Danske filmflop kunne være undgået

Mange danske filmflop kunne være undgået, men i stedet blev de korsfæstet af branchen selv.

Vi taler om film som for eksempel Viceværten (1.659), Magi i luften (2.983), Skyskraber (1.118), Beast (1.685), Værelse 304 (2.327), Smukke mennesker (5.374), Velsignelsen (1.489) og Spillets regler (5.563). I parentes tilskuerantallet i biograferne.

Men lad mig til at starte med slå fast, at forbrugerens villighed til at betale for at se en film, er forudsætningen for at skabe et sundt produktionsmiljø, med plads til eksperimenter og nyskabelser.

Filmstøtten fra Det Danske Filminstitut udgør gennemsnitligt 37,5 procent (2012) af produktionsbudgettet, så selv med forudbetaling af distributionsrettigheder i ind- og udland, tv-salg m.v., vil der altid være en manko, som skal dækkes af privat kapitalvillighed.

Der skal altså være indkomst til stede, der kan dække privatkapitalen af, som er tilvejebragt af forbrugeres villighed til at lægge en betaling for at se en film.

Det er de barske realiteter.

Danmark har befundet sig i en længerevarende økonomisk krise, og selvfølgelig har bankernes opstramninger også ramt filmbranchen. Det er ikke så let som tidligere - for ikke at sige næsten umuligt - at fremskaffe den nødvendige privatkapital til film, som er baseret på et originalt eksperimenterende oplæg.

Det har selvsagt skabt uro i geleddet. For selvfølgelig er det gået ud over nogen: nemlig de filmkunstnere, som pt. ikke er i stand til at skabe film, som forbrugerne er villige til at betale for at se.

Forbrugernes økonomiske situation er selvfølgelig lige så stram som filmproducentens og i det miljø satses der på det sikre. Der er ikke økonomisk grundlag for eksperimenter, hverken for forbrugerne eller producenten.

Biografernes økonomiske bidrag til filmbranchen har gennem tiden vist sig upåvirket af den generelle samfundsøkonomi. Faktisk har biografernes bidrag til filmindustrien under krisen været stødt stigende, i modsætning til samtlige andre af filmbranchens kilder til indkomst, som har været i fri fald.

Løsningsmodellerne har været mange, men de har stort set alle taget deres udspring i manglende viden om filmøkonomi og været drevet frem af urealistiske drømmescenarier.

Hvert år får et antal hundedyre spillefilm premiere i de danske biografer, som ikke formår at få forbrugerne til at punge ud for at se dem. Og hvis forbrugerne ikke vil betale for at se en film i biografen, vil de heller ikke betale for at se den på dvd, blu-ray eller vod. Det viser al erfaring. Disse film får først et publikum, når de vises på gratis-tv.

Fælles for ”de små danske film” er, at de alle er hundedyre, yderst velmenende og bestemt ikke blottet for en kvalitet, som skulle kunne skræmme publikum væk i en grad, som det rent faktisk er sket.

Der er dog en beviselig succesfuld udvej for disse film, som kunne have skabt en meget større publikumsbase og tilmed have skabt større indtægter – ikke kun i biograferne, men også på dvd, blu-ray, vod og tv. Biograferne er nemlig det lokomotiv som driver alle filmbranchens indtægter frem. Hvis en film bliver succesfuld i biograferne, bliver den det også på de øvrige platforme.

Der har været tre film, som alle kan betegnes som værende ”små danske film”, men dog uden de endte som filmflop, som de øvrige.

Det skyldes, at de tre film indgik i Biografklub Danmark-konceptet i en særlig ”dansk filmpakke” i 2011. De tre film var En familie (129.858), Rosa Morena (74.709) og Juan (38.249). I parentes tilskuerantallet i biograferne

Såfremt filmbranchen havde omfavnet denne ”danske film-pakke” og ladet den fortsætte på årlig basis, havde det kunne hjælpe førstnævnte filmflop til succes og mangfoldigt flere tilskuere.

Men det er beklageligvis en udvej, som de danske filmproducenter har afvist. De mener ikke, at flere danske film skal sendes ud i biograferne med rabat. Angiveligt har producenterne en fornemmelse af, at danske film med rabat stjæler kunder fra de øvrige danske film, som man kun kan se til fuld pris.

Det er dog en fornemmelse, som alene er baseret på mavesyre og som der ikke kan hentes bevis for, gennem diverse undersøgelser foretaget gennem årene. Tværtimod generere biografklubbens kunder kun øget biografbesøg.

Men nu var det jo ikke kun billetter med rabat de tre film solgte. Markedsføringen af filmene gennem Biografklub Danmark, genererede så sandelig også salg af billetter til fuld pris.

Faktisk solgte En familie, Rosa Morena og Juan henholdsvis 47.016, 17.795 og 15.750 billetter til fuld pris. Så selv når man tager de rabatterede billetter ud af ligningen, ligger billetsalget milevidt over det billetsalg, som er gængs for "de små danske film".

Det er på høje tid, at filmbranchen slipper de fine fornemmelser og gør en indsats for at skabe en større publikumsbase til "de små danske film" i biograferne.