Jesus på Times Square

Jeg går på Times Square i New York. Klokken er mange, måske fire om natten, jeg er lige ankommet fra JFK.

Jeg kigger på billboards. Med smukke mennesker, strålende, blinkende, neonagtige billeder af kroppe i bevægelse. De snor og vrider sig, skaber sig – og siger, det er ikke nok at beundre mig, heller ikke at elske eller begære mig. Bedst er det, hvis du også misunder mig, og du bliver pint af din egen misundelse.

Jeg tænker på skulpturer, i det gamle Grækenland.

Engang var de enkle, hvide og rene, måske var et par af dem farvebelagte, men farverne var nedtonede, forsigtige og fine. Nu ser vi dem, de skønne, de perfekte, på de oplyste vægge i kæmpeformater, Hollywood-figurer, alle vegne.

Ikke alle mennesker kunne blive skulpturer. Ikke alle mennesker kunne opfylde de æstetiske krav, en græsk skulptur nødvendigvis kræver. Ligesom få har den ranke positur og de markerede træk, det kræver for at blive en Hollywood-figur på et billboard.

Men tag ikke fejl. Alle mennesker kan være med i en film. Alle mennesker kan blive film-mennesker – selv de sammenkrøbne og duknakkede. Vi har alle potentialet. Vi er alle skjulte, fascinerede, fantastiske film-mennesker, men det er ikke os selv, vi ser mest til på film. Det er stadig statuerne, som sælger billetter, og jeg hader det, når statuerne skal tale og agere på vegne af os andre, men ikke må ligne os.

Jeg ser på reklamer for tøj, teaterstykker og film. Jeg kigger på gaden, hvor et par hjemløse står og tripper, den ene råber ud i luften, den anden forsøger at varme sine spinkle fingre. De er også magre, de hjemløse, med høje slanke kind-ben.

En af dem prikker mig på skulderen, han spørger, om jeg vil købe ham en kop kaffe i boden ved siden af. ”Ja,” svarer jeg, ”hvis jeg må fotografere dig til gengæld.” Han ser et øjeblik på mig, lidt skræmt måske. Jeg skal til at sige noget, men jeg holder igen. Han kommer mig i forkøbet. ”Hvorfor?” spørger han.

”Det ved jeg ikke,” hører jeg mig selv sige.

”Hvad skal det til for?” spørger han. ”Et fotografi af mig, hvorfor nu det? En kold nat, hvor jeg fryser?”

Jeg trækker på skuldrene og bliver pludselig lidt forlegen. ”Fordi,” siger jeg, ”du har et interessant ansigt.” Han glor på mig, som om jeg er tosset. ”Hvilken kaffe?” spørger jeg. Han svarer ikke. ”Hvilken kaffe kunne du tænke dig?” gentager jeg med en lille stemme. Han forbliver tavs.

Jeg bestiller alligevel. Skal du have mælk i? spørger manden i boden, hvis næse slår et påfaldende knæk på midten. Han er smuk på sin egen måde. ”Tjo,” svarer den hjemløse, ”nej, hellere sukker, to skefulde tak.”

Jeg giver ham koppen med kaffe. ”Ved du hvad,” siger jeg ivrigt. ”Du er et film-menneske!”

Han glor på mig, puster på sin kaffe. ”Et film-menneske?” spørger han og spejder mod plakaterne, Hollywood-figurerne med deres hvide, rene smil. Hans egne tænder er plettede, et gult lag emalje, en flænge i tandkødet. Han drikker og hoster og tørrer sig om munden. ”Du er fuld af lort,” siger han og går sin vej.

Ingen tvivl om, at han var et film-menneske. Han gav mig lyst til at følge efter sig, bare for at betragte ham, for at fotografere ham i smug med min iPhone. ”Gå hjem,” siger manden i boden, ”det er sent, og du har turist malet i ansigtet.”

Mens jeg går, kommer jeg til at tænke på en film af Pasolini. Den handler om Jesus, Matthæusevangeliet, hedder den, men det er ikke handlingen, jeg husker. Jeg husker ansigterne, der stirrer ind i kameraet, og jeg husker Jesus, der råber og befaler, mens ansigtet, som er et menneskes ansigt, et menneskeligt ansigt, konstant veksler mellem at være strengt og mildt, groft og tillukket, åbent og givende.

Brynene er sammenvoksede, hårgrænsen udvisket på Pasolinis Jesus. Du ville aldrig finde ham på lystavlerne på Times Square, du ville finde ham blandt menneskene.

Han har sat sig fast i min erindring, for hans ansigt er i sig selv en historie, og jeg kan ikke tænke på Kristus, uden at se hans fjæs for mig, hans ild-øjne.

Jeg forestiller mig pludselig dette ansigt på den største og mest blændende af alle lystavler på pladsen, mens han taler, råber og befaler, og alle hans hengivne disciple var på de mindre lystavler med ansigter, der forekommer groteske i sådan et format. Jeg forestiller mig, hvordan de hjemløse ville reagere, hvordan de ville stoppe op et øjeblik, betragte disse ansigter og tænke: ”Jamen, det er jo os.”