Filmnoter

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

13. feb. 2013 | 13:44

En hun-geds iagttagelser

13. feb. 2013 | 13:44

En hun-geds iagttagelser

Jeg sidder til åbningsceremonien på Berlin Filmfestival og kigger på rækken foran mig ind i en lidt bred kvindenakke halvt dækket af sort kortklippet hår og en tung kæde af perler. Jeg mindes Christian Braad Thomsens ord om, at Cannes kun er et gedemarked, hvis man selv er en ged, og jeg må sande, at min indre hun-ged er vakt til live, mens jeg iagttager al festivitasen.

Festivalerne færdes i et forræderisk farvand af røde løbere, hvor de hylder den kompromisløse filmkunst, hvor sort og uforsonlig den end måtte fremtræde, samtidig med at de presser citronen for al den overfladiske glamour der kan virke som attraktionselement for publikum og pressen. Dette paradoks afspejler sig ofte i juryens sammensætning, som præsenteres på scenen i aften. Man vil gerne være politisk korrekt og repræsentere kvindekønnet ligeligt med mændene, men ender som regel i skamløs kalkulation med unge, billedskønne skuespillerinder, mens de mandlige jurymedlemmer kan være både gamle, grimme og intellektuelle.

Selv Berlinfestivalen, der på mange måder er inkarnationen af modernitet og politisk korrekthed, er ofte tyet til denne løsning, men denne gang har det danske jurymedlem Susanne Bier fået selskab af tre andre voksne, kvindelige instruktører, der alle udstråler suveræn integritet. Til gengæld mangler der tydeligvis et jurymedlem, der er kendt i den almindelige offentlighed, og jeg gætter på, at juryens kvindelige instruktørdominans skyldes et sidste-øjebliks-afbud fra en eller anden amerikansk good looking diva.


Isabella Rossellini i Blue Velvet. Foto: Umberto Montiroli

Åbningsceremonien skrider frem, og pludselig rettes tv-kameraerne rettes mod kvinden på rækken foran mig med den brede nakke, og hun præsenteres som æresgæst. Det er Isabella Rossellini, som i årevis har stirret på mig med sit terroriserede blik fra plakaten på Blue Velvet. Som datter af Ingrid Bergman med et touch af sin fars italienske élan står hun for mig som en af de smukkeste kvinder i verden, og aldrig har hun været mere fascinerende afbildet end i David Lynch' iscenesættelse af hendes vidunderligt hvide kød i billig velour og lidt for blå øjenskygge, det ramte pornografisk plet i krydsfeltet af skønhed og grimhed dengang i 80’erne. I 90’erne var hun frontfigur for Lancôme men blev fyret som 44-årig, fordi hun efter deres mening var blevet for gammel. Nu ser hun som 61-årig ud som om hun nyder at slappe af fra de allerhårdeste vedligeholdelseskrav. I hvert fald bemærker jeg, at hendes hår hverken er stylet eller sat.


Jane Fonda i reklame for L'Oreal. Foto: L'Oreal

I modsætning til Jane Fondas, som nu får projektørerne rettet mod sig, og som med sine 75 år er en powerful repræsentant for hovedsponsoren l’Oréal. Hendes hår sidder perfekt, raffineret farvet og bobbet, i ørerne lyner nogle ikke helt billige ørenringe, ansigtet er professionelt gennemsminket – og opereret? – og veloplagt smilende. Hun er imponerende good looking men fascinerer mig ikke nær så meget som Rossellini. Trods gode præstationer fx i en film som Coming Home har der efter min smag været for få brister i hendes fremtoning til at gøre hende interessant. Bedst kunne jeg faktisk lide hende i debutrollen i Klute, hvor hun spiller en hårdkogt prostitueret, og den hårdhed har jo siden vist sig at være helt essentiel for hendes fremtræden. Men måske er det netop hendes sammenbidte og vellykkede kamp for at fremtræde evigt ung, der har hindret hende i at tage de farlige roller, der for alvor kunne have udfordret også hendes udseende?


Zhang Ziyi i The Grandmaster. Foto: Jet Tone Production

Instruktøren Wong Kar-wai træder ind med sit filmhold. Han ledsages af sine to skuespillere, Tony Leung og Zhang Ziyi. Zhang Ziyi ser yndig ud i sin grønne, pelsbesatte kjole, og da filmen starter, har jeg først svært ved at genkende hende. The Grandmaster er så døvende smuk, at man får lyst til at slikke den i sig som fløden, katten labber i sig. Men hvad der giver skønheden fylde og fascinerer hele vejen igennem er Zhang Ziyis ansigt, der er som renset for linjer og udtryk og udstråler en følelseskulde og ensomhed, som her bliver skønhedens hemmelige ingrediens. Ét nærbillede prenter sig særligt ind, hvor de to Kung Fu-kæmpendes ansigter i slowmotion passerer så tæt forbi hinanden, at kampens konfrontation et sekund næsten transformeres til et umuligt kærtegn. Og i den afgørende kamp på togperronen kontrasteres billederne af Ziyis desperate ansigt i snefnuggene af en virtuos konkretmusik af susende håndkantsslag og skingrende toglyde, der i parantes bemærket med garanti vil kunne inspirere vores hjemlige komponist og lyddesigner Kristian Eidnes, der skal lave lyden til Nymphomaniac, hvori der også optræder en togscene.

Lyset går op efter filmen. Her i salen er Fonda, Rossellini og Ziyi nok smukke, men absolut virkelighedsnære. Kun når de største instruktører udforsker deres udseende kompromisløst transformeres de for alvor til ikoner, men når det sker, skabes en særegen syntese af fysisk æstetik og sjælelig substans.

Gennemsnitsalderen i salen er høj og skønhedsidealet trods alt traditionelt. Skulle jeg give Berlinalens direktør Dieter Kosslick et bud på et nyt ikon fra den kommende generation af filmfolk og skuespillere, der for alvor kunne lyse op og samtidig give et fornyende slag i bolledejen til næste års festival, så ville det være min nye lækkerbisken af et superidol: Lena Dunham.


Lena Dunham i tv-serien Girls. Foto: Michael Penn

Hun er den 24-årige amerikansk megastjerne, der både er blevet kaldt en ”chubby chick” (altså en fed lille gås) og også er blevet kaldt den nye Woody Allen, fordi hun både skriver, instruerer, producerer og spiller den pænt buttede hovedrolle Hanna Horvitz i HBO’s fremragende tv-comedyserie Girls. Hun er en slags kvindelig enmandsrevolution, en kropsguerilla. Ikke siden Marilyn Monroe og Anita Ekberg er lærredet blevet udfordret af en lignende voluptuøs vellystighed. Hun er lille og fed som en af Rubens englebasser, hun er ung og søgende, og samtidig er hun en kåd og kraftfuld kvinde i sin egen magt, og måske er det helt særlige ved hende, at netop fordi hun insisterer på at dette ikke er en modsætning, bliver hendes ikonværdi ekstra stærk, og derfor føles det ekstra revolutionerende, når hun i serien gang på gang smider tøjet uden betænkning. Trods alskens andre provokerende elementer i serien er det hendes nøgenhed, der har affødt de mest forargede protester, og det viser i sig selv provokationens værd.

Jeg krydser hemmeligt fingre for, at hun aldrig smider hvalpefedtet, for i hende har den kvindelige skam over egen krop i sandhed fundet sin banemand!

Kommentarer

Vinca Wiedemann


Vinca Wiedemann blogger om filmens natur, om det at lave film og om filmpolitik.

Hun er oprindelig uddannet som filmklipper, men tog tidligt springet fra filmens efterarbejde til dens manuskriptudvikling – to processer, der har overraskende meget til fælles.

Har arbejdet tæt sammen med Lars von Trier på hans manuskript til Nymphomaniac og været med til at producere Viceværten, som er instrueret af søsteren Katrine.

Sammen med Sisse Graum Jørgensen producer på Pernille Fischer Christensens kommende spillefilm En du elsker, der har Mikael Persbrandt i hovedrollen.

Manuskriptkonsulent for talrige instruktører, blandt andre Pernilla August, Susanne Bier, Christoffer Boe, Thomas Vinterberg.

1. marts 2014 tiltrådte Vinca Wiedemann som rektor for Den Danske Filmskole.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger og opfattelser, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko