Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

31. aug. 2018 | 19:21

Jeg er tosset med den film!

Foto | Warner Bros.
Både Bradley Cooper og Lady Gaga spiller, så englene synger med i A Star is Born.

Bradley Coopers instruktørdebut A Star is Born, hvor han selv spiller hovedrollen over for Lady Gaga, har netop været vist ved Filmfestivalen i Venedig, og endelig kan jeg udbasunere min ubetingede begejstring over Coopers debutfilm.

Jeg har nemlig set den, men været underlagt strenge instrukser om hverken at poste, blogge eller tweete noget som helst om filmen. Ja, jeg har endda ikke engang måttet diskutere eller tale om filmen med nogen.

Helt tilbage i april præsenterede instruktøren de første otte minutter af filmen ved biografkonferencen CinemaCon. Allerede dengang var jeg solgt, og jeg holdt vejret af forventning, indtil jeg endelig kunne se filmen i sin helhed.

Og nu har jeg allerede set filmen to gange. Den første gang var ved en privat screening i juni i selskab med filmens instruktør.

Nu kan jeg endelig eksplodere og råbe i alle verdenshjørner: Jeg er tosset med den film! A Star is Born er et mesterværk.

Og hvad skyldes min begejstring så? Den film sætter mig i en stemning, som er aldeles ubeskrivelig. Man kan faktisk godt påstå, jeg er blevet afhængig af filmen som en anden narkoman.

Ganske få film har haft den effekt på mig: Francis Ford Coppolas The Godfather II, Mike Nichols’ Fagre voksne verden og Hal Ashbys The Last Detail og Coming Home. De film kan man se igen og igen – nøjagtigt som A Star is Born.

Så det var ikke løgn, da jeg i et blogindlæg fra 9. juli skrev, at jeg glædede mig til A Star is Born, for jeg skal se den igen, når lejligheden atter byder sig!

Filmen hensætter mig i ren ekstase over en lydside, der sjældent er hørt bedre, og en rørende, medrivende historie, som på intet tidspunkt taber pusten.

Filmen er blevet genindspillet flere gange. Denne gang er der fokus på sangstjernen, som hjælper en ung, håbefuld kvinde frem til stjernestatus, imens hans egen karriere går til i druk og stoffer.

Sean Penn har sammenlignet Coopers film med Hal Ashbys bedste. Den er jeg helt med på. Ashby er en af mine yndlingsinstruktører og manden bag en perlerække af 1970’ernes bedste film, blandt andre Harold & Maude, The Last Detail, Shampoo, Bound for Glory, Coming Home og Being There. Desværre mistede han totalt grebet i 80’erne, hvor han skabte fem film i den diametralt modsatte ende af kvalitetsskalaen. I 1988 døde han blot 59 år gammel af kræft, men også slidt op af stoffer og druk.

Så Penns sammenligning er dobbeltsidet.

Den rammer ikke bare Ashbys film på kornet, men så sandelig også Ashby personligt. Ashby har på mange måder skæbnefællesskab med Bradley Coopers Jackson Maine i A Star is Born. Ashby hjalp også sin sidste kone med karrieren (han nåede at blive gift hele fem gange), blandt andet med en rolle i Shampoo. Desværre havde han ikke samme succes med det forehavende som i Coopers film.

Ligesom The Last Detail er A Star is Born usleben og samtidig vanvittigt helstøbt. Desuden er der en lydside, som konstant tryllebinder. Det gælder i øvrigt også for Bound for Glory og Coming Home.

Uforglemmelige øjeblikke, for eksempel som da Bruce Derns marinesoldat i sidstnævnte film, smider uniformen for begive sig ud på sin sidste svømmetur til tonerne af Rolling Stones’ ”Out of Time”, findes også lignende i Coopers film. 

Bradley Coopers karakter er et studie i en mand, som for længst har givet op og druknet alle sine dæmoner i druk og stoffer. Men kortvarigt finder han et lys i kvinden Ally, et gudsbenådet talent med en sangstemme, der kan vække selv de døde. Hans stemme er derimod grødet og mumlende, gangen er vaklende, og hudfarven svarer til de fleste alkoholikere.

Men synge, det kan han!

Et af Lady Gagas krav for at medvirke var, at de begge skulle synge live i filmen, og efter intensiv sangundervisning springer Bradley Cooper i filmen ud som sanger. Mirakuløst er han så god, at han kan give de fleste sangstjerner kam til deres hår.

Cooper falder aldrig ud af rollen. Ikke engang da han, efter at have mødt Ally, sætter hende af og med et ”hey” stopper hende igen: ”I just wanted to take another look at you.”

Lady Gaga – eller Stefani Joanne Angelina Germanotta, som dåbsnavnet lyder – er enestående i rollen som Ally og temmelig langt fra det image, man ellers har oplevet sangerinden dyrke. I filmen er hun aldeles usminket og spiller hudløst rollen som den ganske almindelige pige med en fantastisk sangstemme. Det er nok kun de færreste fans, der vil kunne genkende hende i filmen.

Hun udstråler troværdighed, selv om hun i filmen bliver budt ting og sager, som ellers nok ville have fået de fleste kvinder til at løbe skrigende væk. Men i hendes afgrundsdybe forelskelse i Jackson, ænser hun det ikke.

Nævnes skal også præstationerne af Sam Elliott som Jacksons hårdtprøvede manager og Andrew Dice Clay som Allys (meget) italienske far. Begge sjæler de komplet opmærksomheden i de få scener de medvirker i. 

A Star is Born er et nyt højdepunkt i Bradley Coopers skuespillerkarriere og et brag af et instruktørgennembrud. Og braget er tosidet, idet Lady Gaga også bryder lydmuren i hendes første hovedrolle i en stor Hollywood-film.

Oscar-nomineringerne vil hagle ned over filmen: Bedste film, bedste instruktion, bedste manuskript baseret på andet forlæg, bedste mandlige og kvindelige skuespiller, bedste mandlige birolle(r) og naturligvis bedste musik, samt en række tekniske nomineringer. Mindst ti.

Filmen får dansk premiere 6. december.

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko