Det digitale indblik

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

22. dec. 2019 | 10:46

Den kræsne filmsmags kvaler

Foto | Filmperler
Distributøren Angel Films streamingtjeneste lever op til sit navn Filmperler med masser af godbidder til feinschmeckere. Men hvad skal man gøre for at overleve i den benhårde konkurrence med de udenlandske tjenester?

Har man som dansker en kræsen filmsmag, eller vil man gerne holde en pause fra de uendelige serier og hjemmelavede Netflix-film, har man ganske gode muligheder. Der er fine tjenester med kvalitetsfilm fra andre lande end streamingtjenesternes overvejende amerikanske udbud.

Men kan sådanne danske tjenester overleve?

Inden for de seneste par år er danske filmkunstelskere blevet diverteret med intet mindre end tre lokale tjenester, der har forsøgt sig med et filmudvalg for de kræsne. Det er yderst prisværdigt, men på mange måder har det været både for sent og for lidt i forhold til, hvad markedet ellers kan tilbyde.

De tre danske tjenester er Filmlounge, Filmperler og Grand Hjemmebio, og jeg gætter på, at deres besøgstal nok er ret begrænset. For én ting er at få sådanne filmhjemmesider op at stå. Noget andet er at få gjort dem attraktive nok og overhovedet at få folk til at opdage dem!

Der er mere tale om video-on-demand (vod) end streamingtjenester, som primært er baseret på månedsabonnementer. Vod har siden Apple introducerede filmleje og køb af film via iTunes i 2008 været afløseren for plastikskiver som dvd og Blu-ray. Det betegnes også som Electronic Sell Through (EST) og er et marked, der generelt er vigende, da de store kundemasser går mere og mere mod streaming med faste abonnementer.

Men markedet lever stadig og er især drevet af nye succesfilm, som man gerne vil betale for at se i hjemmebiografen, så snart de er tilgængelige. I Danmark har vi adgang til vod-butikker som for eksempel Apple iTunes, Google Play, en række tv-udbydere og så det TDC-ejede Blockbuster.

De er alle baseret på en kombination af apps og tv-bokse, og de vinder især indpas på nyere smart-tv’s, hvor nogle ligefrem vågner op med Google Play og viser trailere for film, man straks kan leje via fjernbetjeningen.

I dette voksende udvalg af muligheder for filminteresserede skal de tre danske tjenester for kvalitetsfilm så forsøge at overleve. Filmlounge og Filmperler kom begge til verden i efteråret 2017, men for en uge siden er Filmlounge stoppet, fordi deres teknologileverandør Distrify har indstillet driften.

Tilbage har vi så Filmperler, som er ejet af distributionsselskabet Angel Films, og Grand Hjemmebio, som biografen Grand Teatret og dens distributionsarm Camera Film står bag.

Teknikken for at åbne en sådan filmservice er i dag nærmest en hyldevare, så hvis man har adgang til rettigheder, kan man ret nemt opbygge en filmhjemmeside.

Filmperler baserer sig på det udbredte videodistributionssystem Vimeo, der er en slags YouTube for professionelle filmfolk. Et veletableret firma, der næppe går konkurs. Grand Hjemmebio er baseret på det norske dSpree-system, som i dag ejes af det internationalt udbredte firma Nagra Kudelski, så de skal nok også overleve.

Men Filmperler og Grand Hjemmebio lever i en brutal verden af muligheder, og begge tjenester er i mine øjne for rudimentære. Der er gjort for lidt ud af kuratering af de film, man tilbyder. Redaktionelt kunne man arbejde med perspektiverende artikler og anbefalinger af de film, man kan tilbyde. Især kunne Grand opbygge et community for filmelskere og udvikle modeller for at kombinere biografbilletter med adgang til film online.

Jeg gætter på, at alle de tre danske feinschmeckertjenester har været inspireret af den glimrende britiske Curzon Home Cinema, der henvender sig til kræsne engelske filmelskere og tilbyder gode rabatordninger og kombinationer med biografoplevelser i Curzons kæde af engelske biografer.

Det kræver selvfølgelige ressourcer at drive sådanne tjenester med kuratering og kommunikation med kunderne. Filmperler gør udmærket opmærksom på sig med annoncer i blandt andet Filmmagasinet Ekko, men jeg synes, det er ærgerligt, at hverken Grand Hjemmebio eller Filmperler tilbyder det ekstra, der gør, at man gerne lejer og køber kvalitetsfilm netop hos dem.

Filmperler og Grand Hjemmebio får svært ved at overleve, og det skyldes også den simple omstændighed, at langt de fleste udbudte film også fås hos de store udbydere som Apple, Google Play og Blockbuster.dk.

Især står Apple og Google uhyggeligt stærkt på dette marked, fordi så mange brugere allerede er inde i deres økosystem.

Som ejer af en Apple TV-boks, en Google Chromecast eller Google Android baseret smart-tv er det utrolig nemt at finde og købe næsten hvilken som helst film. Disse store firmaer har allerede vores kreditkort i deres systemer, og vi klikker bare én gang, så er filmen betalt og går i gang.

Når jeg tjekker filmene på forsiden af Filmperler og Grand Hjemmebio, så finder jeg de samme film på de amerikanske filmtjenester, og såmænd også Blockbuster.dk, og så er det svært at motivere sig for at vælge disse mindre tjenester, når priserne er de samme. Og lidt søgning på for eksempel Apples udbud af film, for eksempel ved at gå i genrerne ”Foreign Movies” eller ”Indies”, giver et stort udbud af film for den kræsne filmelsker.

Så hvordan skal det gå for den kræsne filmelsker i fremtiden?

Der skal nok komme flere muligheder, og i Europa har vi blandt andet Mubi.com, der dog primært fokuserer på kuratering med et løbende, begrænset udvalg frem for et bagkatalog.

Skal man opleve det helt store klassiker-bagkatalog, krydret med nye spændende ting, kan jeg især pege på The Criterion Channel. Den er for alle os filmelskere, der har givet afkald på en fysisk samling af film på plastikskiver og sat vhs-båndene og dvd’erne i kælderen.

På Criterion Channel er et kæmpe udvalg af gamle klassikere og nye opdagelser og herlig kuratering med for eksempel samlinger af film fra instruktører som Peter Greenaway, Nicolas Roeg, John Schlesinger, Agnès Varda, Stanley Kubrick, Herschell Gordon Lewis og mange flere – altid med en dokumentarfilm og interview-film med instruktørerne.

Criterion Channel har også mange tematiske samlinger af film, interviews med kendte filmanmeldere og meget andet skønt for filmelskerne.

Desværre skal man indtil videre igennem finten med en amerikansk Apple-konto for at kunne abonnere på The Criterion Channel, da den ikke er tilgængelig herhjemme. Så vi må håbe, at danske initiativer for kræsne filmelskere kan udvikle sig og overleve i den benhårde konkurrence fra de amerikanske udbydere.

Kommentarer

Claus Bülow Christensen

 

Analytikeren Claus Bülow Christensen ser på filmverdenen med udgangspunkt i sin indgående viden og begejstring for den voldsomme teknologiske udvikling, der præger både tv- og filmverdenen.

Han har arbejdet i over 30 år med digital teknologianvendelse i den kreative industri: TV 2, Metronome og TDC samt ti år som selvstændig konsulent, hvor han har fungeret som rådgiver for både teleselskaber, filmselskaber, tv-stationer, medieinstitutioner m.m.

Har gennem 90’erne produceret en række tv-programmer om virtual reality og computeranimationens spæde start i filmverdenen, skrevet en bog om emnet og talrige artikler til diverse fagblade.

Claus Bülow Christensen er en ofte citeret ekspert om den digitale medieudvikling, en flittig foredragsholder og står også bag den årlige Copenhagen Future TV Conference.

Han arbejder i dag som selvstændig konsulent med rådgivning for danske medieselskaber. I sin fritid har han siden 2008 arbejdet med en række danske skuespillere på forlaget Momo Lydbog.

© Filmmagasinet Ekko