Mange filmjournalister begræder i disse år manglen på original, skelsættende filmkunst, men ignorerer desværre hovedårsagen til kunstfilmenes krise.
Beklagelserne har været særlig højlydte i forbindelse med den netop afholdte Cannes Filmfestival.
Maria Månson fra Filmselskabet på DR K skriver i en rapport fra dette års Cannes Filmfestival: ”Bio-pics har indtaget verdensmesterskaberne i film.”
Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten, skriver følgende spørgsmål i sin analyse af dette års filmfest i Cannes: ”Hvor er kunsten, Cannes?”
Per Juul Carlsen fra DR’s Filmland skriver i sin opsummering af dette års festival: ”For mange bio-pics og for lidt visioner har præget hovedkonkurrencen.”
Og sidst, men ikke mindst, blander Politikens Kim Skotte sig i koret med følgende spørgsmål: ”Vil art cinema blive filmkunstens svar på vinylpladen?”
Alle fire filmjournalister fremkommer med beklagelser, men ignorerer totalt hovedårsagen til elendigheden. Det kan undre den journalistiske nysgerrighed ikke er større.
Kim Skotte kommer dog et lille skridt i den rigtige retning, når han angiver problemer med finansiering af kunstfilmene som årsag til trøstesløsheden. Men Skotte tager dog ikke skridtet fuldt ud og angiver desværre ikke hovedårsagen til problemerne med finansieringen.
Informations Christian Monggaard rammer – som eneste journalist – næsten plet, når han i sin Dagbog fra Cannes skriver: ”Der er også andre bekymrende ting på færde, som gør det svært for kunstfilmen, og det er de manglende indtægter fra dvd- og Blu-ray-salg. Nu er der kun biografsalget tilbage – streaming og VoD tjener man endnu ikke for alvor penge på – og det gør distributørerne mere forsigtige.”
Ja, det er såmænd ikke kun distributørerne, som er forsigtige. I den sammenhæng deles forsigtigheden så sandelig af filmproducenterne.
Monggaard lader forsat en flig af håb stå på klem, når han skriver, at der endnu ikke kan tjenes penge på streaming og VoD. Mongaard mener altså, at streaming og VoD på et tidspunkt vil kunne generere ordentlige indtægter til filmindustrien. Det er et yderst forfængeligt håb, som savner afsæt i de digitale mediers udvikling.
Årsagen til, at finansieringen af kunstfilmene er blevet besværliggjort, er naturligvis faldende indtægter, som Monggaard da også konstaterer.
Faldende indtægter er præcis hovedårsagen til, at blandt andet Mike Leigh, Ken Loach og Bertrand Bonello kaster sig over lettere salgbare bio-pics i stedet for originale værker.
Film er verdens dyreste kunstart og beklageligvis vendes filmjournalisternes blinde øje til, at kunstfilm (også) er vulgær forretning.
Alle film har privatkapital ude at svømme, og alle film er afhængige af indtægter for at få det hele til at løbe rundt. Også kunstfilmene.
Alle film lider under de digitale mediers fremmarch – indtægterne er nemlig ikke, hvad de har været.
Hvor man tidligere købte én enkelt dvd for kr. 179,-, kan den samme film nu ses sammen med hundredevis af andre film for kr. 79,- om måneden på Netflix. Eller man kan for kr. 35,- se en enkelt film på YouSee. Eller endnu værre: Man kan se filmene helt gratis på illegale tjenester.
VoD og streaming har simpelthen fjernet det økonomiske grundlag for original filmkunst.
Al opmærksomhed på de digitale filmtjenester – som man også ser det på Spotify – samler sig om top 25, og filmkunsten drukner i mængden.
Og for at gøre ondt værre: Selv top 25-filmene tjener småpenge på de digitale tjenester.
På nedenstående skema om fordelingen af filmenes primære indtægtskilder bliver problematikken tydeliggjort:
Publikums villighed til at betale for filmoplevelser kan simpelthen ikke dække omkostningerne til produktionen af kunstfilm. Så såre enkelt er det faktisk.
De digitale tjenester æder sig ind på de fysiske medier, blot med meget færre indtægter. De digitale medier kan ikke erstatte indkomsttabet fra de fysiske.
Værst af alt, som ovenstående skema viser: Bunden er langt fra nået endnu.
Forbrugerne er blevet vænnet til, at film på de digitale medier er en billig fornøjelse, og hvis man sætter priserne op, bliver trafikken blot dirigeret over på illegale platforme.
De færre originale kunstfilm har også den selvforstærkende effekt, at publikums interesse bliver aftagende. Denne problematik er i sandhed et uhyre med mange hoveder.
Når filmjournalisterne ikke er opmærksomme på den rette sammenhæng, gør de faktisk kunstfilmene en bjørnetjeneste med deres beklagelser. Man kan, hverken som publikum eller filmjournalist, begræde manglen på ægte filmkunst og samtidig vælge at se artfilmene via de nye digitale platformes billige tilbud.
En skam filmjournalisterne ikke kan se skoven for bare træer.
Kort og godt: Biograferne er kunstfilmenes eneste redningsplanke.
facebook
twitter
Kommentarer