Filmnoter

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

13. nov. 2012 | 12:33

Den begavede klakør

13. nov. 2012 | 12:33

Den begavede klakør

At skabe er i sin inderste kerne en ubarmhjertigt ensom proces. Uanset hvorfra du henter din inspiration, skal det hele filtreres gennem dit sind og blive til noget, du oplever som en indre sandhed, det skal have en rigdom og en rigtighed. Hvor ofte kan man leve op til det? Hvis man har høje ambitioner: Aldrig. Det bliver så godt det nu kan blive, men aldrig godt nok, man efterstræber det sublime og ender ud med nogle grumsede småperler.

En instruktør jeg kender kan aldrig holde ud at se sine færdige film. En anden kan slet ikke holde ud at læse sit eget manuskript. Resultatet minder dem for meget om, hvor lidt resultatet står mål med drømmen. Som min instruktørsøster siger: Angsten er altid til stede, men det værste er ikke angsten. Det værste er skammen. Skammen over ikke at være lykkedes.

I skabelsesøjeblikket er angsten til stede. Og pinen. En instruktør jeg arbejdede med gennemgik så frygtelige kvaler, når en scene skulle skabes, at det var som at følge en patient midt i et nyrestensanfald. Scenen skulle skrives, det skulle være nu, vi havde to timer, jeg sad og ventede som en jordemoder ved en sædefødsel. En idé blev foreslået og forkastet med det samme, det var fortvivlende og desperat. Samtidig præget af en febril, rastløs energi, næsten et raseri, det skal lykkes, det skal! Et forsøg, et andet, et tredje, pludselig kommer indfaldet, et replikskifte, en lille ændring af situationen, idéen ligger der foran os som en funklende sort sten, massiv i sin idémæssige vælde. Bagefter er instruktøren udslukt men samtidig euforisk. Vi skynder os at gå til frokost!

Luis Buñuels manuskriptforfatter Jean-Claude Carrière fortæller, hvordan de under manuskriptskrivningen til Borgerskabets diskrete charme ikke kunne forløse idéen om, at personerne i filmen sidder til et middagsselskab og pludselig befinder sig på en scene i et teater. Carrière fremfører dag efter dag idéen, hver gang på en ny og opfindsom måde, men Buñuel bliver ved med at forkaste idéen, der mangler noget, en twist af en art. Endelig en morgen finder Carrière twisten og fortæller historien på ny: Personerne sidder til et middagsselskab, og pludselig sidder de på en scene i et teater, og det hele er en drøm. Buñuel køber straks idéen, der bliver til en uforglemmelig scene i filmen.

Buñuel og Carrière havde deres egen måde at finde lindring i pinen, jeg tror faktisk slet ikke de selv ville skildre deres skriveproces således. De installerede sig på et luksushotel fjernt fra alle forpligtelser og skrev kun få timer om dagen, resten af tiden gik de mere op i at teste den perfekte Dry Martini. David Lynch og Mark Frost sad på en café og morede sig med at kaste idéer charlatanagtigt ud til hinanden et par timer hver dag over et par uger, så var Twin Peaks skabt. Som en instruktør siger: Jeg leger det er en fest, det hele er for skæg, jeg er ude på eventyr, jeg bruger alt omkring mig til at skabe denne lette, perlende stemning.

At skabe med let hånd. Uden at se sig tilbage. Bevare modet og følelsen af overskud. Holde ens indre redaktør væk. I mit samarbejde med Lars von Trier ansatte han mig med ordene: Du skal være den begavede klakør! Du skal klappe i hænderne og rose mig, hver gang jeg kommer med en idé. Men samtidig skal du gøre det på en sådan måde, at jeg kan høre på snerten i din ros, om det alligevel kan blive en smule bedre. Du skal komplimentere mig på en måde, så jeg får lyst til at gøre det endnu bedre, overgå mig selv!

Har man ingen klakør ved sin side, må man være sin egen bedste ven. Opmuntre, forkæle, heppe i stedet for at kritisere. Altid gå efter det bedste og bare glemme det værste. En idé er aldrig dårlig men det bedste man kunne præstere, og måske kan det næste blive endnu bedre. Vejen igennem skoven skabes af, at man hele tiden går efter det bedste, det mest dragende. Snart vil man have en overflod af idéer, og til sidst er der så mange, så man kan rense ud, så forsvinder det dårligste af sig selv bag en i kølvandet, man behøver ikke se på det, det forsvinder som bobler i vandet.

En film er som myriader af digte i dimensioner og massiver som bjerge. Når man skal skabe det er der kun én vej frem for at undgå at segne af udmattelse fra starten, og det er at gøre, som når man skal sluge en kamel: I ganske tynde skiver, små mundfulde ad gangen og uden at se for langt frem.

En instruktør definerede, at han helst vil tale med mig om sit manuskript 2-3 uger efter, at han har sat punktum for en gennemskrivning. ”Lige når jeg er færdig, synes jeg det hele er fuldstændig fantastisk, jeg vil ikke ændre et komma. Som dagene går, begynder jeg at tænke på ting, der måske alligevel kunne blive bedre, og efter de første par uger er jeg parat til at se på historien med åbent sind. Går der længere tid bliver jeg alt for kritisk, så synes jeg simpelt hen det er for dårligt til, at jeg kan holde ud at røre ved det.”

Vi vælter alle sammen rundt mellem disse følelser af storhedsvanvid og underlegenhedsfølelse. Der findes ingen opskrift på den rette balance. Vi er samtidig skaberen og redaktøren, de to sidder som engle og dæmoner på vores skuldre. Når man har fået en god idé handler det om at gå videre med det samme, ikke ødelægge den ved at kritisere den sønder og sammen, men lade den ligge og skinne, det var det bedste vi kunne, og det bedste er godt nok nu. Samtidig er det, som Per Kirkeby så præcist udtrykker det i Jesper Jargils film Vinterbillede, irritationsmomenterne, der holder en i gang, får en til at gå videre. Man ved det, når man næste gang kommer til stedet, man sanser med det samme bumpet i vejen, man ved det kan blive bedre, en dag finder man måske en løsning i form af en endnu bedre idé.

For kunstmaleren kommer der en dag, hvor han ikke når længere med maleriet. Måske er det en bevidst beslutning, måske vender han bare ikke tilbage til det. Gad vidst om han anser det for at være færdigt eller ufærdigt? Andre vil se på det og give det prædikater som vellykket og mislykket. Ser han selv på det på samme måde?

For filmskaberne gælder det, at manuskriptet kun er første del af en rejse, der for alvor sætter fra land den dag, filmen finansieres og produktionen sættes i gang. Det hænder også oftere end det modsatte, at projektet må opgives og manuskriptet lægges i en skrivebordsskuffe, hvorfra det måske aldrig bliver hentet frem igen.

Under alle omstændigheder må man næste gang igen starte ved nulpunktet, hvor intet er fundet på endnu, hvor alt skal skabes fra grunden. Så er der kun én vej, og det er op på hesten igen. Eller enhjørningen, eller hvilket fabeldyr man denne gang trækker ud af sin indre stald. Kom, lad os sadle op og sammen ride af sted!

Kommentarer

Vinca Wiedemann


Vinca Wiedemann blogger om filmens natur, om det at lave film og om filmpolitik.

Hun er oprindelig uddannet som filmklipper, men tog tidligt springet fra filmens efterarbejde til dens manuskriptudvikling – to processer, der har overraskende meget til fælles.

Har arbejdet tæt sammen med Lars von Trier på hans manuskript til Nymphomaniac og været med til at producere Viceværten, som er instrueret af søsteren Katrine.

Sammen med Sisse Graum Jørgensen producer på Pernille Fischer Christensens kommende spillefilm En du elsker, der har Mikael Persbrandt i hovedrollen.

Manuskriptkonsulent for talrige instruktører, blandt andre Pernilla August, Susanne Bier, Christoffer Boe, Thomas Vinterberg.

1. marts 2014 tiltrådte Vinca Wiedemann som rektor for Den Danske Filmskole.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger og opfattelser, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko