyder overskriften, som instruktøren har ventet på det sidste år, forklarer hun i essayet. 

Hun mener, at transkønnede er ofre for en fjendtlig verden og understreger, at selvmordsraten blandt transseksuelle er højere end nogensinde.

”Transkønnede bliver stadig dæmoniseret i medierne,” skriver Lily Wachowski, der vil fortsætte kampen for en verden, hvor transseksuelle er accepterede på lige fod med heteroseksuelle.

Hun sammenligner kampen med Sisofos’ straf i den græske mytologi: At rulle en sten op ad bakken kun for at se den rulle ned igen og så gentage processen i en uendelighed.

Hæder i homoseksuelle kredse
Søskendeparrets instruktør-debut Bound fra 1996 modtog hæder i homoseksuelle kredse for at være den første mainstreamfilm, der omhandler et homoseksuelt par, hvis forhold ikke er handlingens omdrejningspunkt.

Sammen med søsteren er Lily Wachowski bedst kendt for The Matrix-trilogien, der har vundet et hav af priser og hævede baren for visuelle effekter i film.

Instruktør-duoens succes har siden været dalende. Ekkos kritiker skrev i anmeldelsen af deres seneste film, box office-fiaskoen Jupiter Ascending, at de ”ikke rigtigt haft tag i publikum siden The Matrix-trilogien”. 

Dog har søskendeparret markeret sig med deres Netflix-serie Sense8, som Ekko tildelte 5 stjerner i juni 2015.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko